tobeannounced

"Murder your darlings pt. II"

2010-06-01T13:14:00.003+02:00

Da bloggen er begyndt at blive spammet helt vildt, har jeg lukket for kommentarerne på forsiden - derfor dette indlæg. Derudover får jeg stadig rapporter om rigtige mange hits, specielt fra folk som har mig i deres RSS feed.

tobeannounced er lukket, alle gamle indlæg forbliver på siden, til dem af jer som stadig vil se hvad det egentlig gik ud på. Hvis i stadig vil have jeres dosis hip hop blogging, så hop over på min nye blog SPOL OP!, som byder på meget af det samme fra tobeannounced, sammen med en masse nyt.

Tusind tak til alle som har fulgt bloggen, og håber at gense mange af er på den nye side

Peace

tba

"Murder your darlings"

2010-04-15T23:06:00.004+02:00

"There's never been a blogger this good for this long

This hood, or this pop, this hot, or this strong

With so many different references there's one for this post

The next one I switch up, this one will get bit up

These fucks, too lazy to make up shit, they crazy

They don't, paint pictures, they just, trace me

You know what? Soon they forget where they plucked

they whole style from, they try to reverse the outcome

I'm like - TOUGH!

I'm not a biter I'm a writer for myself and others

I say a P.T.A. fact, I'm only biggin up my brother

Biggin up my borough, I'm big enough to do it

I'm that thorough, plus I know my own knowledge is foolish

So them rings and things you write about, bring 'em out

It's hard to yell when the bar-rell's in your mouth

I'm in - new sneakers, four-seaters

one diva, what more can I tell you?

Nobody truer than, T-B-A

And I'm back for more, Blogspot's ambassador

I'm supposed to be number one on everybody list

We'll see what happens when I no longer exist

Fuck this!"

Eazy-gjorde-det

2010-03-26T13:34:00.007+01:00

Så er jeg tilbage! Det er efterhånden ved at være små to uger siden jeg sidst har givet lyd fra mig, men en rimelig aggressiv mavevirus, satte lige en stopper for morskaben og sendte mig en tur på hospitalet. Alt i alt, ikke en særlig sjov oplevelse, men nu er det fortid og bloggen skal holdes ved lige.

Inden jeg kaster mig ud i det "normale" blog indhold, ville jeg lige benytte muligheden for at henlede opmærksomheden til en af de mest karismatiske personer i hip hoppen.

Eazy-E (f. 1963 - d. 1995)

Som nogle af jer måske har bemærket, rundt omkring i blog-land og på diverse fora, så er det 15 år siden i dag at en af hip hoppens absolut største personligheder afgik ved døden. Og selvom hans egentlige aftryk i historien, stadig kan, og bliver diskuteret, så skal der ikke herske nogen tvivl om at hans rolle er langt større end den umiddelbart bliver gjort til, og stikker langt dybere end hvad der normalt bliver præsenteret.

Eazy-E afgik ved døden, d. 26. marts 1995, af A.I.D.S., han står bag nogle af de vigtigste udgivelser i hip hoppens historie, og han må og skal aldrig glemmes.

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 7)

2010-03-14T18:52:00.009+01:00

Endnu en søndag, men en lidt speciel en af slagsen. I dag har jeg pakket alle mine CD'er og vinyler ned i kælderen, 15 års samler mani, er blevet reduceret til 1 kvm tætpakket flyttekasser og en meget tom væg. Ikke en nem beslutning, men bestemt en nødvendig en. Så vil jeg glæde mig til at gense samlingen, den dag jeg flytter i hus/større lejlighed.

Nåh, men ud over det, så er det jo ikke fordi ovenstående nyhed har nogen som helst betydning for bloggen, så derfor er det sådan set blevet tid til ugens bog - bøger egentlig.

Jamel Shabazz

"Back In The Days" / "A Time Before Crack"

I denne omgang griber jeg (som i nok har bemærket) ikke fat i én, men to bøger. Det gør jeg dels fordi de er af samme "forfatter", men også fordi de på en måde passer sammen, og har en vis kronologi. Begge bøger er decideret billebøger, krydret med forord og essays fra diverse kontributører. Fotografen er Jamel Shabazz, en særdeles kendt herre inden for dokumentation af afro-amerikansk kultur, fra midt halvfjerdserne til i dag. Ud over at mange af hans billeder er blevet brugt i dokumentationen af den sprudlende hip hop scene i 80'ernes New York, er han også én af de få fotografer som formår at fange sjælen og nerven som står foran linsen, hvad enten han knipser en flok officerer i b-boy stance, eller et bandemedlem der repper sine farver.

Begge bøger er super flotte, og deler en del ligheder, begge er i tyk dejlig hardcover og begge har meget tykke og lækre sider. Alle billederne er i absolut fantastisk kvalitet og man kan virkelig mærke at de er nøje udvalgte, for at give et korrekt tidsbillede. Lighederne ophører dog idet man dels skal have afdækket den enkelte bogs præmis, samt den enkelte bogs skrevne indhold.

"Back In The Days" udkom i 2001, det er Jamel Shabazz's første egen udgivelse, og ud over et rimelig langt forord af Fred Brathwaite (aka. Fab 5 Freddy) er der blot ét yderligere et siders essay, som mest af alt læses som en hyldest af/til Jamel Shabazz. Derudover er der selvfølgelig nogle afsluttende ord fra manden selv. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1980 og 1989, og bogen fungerer hovedsageligt som et nostalgisk tilbageblik på hip hop kulturens spæde begyndelse.

"A Time Before Crack" udkom i 2005, det er Jamel Shabazz's tredje egen udgivelse, men den anden centreret omkring hip hop kulturen (selv om den ikke bliver præsenteret som dette). Denne bog indeholder en del flere essays, og har da også et noget mere dystert formål, nemlig at dokumenterer ungdommen og gadelivet i New York pre-crack, deraf titlen "A Time Before Crack". Med denne viden bliver billederne langt mere livsbekræftende, og tillagt den viden som bogen giver omkring crack-epidemien i midt/slut firserne, bliver billederne blot endnu stærkere. Desværre er det ikke alle essaysene (er det sådan man staver det?) som er lige gode, da en del af dem, som det var tilfældet i "Back In The Day", fremstår som hyldester til/af Jamel Shabazz, hvilket ikke rigtig passer ind i bogens budskab. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1975 og 1984, hvorefter crack blev introduceret til New Yorks gader i 1985.

Generelt er bøgernes skrevne dele, deres største hæmsko, da det i for høj grad ikke lever op til billedernes sindsyge høje standard. Det er egentlig lidt ærgerligt, i og med man faktisk har lyst til at læse hvad der står, når nu man har valgt at skrive noget i en billedbog. Generelt synes jeg overhovedet ikke der skulle have stået andet end forord (for at fastlægge præmissen for billederne), samt de obligatoriske afsluttende kommentarer. Derudover synes jeg det er helt vildt ærgerligt at begge bøger er i forskellige dimensioner, selvom forskellen er rimelig lille, ryger en del af æstetikken når de står i en bogreol ved siden af hinanden, og den ene står halvanden centimeter højere end den anden. Det bliver yderligere forstærket, af at man alligevel har bibeholdt alle de designmæssige elementer begge bøger i mellem, så det ligner de er en del af en serie. Selvom det er flueknepperi, betyder det noget for helhedsindtrykket for begge bøger samlet.

Uanset hvad er det to fantastiske bøger, hvad enten man er fan af fotografier fyldt med livsglæde og sjæl, eller man blot ønsker et indblik i Hop Hoppen dengang den var under rivende udvikling og alt var tilladt. Bøgerne gør sig fantastisk på et sofabord, og man vil stensikkert vende tilbage for at se/vise sit yndlings billede. Jeg kan ikke andet end anbefale dem, men vil dog pointere at de generel er ekstremt dyre i at købe i Danmark, hvor jeg har set dem helt op til 499 kr. stykket. Det er fuldstændig forrykt, da de kan købes på Amazon UK, helt ned til under 100 kr. Generelt er der en fuldstændig sindsyg prispolitik, på den her slags bøger i Danmark, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til en anden god gang.

Da jeg stadig er igang med at uploade, for at afslutte det sidste "Onsdags bio" indlæg, så benytter jeg muligheden for at fremhæve nogle g(l)emte perler, som jeg tidligere har skrevet om her.

Tryk her for at hente: Dr. Dre - Roadium Swap Meet Mixtapes

One time for your mind (del 26) - Gorillaz - Plastic Beach

2010-03-11T18:57:00.014+01:00

Jeg overtrumfer lige den igangværende afstemning, med en udgivelse som har fået så meget fokus og opmærksomhed, at jeg ikke ville vente (med risiko for at den aldrig blev stemt igennem). Det kommer nok til at ske et par gange i den nærmeste fremtid, da der er en del udgivelser, som jeg ikke har intentionen om at vente med at køre igennem, såsom den kommende Wu Massacre (Ghost, Rae og Meth) eller Distant Relatives (Nas og Marley).

Der er nok rigtig mange af jer som vil sige "jamen, Gorillaz er da ikke hip hop", men sådan er det bare, I call the shots og med en god håndfuld gæstende rappere, så finder jeg den ganske relevant for denne blog.

Gorillaz - Plastic Beach

1) Orchestrial Intro (Feat. Sinfonia viVA)

Lyden af vand som skyller ind mod en strand, og noget meget filmisk musik som begynder at spille. Strygere, efterfulgt af blæsere og pludselig kicker et beat ind...

2) Welcome To The World Of Plastic Beach (Feat. Snoop Dogg & Hypnotic Brass Ensemble)

Og så er det kørt over i det andet track, med Snoop som giver den med noget spoken word. Masser af synths, og en utrolig funky rytme, minder mig utrolig meget om en blanding af Daft Punk og Air. Super svedigt track, som klæder Snoop rigtig godt, selvom det også havde været røv-svedigt uden ham.

3) White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese)

Helt anderledes lyd, med indiske vibes, små djembe trommer, masser af strygere og et langt hurtigere tempo, det ændrer sig dog til noget midi, reggae, dubstep inspireret noget, hvor Bashy og Kano giver den max gas, og introducere "the island". Overdrevet fed energi, super kompakt og helstøbt nummer.

4) Rhinestone Eyes

Endnu en ændring i lyden, meget minimalistisk, elektronisk men med en bibeholdt funky vibe. Nummeret tager til i energi, og Damon Albarn's stemme, som er forvrænget, passer perfekt til det øvrige lyd-landskab. Igen er der bare en rigtig fed energi over nummeret, som dog ender lidt brat.

5) Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack)

De fleste kender det her nummer, med mindre de overhovedet ikke har hørt radio de sidste 2-3 uger, hvor det rent ud sagt er blevet gennemkneppet. Nummeret er som titlen antyder god fucking stylo, og jeg er helt vild med det. Mos Def har genfundet sin plads som rapper, efter en længere pause som skuespiller, og Bobby Womack er da bare alt for sej, nuff said!

6) Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul)

Langt mere hip hoppet lyd, hvor De La ikke tøver med at starte løjerne, med deres velkendte lyd. Omkvæddet er fuldstændig psyko, minder om en intro sang til en børnefilm, egentlig ville tracket passe perfekt i et afsnit af Svampebob... Jeg elsker Svampebob.

7) Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Helt stille og drømmende lydbillede denne gang, Damon Albarn synger sådan rigtig for første gang på albummet. Det er et utrolig stille og beroligende nummer, meget dejligt og et findt afbræk fra det relativt høje tempo som albummet har startet ud i. Halvvejs inde bygger tracket sig dog op, ud i noget decideret italo disco (tror jeg man kalder det), og en kvinde tager over (Little Dragon?), mens trackets meget drømmende vibe bibeholdes. Et nummer som suger en helt ind, og det føles meget længere end det egentlig varede.

8) Glitter Freeze (Feat. Mark E. Smith)

Tunge handclaps, vilde synths og et generelt meget hektisk tempo, kickstarter tracket med manér. Mark E. Smith(?) giver den med noget spoken word, han har en meget karakteristisk stemme som passer perfekt til den hektiske/støjende lyd. Nummeret er virkelig fedt, men jeg vil dog indrømme det er lidt for hektisk, og jeg vil nok komme til at hoppe det over i fremtiden, med mindre jeg er i det helt rigtige humør.

9) Some Kind Of Nature (Feat. Lou Reed)

Stadig en meget elektronisk lyd, blandet med lidt swing. Lou Reed er jo også bare så fucking sej, overdrevet fed stemme. Et rimelig happy-go-happy nummer, som dog får det ekstra twist med seje, seje Lou Reed.

10) On Melancholy Hill

hmmm, lidt cheesy lyd, men ikke på den fede måde. Minder mig lidt om en melodi man ville høre i en Pokemon tegnefilm (ser jeg for meget børnefjernsyn), desuden er Damon Albarns sang og tekst ikke videre interessant... første virkelige misser, er albummet ved at miste pusten? - det håber jeg ikke.

11) Broken

Samme stille tempo, dog en noget anderledes "lyd", som denne gang er meget spacey. Igen er Damon ikke super spændende at høre på, og igen er det noget af et tempo skift fra albummets øvrige numre.

12) Sweepstakes (Feat. Mos Def & Hypnotic Brass Ensemble)

Mos Def er på sit "I Against I" flow, over et simpelt beat, med højt tempo og et snert af meget afdæmpet drum-n-bass. Nummeret tager til med big band instrumentering, og det hele lyder lidt underligt, men på den fede måde.

13) Plastic Beach (Feat. Mick Jones & Paul Simonon)

Lidt af en "Midnight Express" (hvis i kender temaet til den film, som er møg fed - altså både musikken og filmen) følelse over tracket, blandet med en forvrænget Damon Albarn. Det er et okay track, som passer godt ind i albummets øvrige udtryk, men ikke et som skiller sig meget ud.

14) To Binge (Feat. Little Dragon)

Minder mig helt vildt om Balstyrko, med et meget afdæmpet melankolsk udtryk, blandet med noget som jeg bedst kan beskrive som cirkus musik. Little Dragon har en fed vokal til tracket, og hun klæder Damon Albarn godt. Fedt nummer, som passer rigtig godt ind, her hen mod slutningen af albummet.

15) Cloud Of Unknowing (Feat. Bobby Womack & Sinfonia viVA)

Wuhuu Bobby Womack igen, han lyder fantastisk og med en super afdæmpet instrumentering kommer hans vokal virkelig til sin ret. Smukt nummer.

16) Pirate Jet

Sidste nummer, som har en god afslutningsvibe, og egentlig lægger lidt op til blot at være en instrumental. Men Damon Albarn hopper ind, med noget tak for denne gang lyrik. Udemærket afslutnings track, dog lidt anonymt.

Opsummering

Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde har været den vildeste Gorillaz fan, jeg kan lide det opstillede univers, og første album fangede mig meget. Men det andet album var ikke noget som jeg brugte særlig meget energi på, og det er egentlig ikke fordi jeg hører Gorillaz på en daglig/ugentlig basis. Jeg vil dog sige at dette album, virkelig er velpoleret og ganske enkelt fantastisk udført, næsten fra start til slut. Jeg skriver næsten, da der opstår et lidt for tidligt tempo skift, ved track 10 og 11, som virkelig forstyrrer albummets helheds opfattelse, specielt fordi albummet så kører op og ned igen, over de resterende 6 tracks. Det er mega ærgerligt, for hvis de to numre var blevet skrottet, så ville det uden tvivl have været en fænomenal udgivelse.

Bedste track(s): White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese), Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack), Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul) & Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Værste track(s): On Melancholy Hill & Broken

Onsdags bio (del 14) - Wu Franchise edition

2010-03-09T21:44:00.014+01:00

Som jeg forklarede i det oprindelige Wu Franchise indlæg, så ville jeg benytte mærkningen til at dække aparte Wu relaterede produkter. I den anledning, har jeg valgt at genoptage et long-lost tema, som desværre måtte udgå, på grund af besværlighedder mht. til de tunge upload .

Da Mystery of Kung-Fu / Soldiers of Darkness

Lad det være sagt med det samme, jeg er godt klar over at "Da Mystery of Kung-Fu" indgår i "Soldiers of Darkness" pakken, men i og med DMOKF blev udgivet særskilt på VHS i sin tid, og er den eneste film hvor selve Wu-Tang Clan optræder, så synes jeg den fortjener lidt opmærksomhed for sig selv.

DMOKF udkom som sagt oprindeligt på VHS tilbage i 1998, jeg kan huske jeg købte en kopi i det daværende Street Dance, alene på grund af Wu-Tang Clan billedet på coveret og antydningen af noget ond Kung-Fu - og jeg blev bestemt ikke skuffet. Videoen er opbygget som en slags best-of, af de (i Wu-Tang's øjne) bedste Kung-Fu scener. Dette bliver gjort af en tydeligt påvirket Ol' Dirty Bastard, og resten af klanen (minus Rza - hvilket er lidt ærgeligt, eftersom han nok må antages at være den meste vidende på området). Ol' Dirty rambler som kun han kan, Raekwon er på sit hustle shit og Method Man sover i baggrunden - det er ganske enkelt PERFEKT! nåh ja, og så er der også noget ond, ond Kung-Fu.

SOD er så en videreudvikling af Wu-Tang Clan/Kung-Fu ægteskabet, og denne gang via en mastodont udgivelse, fyldt med hele 20 film fordelt over 10 DVD'er. Som sagt indeholder SOD også DMOKF, men derudover er der så 19 yderligere Kung-Fu film, hvoraf enkelte af dem skulle være ganske sjældne, det kan jeg dog ikke hverken be- eller afkræfte, idet jeg ærlig talt ikke ved en skid om Kung-Fu film - ud over at jeg godt kan lide at se dem.

Som i måske kan gætte jer til, er det lidt af en mastodont udgivelse, så jeg er endnu ikke færdig med uploade den, da den fylder godt og vel 12GB i alt. Jeg har dog oprettet en mappe, hvor de første 7 film er kommet op, deriblandt DMOKF, så det er bare om at komme i gang og følge med løbende hvornår de andre film kommer op. Jeg skriver selvfølgelig herinde når det er. Desuden er jeg nu MediaFire Pro, så mine links ikke længere kan "dø".

Tryk her for at hente: Soldiers of Darkness

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 6)

2010-03-07T20:04:00.017+01:00

Det bedste ved de her bog indlæg, er at jeg får læst og opdaget en masse nyt, som jeg ikke anede fandtes. Det værste ved de her bog indlæg, er at jeg er tvunget til at læse de bøger som jeg skal skrive om, og så endda med en deadline - det føles næsten som at gå i folkeskole igen, og skulle stille sig op foran hele klassen og give résume.

Så er det godt at have et lille stash hip hop tegneserier, til at spæde op med i de uger hvor jeg ikke rigtig gider, eller kan nå at læse en hel bog - så er det bare ærgerligt at jeg har opbrugt min nuværende kvote, og trækker mit sidste tegneserie kort. (og så kun 6 indlæg inde i året, doh!)

Felt & Jim Mahfood

"True Tales of Underground Hip Hop"

Min tredje og sidste hip hop tegneserie, kommer fra ingen ringere end superduoen Felt aka. Slug og Murs. I den sammenhæng er de gået sammen med tegneserie talentet Jim Mahfood, og selvom jeg overhovedet ikke kender ham, så er jeg heldigvis god til at google (læse wiki sider). Jim Mahfood er lidt af en tegneserie wiz, ud over at have tegnet en del Spider Man serier for Marvel, tegner han sine egne undergrunds tegneserier. Derudover han han lavet specielle tegneserier, med manuskript fra Kevin Smith (ham som har lavet Clerks) som følger de to Clerks på nye eventyr. Jim Mahfood har desuden sine rødder i grafittimiljøet, og er kendt for at droppe mange hip hop referencer i sine tegneserier.

Selve hæftet er rimelig simplet, og minder meget om en normal tegneserie. Det er ikke indbundet på nogen særlig måde, og knap så stift i betrækket, som de to foregående tegneserier jeg har dækket.

Præmissen for tegneserien er rimelig simpel, men super gennemført og meget original. Slug er den altid sort-klædte emo rapper, og Murs er den altid liderlige, stor-drikkende mellow brother. I selskab med Ant og til tider Jim Mahfood selv, følger vi duoen igennem samtlige numre af deres andet opus "Felt 2: A Tribute to Lisa Bonet", med fede illustrationer og sjove/finurlige detaljer, som man kan mærke er lavet af en fan af musikken. Tegneserien er som sagt bygget op omkring Felt 2, og hvert track fra albummet får derfor sin egen lille 1-2 siders stribe (hedder det stadig en stribe når den fylder så meget?), selv skits'ene får deres egen stribe, derudover er der en 2-3 små ekstra historier, som lige giver tegneserien et ekstra touch, og omhandler Jim Mahfood og hans arbejde med selve tilblivelsen af tegneserien, samt Slug, Murs og Ant's modtagelse af denne.

Illustrationerne er meget typiske (med forbehold for mit mangelfulde kendskab til tegneserier) for den her type undergrunds/street tegneserier (giver det mening), hvor tegningerne er rimelig underspillet, men spækket med små detaljer og finurlighedder, som gør en ekstra læsning eller to nødvendig for at få det hele med. Selve striberne er super sjove og spækket med referencer til øvrige Slug/Atmosphere og Murs sange, samtidig med at de enkelte numre alle bliver håndteret på en fed og original måde hver gang. Specielt striberne "Morris Day", "Early Mornin Tony" og "Gangster Ass Anthony" er virkelig geniale, og puster helt nyt liv i de tilsvarende tracks.

Tegneserien er lavet i tæt samarbejde med Slug og Murs, og er tiltænkt som en direkte videreudvikling af albummet. Som én af striberne beskriver, blev Jim Mahfood præsenteret med Felt 2 CD'en, og fik frie tøjler til at skabe en akkompagnerende tegneserie, som skulle udgives samtidig med albummet. Desværre blev albummet udsat, og tegneserien udkom derfor tidligere end albummet. Hvilket for mit vedkommende er komplet ligegyldigt, i og med jeg først hørte om tegneserien for en lille måned siden, men som selvfølgelig har haft en betydning for folks helheds oplevelse af Felt 2, som en kombineret CD/tegneserie udgivelse. Og hvilket uomtvisteligt må have betydet, at en stor del er gået glip af denne tegneserie, ganske enkelt fordi de ikke anede den eksisterede.

Kombinationen af CD og tegneserie, betyder dog også at man ikke rigtig får noget ud af den, med mindre man har lidt kendskab til Felt universet, og ikke mindst Felt 2. Faktisk vil en stor del af tegneseriens referencer og generelle historier, gå langt hen over hovedet på dem som ikke har et indgående kendskab til Felt 2. Det gør bestemt ikke noget, da det er klart at de færreste ville købe denne tegneserie med mindre de var/er fans af Felt, men man skal vide den udelukkende centrerer sig omkring Felt 2. Så hvis man ikke lige har den, så skal man lige købe den med - hvilket godt kan anbefales.

Hvis man derimod har totalt styr på Felt 2, og hele Felt universet, så SKAL man simpelthen jage den her tegneserie ned. Den er godt nok udgået, men stadig til at opdrive, jeg fandt min på eBay for 5$ + fragt, og der er ingen tvivl om at det bliver et samler objekt, som man vil blive glad for at have i samlingen. Den har i hvert fald givet mig lyst til at høre Felt 2 igen, og jeg glæder mig til at færdiggøre dette indlæg, så jeg kan lytte til albummet mens jeg læser, som det oprindeligt var tiltænkt.

Til dagen har jeg valgt et mixtape (det eneste faktisk) fra Murs, det er en digital only udgivelse, som kunne købes gennem hiphopsite.com, men som ikke er til at opdrive længere officielt. Jeg har ikke noget med Slug alene, da jeg har opbrugt min kvote for Slug/Atmosphere her på bloggen, frem til 2011.

Tryk her for at hente: Murs - Murs 3:16 presents: Murs and the Misadventures of the Nova Express

One time for your mind (del 26) - Big Twins - Infamous QB EP

2010-03-05T18:48:00.006+01:00

Jeg er som regel ikke så vild med at købe digitale downloads, jeg kan bedst lide at have ting i fysisk format, da det for mig er den ultimative backup. De sidste par år, er det dog blevet hyppigere og hyppigere at kunstnere vælger den digitale vej, dels på grund af det stødt dykkende CD salg, men mest på grund af de meget lave omkostninger.

Dette bliver den første digitale udgivelse, som bliver kørt igennem "One time for your mind", men nok ikke den sidste. Da det er en EP er der kun 6 reelle numre, da de sidste 3 numre er instrumentaler. EP'en er en form for prequel for en decideret "Infamous QB" dobbelt cd, spækket med musik fra diverse QB artister.

Big Twins - Infamous QB

1) How's Big Twin (Feat. Chinky)

En kvinde som synger om Big Twin, og samtidig introducere sig selv - det er så Chinky. Er der ikke også en rapper som hedder Chinky (nej, det er ikke Chingy jeg tænker på). Okay, så er det sgu færdig, lige under 2 minutter, det er kort - specielt på en EP, hmmm. Men okay, så fik man da også lige afklaret hvem både Big Twin og Chinky er.

2) Don't nothin move but the money (Feat. Black Ice & Tymaxx)

Et mere mellow track, med en alvorligere tone end det forrige. Typisk "still don't nothin' move but the money" track. Black Ice(?) er ganske habil, men leverer ikke noget som får skillet ham ud fra den gængse New York rapper. Det gør Big Twin til gengæld, dels på grund af hans meget karakteristiske stemme, men også fordi han faktisk er en rigtig dygtig rapper - inden for genren. Hvem eller hvad er en "Tymaxx" og hvorfor er han/hun/den/det krediteret som feat.?

3) Cash, we got to make it (Feat. Black Box)

Lige på og hårdt fra Big, med et noget anonymt beat, som dog er meget typisk for denne her type rap. Black Box(?) minder lidt om Big Twin, bare med en knap så harsk stemme. Det er et rimelig kedeligt track, med endnu et meget slidt og typisk emne om at få de skrilla uanset hvad.

4) Don't be so amazed

Et speedet soul sample, og en march lilletromme, det lyder lidt underligt og beatet er generelt lidt low-tech, på en mixtape agtig måde. Big Twin leverer til gengæld top-notch lyrik og det er rart at høre ham solo, selvom tracket må siges at være noget kort på 2:45.

5) Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Hold da helt fest hvor lyder Big umotiveret, det gør hans gæster også. et super kedeligt track, som nærmest trækker tænder at høre - ikke så meget mere at skrive, beatet er lige så kedeligt som rappen.

6) Murder (Feat. Amir)

Meget Sid Roams agtig beat, a la dem som var på H.N.I.C. 2, meget, meget dystert - rigtig lækkert. Amir KAN rent faktisk skille sig ud, og leverer både et fedt vers og et fedt omkvæd. Big Twin er tændt og alt i alt, er det et super fedt track - uden tvivl det bedste på EP'en.

7) Don't nothin move but the money (instrumental)

Jeg er så elendig til at beskrive beats at det ikke engang er sjovt, så jeg vil ikke prøve. Beatet er kedeligt.

8) Black Mobb pt. 3 (instrumental)

Endnu et røvsygt beat.

9) Murder (instrumental)

Utrolig dystert, det bedste beat på EP'en.

Opsummering

Det var ikke lige hvad jeg havde regnet med, selvom EP'en kun har kostet mig knap 35 kr., så er jeg rimelig skuffet. Ikke alene er det tydeligt disse tracks blot er left-overs, man har skrabet op fra studie gulvet, men det er også død ærgeligt man ikke har ydet en større indsats for at promovere den kommende "Infamous QB" CD, som må være EP'ens formål. Der er reelt set kun ét godt nummer, og det er ikke fordi det slår benene væk under én. Derudover er EP'en utrolig kort, jeg ved godt definitionen på en EP, er at den maks må vare 25 minutter, men med en varighed på lige over 16 minutter for de 6 reelle tracks, så føler man sig lidt snydt, også selvom de 3 instrumentaler sniger EP'en op de 26 minutter - det giver en gennemsnits længde på 2:45 pr. track, det er sgu for tyndt.

Jeg vil kun anbefale denne EP til hardcore QB fans (som mig selv), men selv de vil nok føle sig snydt (som jeg gjorde). Da det nu er slut med sampleren på "One time for your mind" indlæggene, så fremhæver jeg det/de bedste og det/de værste track(s) fremover.

Bedste track(s): Murder (Feat. Amir)

Værste track(s): Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Kongen af 45'erne viser funken frem

2010-03-03T13:04:00.011+01:00

Jeg prøver at gøre det til en fast vane, og huske at dække nogle af de udgivelser, som bloggen efterhånden har specialiseret sig i, ved siden af de faste indlæg. Det er faktisk lykkedes ganske godt her på det sidste, så ingen grund til at ændre på det.

The 45 King - Put The Funk Out There LP (unofficial promo release)

DJ Mark The 45 King, eller blot The 45 King (som han har kaldt sig i en del år efterhånden), er måske ikke en producer hvis navn alle lige kan genkende, specielt hvis man ikke rigtig har fulgt/opsøgt hip hop fra slutfirserne/start halvfemserne. Ud over at være "stifter" og medlem af The Flavor Unit, blev han særligt kendt for sine mange break-beat plader, hvor i særdeleshed "The 900 Number" skabte ham megen opmærksomhed.

The Flavor Unit var et kollektiv af MC's og én producer (The 45 King, duh), som blandt andre talte Queen Latifah, Apache (RIP), Chill Rob G, Lakim Shabazz og Freddie Foxxx. Selvom det umiddelbart var Mark, som varetog The Flavor Unit's interesser de første par år, fører et stofmisbrug til, at Queen Latifah overtager styringen og viderefører Flavor Unit navnet over i hendes eget management selskab "Flavor Unit Management", som ender med at blive et ret så succesfuldt foretagende. Netop stofmisbruget, er en af årsagerne til at 45 King ikke får ordentlig fodfæste med sin solokarriere, og i sidste ende mister en pladekontrakt hos Warner.

The 45 King spenderer derefter tiden med diverse remix projekter, og enkelte produktioner op igennem midt- til slut halvfemserne, hvor det lykkedes ham at producere to af vor tids absolut største hip hop skæringer (målt i kommerciel succes), nemlig "Hard Knock Life" og "Stan", med henholdsvis Jay-Z og Eminem (det er der stensikkert mange som ikke vidste). Derudover benytter han også tiden med at arbejde på sit længeventet soloprojekt, som han desværre aldrig afslutter, umiddelbart fordi han ikke kan finde nogen som vil udgive det (sådan læser jeg det i hvert fald i det her interview). Men selvom The 45 King ikke selv afslutter projektet, afholder det dog ikke nogen fra at fremstille en særdeles vellignende "officiel" promo LP af albummet.

Promoen, som er trykt med både Def Jam Music Group og Rocafella Records logo, samt korrekt contact information til Polygram Distribution, viser sig dog at være intet andet end en bootleg, omend en meget omstændig en af slagsen (se billede her). Selvom der aldrig har fremgået en officiel tracklist for albummet, vedkender The 45 King at bootlegen i høj grad minder om den vision han selv havde for albummet, hvilket giver ham en stærk mistanke om hvem bootlegeren måtte være, selvom han aldrig røber et navn (det står også i det førnævnte interview).

Bootlegen har floreret på nettet i et stykke tid, men der er desværre en fejl i henhold til den rigtige bootleg, hvilket gør at vi desværre står og mangler fire tracks. Det er lykkedes mig at finde to af dem, men der mangler stadig to (markeret med *).

The 45 King - Put The Funk Out There

1) Check It Out (Feat. Jay-Z & Lady Champain)*

2) Put The Funk Out There (Feat. Kid Capri)

3) Harlem Bros (Feat. Big Pooh)

4) Latee Rocks Da Bells (Feat. La Tee)

5) Jersey State Of Mind (Feat. Queen Latifah)

6) Roll With Me (Feat. Big Pooh)

7) Simplicity (Feat. Big Pooh & Chill Rob G)

8) Super People (Feat. Lady Champain)

9) Welcome To The Terrordome (Feat. Lady Champain)

10) On And On (Feat. Terry Lorrenz)

11) Double Dare (Feat. Diamond D)

12) Drop The Bomb (Feat. Lady Champain)*

Endnu engang; hvis der er nogle af jer derude, som ved et tilfælde skulle have et af de to numre (eller dem begge), så håber jeg i vil dele dem med os, så vi kan få samlet albummet. Albummet kan nogle gange købes på Discogs eller ebay, og går pt. for 2-300$. Selvom lydkvaliteten ikke er super, er det nogle gennemgående fede numre, og den anderledes version af "Jersey" som man ellers kender fra soundtracket til New Jersey Drive, er downloadet værd alene.

Tryk her for at hente: The 45 King - Put The Funk Out There

Last time for your mind?

2010-03-03T09:51:00.007+01:00

Så skete det desværre igen, jeg er nu oppe på seks "DMCA Takedown" notifikationer, og de er alle rettet mod "One time for your mind" indlæg. Heldigvis er de ikke blevet slettet, som jeg ellers havde hørt Google var begyndt på. Så selve indholdet er stadig i behold, dog uden de respektive "samplere", som indeholde en 3-4 udvalgte numre fra hver udgivelse. Nu er jeg sådan set blevet det som Google kalder en "repeat offender", med andre ord; jeg er i overhængende fare for at få slettet (deaktiveret kalder Google det) hele min blog.

Den risiko vil jeg selvfølgelig ikke løbe, så jeg ser mig desværre nødsaget til at lave om på "One time for your mind" konceptet, og afskaffe "sampleren", da den simpelthen tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg håber ikke det vil afholde jer fra at læse indlæggene alligevel, og jeg tror (håber) at i forstår mit ræsonnement. Da den eneste anden løsning ville være at flytte bloggen, hvilket jeg ikke helt kan overskue på nuværende tidspunkt.

Hvis i vil se hvilke indlæg det drejer sig om, så kan i trykke her.

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 5) Wu Franchise edition

2010-02-28T18:25:00.005+01:00

Endnu en søndag, endnu en bog. Jeg fortsætter stilen fra sidste uge, og prøver lykken med endnu en tegneserie, endda i samme ånd som den anden - nemlig Wu Tang ånden. Dette er den anden og sidste i en række Wu Tang tegneserier, som også skulle have indbefattet en saga om/med Gza, men som desværre blev skrottet i de afsluttende faser. Derudover går der forlydender om at Rza så småt skulle være i gang med sin del.

Ghosface Killah, Chris Walker, Shauna Garr & Marlon Chapman

"Cell Block Z"

Denne gang er det så blevet Ghostface's tur, til at blive forvandlet om til en tegneserie figur, og til det har han, ligesom Method Man, fundet sammen med nogle eksperter inden for deres felt. Til forskel fra Method Man, har han derimod ikke fundet sammen med decideret tegneserie magere, for selvom Chris Walker har lavet farvelægning for Marvel Comics, så er det ikke ligefrem tegneseriemageri, som pryder hans CV (i forhold til eksempelvis Sanford Greene, som arbejde på Method Man's projekt). Derudover er både Shauna Garr og Marlon Chapman film manuskript forfattere, og dette er efter alt at dømme deres første forsøg ud i tegneseriens verden.

Selve tegneserien er nærmest identisk med Method Man's, der er en utrolig lækker finish, 80+ sider i tykt papir med lidt glans, giver endnu engang virkelig et super førsethåndsindtryk. Man får igen fornemmelsen af, at der er kælet for detaljerne og det er rart når man har givet op imod 100 kr. for en tegneserie (ikke at jeg kender den gængse tegneseriepris nu om dage).

Ghostface Killah er den prisvindende bokser "Dennis Cole", som ryger i fængsel for et røveri og et mord, han ikke har begået. Det går hurtigt op for læseren at det er et komplot for at få ham fængslet, men hvorfor? I fængslet skal Dennis kæmpe for sin plads, og der går ikke længe før han bliver introduceret for fængslets eget "fighting program", som gør det muligt at blive overflyttet til en eftersigende langt mere tålelig afdeling af fængslet, nemlig "Cell Block Z". Efter flere tæsk i "cage fights" forvandler Dennis sig til den ultimative kæmper, med hjælp fra sin eneste ven og fængslets bedste kæmper "Turk" finder han sit nye alias; "I am a man labeled a murderer. A man with his identity stolen. A man with no face. I am Ghostface Killah".

Efter flere kampe, uden nogen umiddelbar udsigt til overflytning til den famøse Z afdeling, får Dennis, ved hjælp af en kvindelig advokat og en fængselsvagt, afdækket sandheden om afdelingen og fængslets mørke hemmelighed. Det hele kuliminerer i en kamp mod Turk, hvor det i sidste ende lykkedes Dennis at få væltet fængslets regime og bevist sin uskyld.

Jeg vil ikke røbe for meget af historien, da den faktisk er ret god. Ikke alene er den rigtig fint bygget op, men dialogen og karaktererne er meget fængende og man interesserer sig rent faktisk for de enkelte personagers skæbne. Derudover er der ingen "b---h" og "f---k" censur, som forstyrrer læsningen, måske fordi sproget er forholdsvis rent.

Illustrationerne er langt mere simple i udtrykket end Method Man hæftet, og de minder mest af alt om croquis, hvilket passer super godt til det beskidte fængselunivers, som er søgt opbygget.

Wu Tang's velkendte univers spiller absolut ingen rolle i historien, og hvis det ikke var for en enkel (men meget sej) reference, via en kasket med det kendte "W" og Dennis' navneændring, så ville man ikke have nogen indikation om en Wu sammenhæng. Igen noget som man skal være obs på, hvis man er die-hard fan af Wu universet, og håber på en uddybning af dette.

I modsætning til Method Man's tegneserie, så kan jeg ikke andet end anbefale dette hæfte. Både som "spøjst" hip hop memorabilia, fra en af Hip Hoppens mest markante personligheder, men også som helstøbt og gennemtænkt tegneserie, der giver fuld valuta for pengene, i form af flotte illustrationer, god historie og lækker indpakning. Det er rart, oven på sidste uges skuffelse.

Til dagen har jeg igen valgt et mixtape, og igen er det fra J-Love. Det drejer sig om et Theodore Unit mixtape, som udkom i anledning af Ghost of Trife albummet "Put It On The Line".

Tryk her for at hente: J-Love & Theodore Unit - NY Backbone

tobeannounced radio

2010-02-27T14:19:00.004+01:00

Så er der sgu sket lidt mere her på bloggen. Jeg vil egentlig ikke skrive så meget, men blot henvise til de sider, som er oprettet op i toppen (lige under headeren). Der kan man læse meget mere om den nye "tobeannounced radio", der er kommet et link ude i højre side (lige under FaceBook og lige over Twitter feeden).

Første sende dag bliver Fredag d. 5 marts, kl. 20:00 til 23:00, så husk at sætte kryds i kalenderen.

Hvis du har den mindste lyst til at hjælpe, samarbejde, medvirke etc. så smid mig endelig en mail på: tobeannounced@gmail.com

Intet våben kan stoppe Krummetyven

2010-02-24T08:09:00.016+01:00

Nu hvor jeg endelig har fået styr på min CD samling, kan jeg så småt begynde at gå igang med vinylerne og den digitale samling. Jeg må ærligt indrømme at nylerne må vente lidt, da jeg ikke gider gå igang før jeg har mulighed for at rippe dem til computeren. Måske nogen som kan fortælle mig hvad jeg skal bruge for at rippe fra en 1210'er til en PC, helst med noget gratis software, uden for mange dikkedarer - ikke at jeg overhovedet selv har undersøgt noget.

At få ryddet op i den digitale samling, har dog vist sig at være et mindst lige så tidskrævende arbejde, som den fysiske samling. Selvom jeg knap nok er kommet igennem 1% af filerne, så har arbejdet dog allerede belønnet sig, idet jeg har fundet en mappe med 25+ unreleased albums (der ikke er på bloggen), som jeg var helt sikker på jeg var kommet til at slette - hvorfor jeg havde kaldt mappen for "ccc", er mig en gåde.

I den anledning, kan jeg jo ligesågodt få smidt nogle af de udgivelser op, så de ikke bare ligger og ligger på computeren.

Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Jeg starter med en udgivelse, som det egentlig var meningen jeg ville have smidt op lige så snart den blev "offentliggjort". Desværre mangler der to tracks, som jeg havde håbet ville dukke op i mellemtiden, men det er de ikke, så nu får i den bare som den er og så må jeg opdatere indlægget, hvis de en dag skulle dukke op.

Albummet dukkede op på min radar i november 2008, idet det pludselig blev leaket på WYDU bloggen, som et "highly anticipated & unreleased CD". Nu har jeg sådan set været en rimelig aktiv Krumbsnatcha entusiast, men jeg havde aldrig hørt om denne udgivelse før, og bestemt ikke som en "highly anticipated" udgivelse - jeg kan faktisk stadig ikke finde en skid om udgivelsen. Albummet blev leaket af DJ Jemani selv, som jeg faktisk heller ikke ved noget som helst om, og bortset fra få remix projekter og et par mixtapes, ser det faktisk heller ikke ud som om han har lavet vildt meget - jeg kan jo selvfølgelig tage fejl.

Krumbsnatcha er derimod betydeligvis mere kendt i miljøet, både som en del af Gang Starr Foundation (med stor opbakning af Preemo), men også for sine anerkendte optrædender på prominente projekter. Til trods for det fine selskab, har han dog aldrig formået at bryde helt igennem, og har blandt andet forpurret en deal hos et major label (kan ikke lige huske hvem), på grund af umodenhed. En nedskydning og en fængselafsoning senere, er det dog lykkedes Krumb at falde til ro og få udgivet nogle relativt vel-modtaget albums. Nu om dage går han også blot under KS, men jeg ved ikke om det er et officielt navneskift.

Som sagt mangler der to tracks, dette er ikke en fejl, men et decideret valg fra DJ Jemani's side. Der har været en anmodning om at få tracksene, for at samle en komplet version, men til det har han blot svaret "Your not getting tracks 6 or 17 just yet ! WE WILL REVEAL THAT REASON LATER ! those are the songs we will release seperate at a later notice so dont be a chump. either you enjoy the music or you dont so dont be a herb nerd type ! 100" (han virker sympatisk). Min plan var selvfølgelig at vente på at de to tracks dukkede op, for derefter at samle en komplet version, men idet der nu er gået godt og vel halvandet år, så er der måske en god chance for at de aldrig dukker op. Uanset hvad, så opdaterer jeg selvfølgelig indlægget, når/hvis jeg får samlet en komplet version.

Jeg hørte albummet en del lige da det blev frigivet, og med 21 tracks er der masser at gribe fat i. Måske skyldes det de spredte DJ Jemani drops, eller også er det bare fordi jeg ikke kan finde nogen som helst information i interviews eller om projektet, men Jeg må ærligt indrømme at det mest af alt føltes som et mixtape, og det ville ikke komme bag på mig hvis det blot blev præsenteret som en "highly anticipated & unreleased CD" for at få lidt hype. Hvis man kender Krumbsnatcha og hans stil, så ved man hvad man kan forvente. Hvis ikke, så er dette en udmærket begyndelse, hvis man samtidig lige tjekker op for hans klassikere (eventuelt på YouTube).

Tryk her for at hente: Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 4) Wu Franchise edition

2010-02-21T18:30:00.021+01:00

Så blev der også tid til det faste søndags bog indlæg, hvis i undrer jeg over "Wu Franchise edition" delen i overskriften, så hop et hak tilbage og læs dagens forrige indlæg. Denne søndag, hiver jeg ikke fat i en bog, men derimod en tegneserie. Jeg er ikke den vilde tegneserie aficionado, så jeg har måske en forkert tilgang til mediet, så bær over med mig.

Method Man, Sanford Greene & David Atchison

"Method Man"

"Method Man" er Method Man's første forsøg ud i tegneseriernes verden, eftersigende skulle Meth have en ekstremt stor tegneserie samling, og derfor være lidt af en tegneserie freak. Så Method Man sprang til, da chancen bød sig, for at blive sin helt egen tegneserie helt. Tegneserien er lavet i samarbejde med Sanford Greene, der er en annerkendt tegner, som blandt andet har lavet en del arbejde for DC Comics, og David Atchison, der også er anerkendt inden for sit felt, som tegneserie forfatter. Method Man selv, har stået for det overordnede koncept, derefter har Green og Atchison taget over, og skabt det endelige produkt.

Tegneserien i sig selv er utrolig lækkert udført, med 80+ sider er den nærmest en mindre bog. Siderne er af høj kvalitet, med lidt glans og helhedsindtrykket er meget lækkert. Man får indtrykket af, at der kælet for detaljerne og man får lyst til at læse den, og passe på den samtidig.

Method Man er den plagede privatdetektiv "Peerless Poe", som er en direkte efterkommer af den bibelske Cain (på dansk Kain); verden første morder. Som straf for Cain's synder, er det hans efterkommeres pligt at bekæmpe "Abhorrents" (diverse onde væsener) i al evighed. I takt med at mængden af Cain's efterkommere vokser, danner de tilsammen "The Order of the Sacred Method" hvor de såkaldte "Method Men" (kan du se hvad de gjorde der), bekæmper de onde kræfter. Peerless Poe's personlige ideologi stemmer dog ikke overens med de øvrige Method Men, så han løsriver sig, bliver privatdetektiv og bekæmper ondskaben på sine egne præmisser.

Peerless ledes ned i kloakkerne, i sin søgen efter en forsvunden dreng. Dér finder han en stor ondskab, som er sendt af "Lilith Morningstar" en ond, ond kvinde, som selvfølgelig vil drukne verdenen i ondskab. For at bekæmpe den stor ondskab, må Peerless blive hvad han flygtede fra, han må blive en "Method Man" (da-da-da-dum!). Med hjælp fra tidligere uærlige kumpaner, lykkedes det Peerless at holde ondskaben væk, men i hvor lang tid...

Som den fremstår foroven, er historien rimelig basic comic book 101, desværre er historien nærmest fortalt lige så simpelt som jeg har formået. De første par sider er spækket med informationer om Peerless og den hemmelige orden, dog på en sådan måde at man aldrig rigtig får nogen mulighed for indlevelse i universet. Peerless karakteren, er rimelig kliché "troubled-tough-guy", med masser af (uoriginale) one-liners og utrolig kortfattet dialog. Den overfladiske fortælling og de uinteressante karakterer, gør tegneserien utrolig tung at læse, og de 80+ sider føles som meget mere, selvom den er rimelig hurtigt læst. Dertil skal det tilføjes at der er valgt en absurd form for censur, hvor bande ord skrives som "s--t" "b--h" f--k, det er faktisk pisse irriterende at læse, især når Peerless er en s--t talking motherf--ker.

Illustrationerne, er ligeledes ikke alt hvad de kunne have været. Uden at være bekendt med Greene's øvrige arbejde, er jeg ikke synderligt imponeret ud fra dette projekt. Peerless Poe, som må formodes at skulle ligne den rigtige Method Man, ligner lidt en junkie version af Meth og illustrationerne mangler generelt noget liv. Meget få illustrationer fangede mig, og der var ingen som umiddelbart sprang i øjnene, som værende særligt imponerende. Dette til trods for den store detaljering, som man eksempelvis kan se ved at kigge på forsiden. Sjovt nok blev denne tegneserie oprindeligt introduceret med en anderledes forside, som giver indtrykket af en langt mere tiltalende form for illustrering.

(original forside)

Wu-Tangs univers optræder ikke umiddelbart i historien, selvom Wu symbolet og enkelte elementer optræder, så er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem det univers som Wu er kendt for, og det univers som Peerless Poe bevæger sig i. Det betyder ikke det store for mig, men hardcore fans af Wu universet, vil nok blive skuffet.

Umiddelbart ville jeg kun anbefale denne tegneserie til decideret samlere, historien og illustrationerne kan bestemt ikke bære udgivelsen i sig selv, og den vil egentlig kun egne sig til pynt. Alene derfor, skulle de have valgt det langt mere tiltalende oprindelige cover, så kunne man i det mindste hænge den på væggen.

Til dagen har jeg valgt det nyeste Method Man mixtape, som er lavet i samarbejde med hans sædvanlige partner in crime, når han udgiver den slags; J-Love. Mixtapet er en ganske udmærket "best of", som samler nogle af de lidt mere obskure Meth tracks, som man er vandt til fra et J-Love mixtape.

Tryk her for at hente: J-Love & Method Man - Ticallion

Wu Franchise

2010-02-21T11:01:00.012+01:00

Inden jeg kaster mig over dagens bog indlæg, ville jeg lige skynde mig at introducere et nyt tiltag, der egentlig ikke har været planlagt, men som jeg lige kom til at tænke på mens jeg vaskede op. Det drejer sig om en lille tilføjelse af et "Wu Franchise" tag, som vil komme til at optræde en del i fremtiden.

Wu-Tang Clan er en af de få grupper/artister, i hop hop miljøet som har formået at sælge ud i den traditionelle forstand, dog uden at miste deres kredibilitet som kunstnere, noget man ellers har oplevet hos de fleste andre. Og selvom kollaborationer imellem store brands og hip hop, i enkelte tilfælde kan accepteres, så er der absolut ingen kunstnere som har brandet sig i så stor stil som Wu-Tang uden at miste en stor del af deres kerne lyttere. Pyjamaser, sko, skateboards, sengetøj, bøger, tegneserier, dukker, malerier, skulpturer, børnetøj - ja alt tøj faktisk, er blot nogle af de effekter som bliver prydet med et Wu logo, eller et af dets medlemmer. Og faktisk er Wu-Tang nærmest blevet et franchise i sig selv, hvor firmaer fra hele verdenen hopper med for at bliver promoveret ved siden af Wu.

Nu er det ikke fordi jeg er en samler (som man ser i Japan og Tyskland), men jeg synes generelt det er sjovt at samle på sjove og finurlige hip hop effekter, inden for rimelighedens grænser (mht økonomien) og jeg har da et pænt lille stash efterhånden - og især fra Wu. Med hensyn til hvad jeg vil dække på bloggen, drejer det sig hovedsageligt om bøger og film, men jeg har også et par andre ting gemt i ærmet. Derudover vil jeg, i højere grad benytte Twitter, når der kommer nyt og anderledes Wu memorabilia.

Da der ikke er tale om en decideret serie af indlæg, som jeg ellers plejer, men mere en form for ekstra kategori, så bliver indlæggen blog tagget med "Wu Franchise", samt en tilføjelse i overskriften, når det er en del af et serie indlæg, som jeg har gjort her.

Ikke noget musik i denne omgang, men prøv denne her sjove "Wu-Tang name generator" som Fat Lace Magazine har lavet.

One time for your mind (del 25) Freeway & Jake One - Stimulus Package

2010-02-20T19:42:00.008+01:00

Så er der sølvbryllup med "One time for your mind" indlæggene, og hvilken bedre måde at fejre det på, end at fremhæve en udgivelse som jeg i hvert fald har glædet mig rigtig meget til. Ud over at have en meget omtalt indpakning, som absolut skal opleves i virkeligheden, så har Freeway imponeret i en sådan grad på det sidste, at der efterhånden er blevet opbygget en del forventninger til albummet. Lad mig straks få forløst spændingen og give mig i kast med:

Freeway & Jake One - Stimulus Package

1) Stimulus Intro (Feat. Beanie Sigel)

Dejlig laid back blacksploitation vibe over introen, meget filmisk og lækker. Freeway introducerer Stimulus Package sammen med Beanie Sigel, som flyder helt vildt over beatet. Virkelig et lækkert nummer. No hype bullshit, det er ganske enkelt et fantastisk introduktions nummer.

2) Throw Your Hands Up

Betydeligvis mere banger beat, med en super tændt og langt mere hypet Free, som reminiscer over hip hoppen. Masser af Wu og Boot Camp referencer, det er sejt og tiltrængt i forhold til de gængse 80'er referencer som præger den type tracks. Free er super, super tændt på det her nummer, der er krydret med lidt cuts. Rigtig fedt track.

3) One Foot In

Lidt mere afdæmpet nummer. Beatet er sådan lidt Rocafella anno 98' agtig, og tracket har lidt en throwback vibe. Freeway reflekterer over sin karriere, og de kampe han har været igennem. Endnu et fedt nummer, som dog er en tand mere anonymt end de to forrige.

4) She Makes Me Feel Alright

Så er det soul sample tid, finurligt omkvæd, mens Free erklærer sin kærlighed. Beatet minder endnu engang ret meget om noget slut halvfemser, start nullerne Rocafella vibe - det gør bestemt ikke noget. Endnu et rigtig godt nummer.

5) Never Gonna Change

Langt mere minimalistisk og beskidt beat, med et rigtig vildt trommespor som nærmest følger Freeways flow, istedet for omvendt - rigtig fedt. Free er i storyteller mode, og er super hardcore men afdæmpet i leveringen, i forhold til den der aggressive måde han normalt fyrer af. Det her er et virkelig, virkelig fedt nummer, specielt beat og levering skaber en overdrevet fed stemning.

6) One Thing (Feat. Raekwon)

Endnu et soul sample beat, som godt kunne minde lidt om noget "Late Registration" era Kanye. Free rapper om falske-røv-negere, og falske-røv-kællinger. Raekwon leverer 100%, og har gjort alt rigtigt siden "OB4CL2". Endnu et dejligt nummer.

7) Know What I Mean

Et lidt mere afdæmpet beat, med et meget kendt vokal sample, som jeg overhovedet ikke kan placere lige nu (jeg er super dårlig til sådan noget). Free skoler lidt med noget hood etikette, det er lige ved at blive kedeligt, men de har simpelthen skåret den helt rigtigt. Lige over 2 minutter, gør nummeret til et rigtig godt break - meget klogt.

8) The Product

Free er "the product" som alle har brug for, hans musik er crack etc. etc. I et tidligere indlæg af denne type, brokkede jeg mig over at Kanye og The Game havde patent på denne type tracks, med mindre der var nogen som kunne toppe "Crack Music". Det gør Free bestemt ikke, heldigvis krydrer han det lidt med nogle sjove og finurlige namedrops (inspireret af Game måske?) - det er dog stadig et ret kedeligt nummer, som er ret middelmådigt, både hvad Jake One og Free angår.

9) Microphone Killa (Feat. Young Chris)

Super banger beat, med cuts og hele svineriet. Free er super tændt, med sit velkendte "jeg-er-super-meget-på" flow, som på "Throw Your Hands Up". Jeg kunne udmærket godt forestille mig Brother Ali på det her track. Free trækker nærmest ikke vejret, det er ret imponerende. Young Chris giver den faktisk lidt Brother Ali flow, synes jeg. Han leverer et rigtig godt vers, og giver et fint afbræk fra Free. Et super tætpakket nummer, som er lige kort nok til at man gider høre det igen, så snart det er slut. Mere kan man vidst ikke forlange.

10) Follow My Moves (Feat. Birdman)

De havde ikke råd til sønnen, så de hyrede faren. Beatet er selvfølgelig meget lig den nye Dirty South lyd, som er ude for tiden. Med Neptunes trommer, og en milliard effekter, såsom et elektrisk orgel (tror jeg) og noget som lyder som en harmonika. Ikke lige min stil, selvom jeg ved det er det de unge vil have, jeg er bare ikke rigtig ung mere - ikke på den måde i hvert fald. Helt klart det værste nummer (indtil videre) på albummet.

11) Sho' Nuff (Feat. Bun B)

Bun B er bare på alt lige for tiden, han er til gengæld en af de få Dirty South kunstnere som kan flyde over ethvert beat. Denne gang over et rimelig West Coast inspireret beat, som Snoop kunne have gjort noget rigtig, rigtig lækkert ud af. Free og Bun gør dog beatet til deres helt eget, men et gæstevers fra Snoop ville virkelig tage det til level 3... Fuck det, det er fandme et fedt nummer uanset, virkelig smooth. Glæder mig til at cruize (nørrebroga', amar'broga' alle broga'er) med det her kørende i baggrunden, jeg har faktisk lyst til at gå ned i bilen lige nu og høre det igen, bare for at få den der sommer vibe.

12) Freekin' The Beat (Feat. Latoiya Williams)

Free er forelsket i musikken over endnu et rigtig mellow og lækkert beat, Latoiya giver tracket en dejlig 90'er soul vibe, og minder helt overdrevet om Tweet. Det er et lækkert track, som stensikkert vil dele vandene, Latoiya's del kunne bruges over enhver hood films sexscene, og det er ikke alle som digger den vibe. Det gør jeg til gengæld, så jeg nyder lige resten af tracket.

13) Money (Feat. Omilio Sparks & Mr. Porter)

Der er finanskrise og alle har brug for penge, også Free. Free reminiscer endnu engang om dengang han var flad, og hvordan han stadig skal knokle for the mullah. Omkvæddet er håndteret af ? (synger Mr. Porter?), og passer fint til tracket. Omilio Sparks leverer et udmærket vers, som hverken blæser en helt væk eller afskrækker, så det er vel okay. Det her track skal lige have tid til at vokse på mig, emnet er okay - alle kan relatere til at være broke, men nummeret er ved første lyt lidt kedeligt. Desuden er det altid lidt underligt når kunstnere nærmest laver en komplet 180, kan i huske "Rocafella Millionaire"? Men sådan er det vel, når man rykker ned på Indie niveauet.

14) Free People

Et speedet soul sample, med noget struggle and hardships vibe. Beatet er super afdæmpet, det samme gælder for Free, som kaster lidt lys over sine trials and tribulations. Det er et meget rart nummer, som dog skal passe på med ikke at blive for langt. Det gør det ikke, og endnu engang bliver det skåret præcis som den slags skal - meget veludført.

15) Stimulus Outro

Anderledes vibe end Introen, og minder denne gang en del om noget "afslutningsmusik". Free gennemgår lidt fanmail, meget inspireret af AZ nummeret af samme navn - But I ain't hatin', det er helt okay og en udmærket lukker.

Opsummering

Da jeg modtog pakken med CD'en, skrev jeg følgende "Endelig! Utrolig fede detaljer, hvis blot musikken er halvt så gennemtænkt, så kan det ikke gå galt", til det kan jeg kun sige; det er den. Ikke alene lever pladen fuldt ud til den hype, som jeg selv havde opbygget omkring den, men man kan virkelig mærke der er blevet kælet for detaljerne, også på den musikalske front. Man kunne godt have frygtet den kreative indpakning blot var for at dække over et halvfærdigt produkt, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvert enkelt nummer er skåret præcis som det skal, og man kan mærke at der er blevet arbejdet med helhedsindtrykket, som er exceptionelt godt. Jeg kan ikke andet end anbefale denne plade, indpakningen i sig selv er værd at eje og musikken er det bestemt også.

Som nævnt i toppen, så er dette jo "One time for your mind" indlæggenes sølvbryllup. Som bekendt, plejer jeg jo at fejre bloggen med gaver til jer. Og I og med jeg har købt to eksemplarer af Stimulus Package (one to rock, one to stock - ja, så fed er indpakningen), så har jeg et ekstra eksemplar af "Freelapse" mixtapet, som kun kan erhverves i fysisk format ved at have forudbestilt Stimulus Package. Det eneste du skal gøre for at vinde dette mixtape, hvor Freeway giver den gas over kendte Eminem tracks, er at besvare følgende:

Freeway er signet på Cash Money Records, men hvilket selskab udgiver Stimulus Package?

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk har for et hente: Freeway & Jake One - Stimuls Package (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Den her måned har nu ikke været så gal

2010-02-20T13:28:00.011+01:00

Jeg kan simpelthen ikke vente helt til på tirsdag med at få hørt den nye Stimulus Package, så den kommer allerede i dag. Jeg har dog ikke lige tid til at få den hørt før i aften, så jeg tænkte lige jeg ville smide lidt Freeway op, så i har lidt at varme op på indtil i aften.

Freeway - Month of Madness

I 2007/08 var det helt store, at frigive en lind strøm af tracks til samtlige hip hop blogs/hjemmesider, i et (desperat) forsøg på at holde sit navn oven vande. Selvom trenden stadig lever, så er den knap så udbredt og ej heller så nyhedsværdigt længere, hvilket nok skyldes den utrolig store mængde rappere som forsøgte sig, uden nogen umiddelbar kvalitetskontrol. Faktisk er det kun lykkedes ganske få, at gøre det færdige produkt tilstrækkeligt interessant til at man rent faktisk gad at følge med, dag for dag, uge for uge.

Med sit "Hip Hop Weekly" projekt, lykkedes det Crooked I at fange lytterne hver i uge, i hvad mange anså som et kort gimmik for lidt medie opmærksomhed. Det endte dog med at vare et helt år, og skabte overskrifter på samtlige nævneværdige hip hop blogs og hjemmesider. Det hjalp dog også at kvaliteten uge for uge, nærmest steg og steg. Selvom Crooked I måske ikke opfandt konceptet, så "mainstreamede" han det i hvert fald. Little Brother tog derimod konceptet og finpudsede det. Ved at frigive en alternativ version af hvert enkelt nummer fra "Getback" pladen, under Phonte's "12 Days of Getback", fik Little Brother pustet nyt liv i pladen, samtidig med at give en særlig cadeaux til fansene. Selvom de oprindelige 12 dage, endte med at vare godt og vel en måned, er det stadig et af de bedste bud på hvordan man kan takle den slags koncepter, samtidig med at man bibeholder et højt kvalitets niveau.

Hvis Crooked I "opfandt" konceptet, og Little Brother finpudsede det, så er det Freeway som tog det skridtet videre. I December 2008, påbegynder Freeway sit "Month of Madness" projekt, og vælger at frigive et nyt nummer hver dag i hele december måned. Meget lig Crooked I's projekt, var der tvivl om hvorvidt han ville gå hele vejen med projektet, men som dagene og ugerne gik, fik han stadig mere og mere opmærksomhed - igen godt hjulpet af et meget højt niveau. Dette projekt blandet med nogle fantastiske gæste præstationer, blandt andet på det Brother Ali assisterede "The Truth", har uden tvivl været med til at holde liv i Freeways navn og skabt den hype som er opstået omkring hans og Jake One's nyeste projekt "The Stimulus Package".

Tryk her for at hente: Freeway - Month of Madness

tenykS re elgooG

2010-02-18T10:35:00.007+01:00

Der er gået et par dage siden mit sidste indlæg, hvilket skyldes en lidt kedelig nyhed, som ramte Internettet for en lille uge siden. Google er nemlig begyndt at bruge deres "magt", som ejere af Blogger/Blogspot til at administrere hvilket indhold de vil acceptere på deres platform.

Med andre ord Google er begyndt at slette indlæg, eller hele blogs, som de har en begrundet mistanke om bryder med DMCA lovgivningen, anmeldelserne kommer fra IFPI, og bliver som sagt håndhævet af Google, i form af en øjeblikkelig sletning af det "ulovlige" indhold. Dette er en klar procedure ændring, hvor Google tidligere har "draftet" det pågældende indlæg - som de gjorde det i mit tilfælde, så man har en mulighed for at fjerne linket selv, samtidig med at man kan redde det primære indhold.

Det største problemet opstår dog, idet der ikke er nogen filtrering i anmeldelserne, hvor blogs som har fået tilladelser fra kunstner/pladeselskab til at videregive musikken også bliver ramt, i og med IFPI ikke er bekendt med sådanne aftale - hvilket der selvfølgelig er et væld af årsager til.

Som sagt, har jeg selv oplevet i hvert fald 3 henvendelser fra Google, hvor jeg har slettet alle links dertil. Hvis man kigger på hvilke indlæg der er blevet "slået" ned på (her, her og her), så er der et klart mønster, i og med alle indlæggene omhandler nyt/nyere udgivelser, fra relativt store kunstnere/labels (selvom Brother Ali indlægget overraskede mig). Personligt har jeg ikke noget problem med at fjerne nogen links, uanset hvilke det skulle dreje sig om - jeg har jo sådan set en mail, hvis der er nogle links i savner. Jeg har dog et problem i at få slettet indhold fra bloggen, især når jeg (som regel) bruger en del tid/energi på at skrive om hver enkel udgivelse. Jeg ville rent ud sagt blive rimelig ked af det, hvis enkelte dele eller - i værste tilfælde, hele bloggen skulle gå hen og blive slettet uden at jeg så meget som havde en chance for at rette op på forseelsen.

Nu ved jeg godt at de mest ramte blogs, har haft betydeligvis mere traffik end min, men i og med jeg i forvejen har været på deres radar, så er der absolut ingen grund til at tro det ikke kan ske igen. Jeg vil virkelig gerne undgå at skulle flytte min blog væk fra Blogger/Blogspot, men hvis der er så meget som et indlæg der bliver fjernet, så er det klart jeg rykker. Det kan også bare være jeg rykker uanset, da det er skide irriterende at skulle tænke over hvorvidt ens blog bliver pillet ved.

Jeg har sådan set allerede flyttet hele bloggen over på en Wordpress blog, og taget adskillige backups både i tekst og html på harddisken, så selve indholdet vil altid kunne re-udgives. Men det er også klart at enhver flytning af bloggen vil være skide besværlig og tidskrævende, så jeg håber da at det ikke bliver nødvendigt.

Til dette indlæg tænkte jeg at jeg ville dele et lille mixtape med jer, fra Lupe Fiasco. Mixtapet udkom lidt før julen 2009 og var oprindelig én lang MP3, som jeg delte med jer via min Twitter. Men mixtapet kom åbenbart et par dage efter i en splittet udgave, som jeg så i dagens anledning deler med jer på bloggen.

Tryk her for at hente: Lupe Fiasco - Enemy Of The State: A Love Story

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 3)

2010-02-14T17:56:00.016+01:00

Så er det blevet tid til tredje del af mit nye koncept, som desværre måtte udgå i sidst uge, da jeg var super sløj. I denne omgang har jeg valgt en noget mere traditionel bog, i forhold til de forrige "sofa bords" bøger.

Nelson George

"Hip Hop America"

Bogen er en lille 200+ siders sag, paperback som sådan en "rigtig" bog skal være og mere er der egentlig ikke at skrive om det. Forfatteren kan der dog skrives lidt mere om. Nelson George er særlig kendt for sine analytiske musik bøger, hvor han har afdækket de mest markante musikalske perioder/tendenser i afro-amerikansk musikhistorie, fra soul til hip hop. Derudover er han en anerkendt musikkritiker, med en baggrund som musik redaktør for Billboard Magazine og Village Voice. I hip hop regi, står han blandt andet bag afviklingen af "VH1 Hip Hop Honors", Russel Simmons biografi, og så er han en af hovedmændende bag den fantastiske CB4 film, som han dels har co-skrevet og co-produceret.

Bogen tager sit udgangspunkt i Nelson George's egen rejse igennem hip hoppen i Amerika, fra dets spæde begyndelse, som sub-kultur for folk som var "in the know", til dets massive popularitet op igennem halvfemserne. Nelson er født i Brooklyn og har sin primære gang i New York, så historierne er hovedsageligt fortalt ud fra det perspektiv. Bogen er dog ikke den typiske fortælling/beskrivelse af hvert enkelt hændelsesforløb i hip hoppens historie, men derimod en skildring af hip hoppen, fortalt ud fra egne oplevelser, observationer og ikke mindst analyser. Nelson beskriver tidligt i bogen, hvordan hans relative høje alder har spillet en afgørende rolle i hans introduktion til hip hop, hvor han først og fremmest har ageret observatør.

Denne tilgang til hip hoppen, gør Nelson's analyser og iagttagelser særligt interessante, idet han ofte anskuer tendenserne fra en langt mere saglig og gennemtænkt vinkel, end man ofte finder i den slags bøger - hvor hjertet ofte kommer i vejen for hovedet. Derudover har Nelson haft sin daglige gang inden for musik industrien, og har derfor en enorm viden og indsigt i hvordan branchen rent faktisk er opbygget og fungerer, på godt og ondt. Hvor andre forfattere normalt bruger meget tid på at beskrive en stor mængde artister og deres indvirken på kulturen, beskæftiger Nelson sig i langt højere grad med de mennesker som trækker i trådene og får tingene til at ske - eller ikke ske. Netop denne vinkel, giver et utroligt indblik i en del af hip hoppens historie, som oftest bliver glemt af andre forfattere, der måske blot ikke har den nødvendige indsigt. Denne vinkling kommer særligt til gavn i hans afdækning af nogle af hip hoppens dogmer, eksempelvis i kapitlet "Black Owned?" - "One of the prevailing assumptions around hip hop is that it was, at some early moment, solely African American created, owned, controlled, and consumed. It's an appealing origin myth - but the evidence just isn't there to support it."

Bogen er utrolig velskrevet og engagerende. Forfatterens enorme viden omkring arbejdet i "kulisserne", blandet med et væld af interessante informationer og perspektiver, gør denne bog til en must-read for enhver som ønsker en langt dybere indsigt i hip hoppens infrastruktur, og dets indflydelse på den øvrige populær kultur, i sporten, moden og på filmlærredet.

Bogen er skrevet i 1998, og derfor fremstår enkelte dele af bogen lidt "humoristiske" set i lyset af den viden man har tillært sig derefter. Eksempelvis i hans udlægning af det skandinaviske sprog, som værende et umuligt sprog at rappe på. I udgaven som kan købes nu, som er fra 2005 og indeholder et ekstra kapitel, bliver der dog roddet bod på dette, hvor Nelson George desuden benytter muligheden for at opdatere bogen, med nogle vigtige udviklinger inden for hip hoppen. Selvom dette kapitel virker lidt overfladisk i forhold til resten af bogen, så er det dog samtidig blot en bekræftigelse i at Nelson George virkelig har styr på sit ish.

Death Row Happiness - Sæson 2 Afsnit 8 ("Lake er hjemme")

2010-02-12T18:46:00.016+01:00

Bloggen har efterhånden fået dækket en del pladeselskabers "rejects", hos Rawkus var det Skillz og Smif-N-Wessun, og hos Aftermath har vi været forbi Hittman, King-Tee og Royce Da 5'9. Selvom der stadig mangler lidt fra Aftermath, så er det uden tvivl Death Row som fylder mest i statistikken, hvor det indtil videre er blevet til syv indlæg, med mange flere i vente.

Selvom følgende udgivelse, ikke som sådan kan kategoriseres som en Death Row "reject", så passer den fint ind i den lille Death Row sæbeopera, jeg efterhånden har fået stablet på benene.

Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

Lad mig for det første sige at det her er et mixtape, sammensat af DJ Kay Slay og DJ Absolut. Lad mig for det andet sige, at denne udgivelse, dels bevidner at Death Row East har eksisteret (og måske endda stadig eksisterer), og at jeg tog fejl i Petey Pablo indlægget, da jeg skrev at han var den eneste non west-coast artist signet hos Death Row.

Lake er, som dem af jer der kender ham ved, lidt af en QB veteran, han tilhører en skole af helt særlige MC'er, som tæller Cormega, Blaq Poet, Nas, Havoc, Prodigy, Killa Sha (RIP), KL (RIP), Hostyle, Tragedy, Capone og jeg kunne blive ved og ved. Til forskel fra de nævnte kunstnere, har man dog ikke hørt så meget fra Lake, dette skyldes i stor udstrækning at han har siddet i fængsel i syv år, fra 1992 til 1999.

Efter sin udgang skulle der alligevel gå en del år før man hørte noget fra Lakey The Kid, og selvom han udgav sin egen QB compilation i 2001, så skulle der gå fem yderligere år før man hørte fra ham, som artist. Men selv der, var det igennem et co-sign fra den nu veletableret Cormega, som ender med at optræde på halvdelen af numrene på "My Brothers Keeper" og derfor fremstår det mere som et gruppe album, end et reelt solo udspil. I mellem de to udgivelser (eller før), er det så lykkedes Lake at blive signet til en afdeling af Death Row, der er meget svært at finde nogen information om, og som ifølge Death Row's wiki side, aldrig reelt set har eksisteret.

Her er beviset dog, ikke alene er dette mixtape et testamente på Lake's affiliation med Death Row, men på hans MySpace fremstår det endda som om, at han er CEO af Death Row East. Uanset hvad, så betyder alt dette blot at der nok kommer til at gå et par år endnu, før vi hører et officielt solo album fra Lake.

Dette mixtape udkom såvidt jeg er orienteret i 2006, og fungerer både som en introduktion af Lake under Death Rows faner, men også som forsmag for Lake's kommende Death Row debut. Derfor består mixtapet af en del snippets, som repræsenterer tracks, som ellers ville være at finde på det kommende album. Mixtapet er som sagt hostet og mixet af Kay Slay og Absolut, hvilket er som den slags er - lidt irriterende med alle de drops og shout-outs, men man kender præmissen, så man burde ikke forvente andet.

Musikken er også som man forventer, grimey gutter QB ish. Det er knap så raffineret som Cormega, Nas og Tragedy, men hvis man derimod er til Screwball, Prodigy, Big Twin osv. så er det en no-brainer. Der er dog en lille detalje, som burde gøre dette til en "must download" for alle. Man skal nemlig ikke glemme, at dette reelt set er en Death Row udgivelse, og i og med Death Row først og fremmest er et West Coast label, er der nogle ret sjove og anderledes skæringer med, som man ellers aldrig ville forvente af en QB artist af denne art - tænk QB med et snert af West Coast funk, hvor især "Death Row Is Back" og "Deep Cover 2006" skiller sig mærkbart ud fra den gængse QB rutine. Derudover er det også her man finder de fantastiske "Dirty New York" med Cormega og Fat Joe, og "One Never Knows" med Nas.

Tryk her for at finde: Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

tba går på gymnasial grund supplerings kursus

2010-02-10T22:14:00.009+01:00

Jeg har sgu været lidt sløj her i weekenden, så jeg måtte lige udskyde søndags indlægget. Så var det meningen jeg ville skrive det mandag, men så ramte virkeligheden mig. Jeg har tidligere skrevet at jeg ville komme til at "have mere tid, da jeg det næste halve år skal tage - noget knap så tidskrævende, B niveaus matematik på VUC."

Jeg vil gerne have lov til at tage de ord i mig igen, for ikke alene er matematik på B niveau mindst lige så tidskrævende som mit forrige studie, men det er også komplet uforståeligt for mig. Jeg kan love jer for, der er sket et indholdsmæssigt hop fra dengang jeg havde "naturfag" på sproglig linje i gymnasiet, til det jeg skal til at gennemføre nu, I said god damn!

Jeg har netop afsluttet min første blæk regning (jeg har ikke skrevet det ord siden folkeskolen), siden ca. ottende klasse (der jeg officielt holdt op med at give en fux for matematik), dvs. for godt og vel 12-13 år siden. Og det er gået helt ad helvede til. Heldigvis er der noget skole vinterferie i næste uge, som jeg kan bruge til lige at sunde mig og få lidt struktur på hverdagen, både med hensyn til det hersens matematik og vigtigst af alt bloggen, som jeg faktisk synes er begyndt at køre rigtig godt.

Generelt vil jeg begynde at skrive flere af denne her slags indlæg, når/hvis bloggen bliver sat i bero, så i er bedre informeret og så der er et bedre flow i indlæggene - bare rolig, der vil altid være en lille musikalsk godbid til sidst, til dem af jer som alligevel ikke læser det jeg skriver.

Inden jeg efterlader jer, vil jeg derfor lige fremhæve to fulde gratis koncept albums, lavet af ingen ringere end Killah Priest. Det drejer sig om henholdsvis "I killed the devil last night" og "The untold story of Walter Reid", som kan hentes helt gratis på Killah Priest's egen hjemmeside. Jeg har selv kun fået hørt den første, som dog overraskede mig meget positivt, og stensikkert ikke vil skuffe fans - eller nytilkomne for den sags skyld.

Tryk her for at hente: Killah Priest - I Killed The Devil Last Night

Tryk her for at hente: Killah Priest - The Untold Story Of Walter Reid

One time for your mind (del 24) - Del The Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

2010-02-05T21:35:00.007+01:00

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke lige snuppede den sidste udgivelse med. Jeg må da ærligt indrømme at, det er den af de fem udgivelser jeg har de største kunstneriske forventninger til, og eftersom de tre sidste ikke just har imponeret, så er det måske ikke så svær en opgave.

Without further ado, og stadig i mono.

Del Thy Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

1) Intro (Magic)

Meget funky intro, med nogen som jeg sten sikkert burde vide hvem er, som forklarer synergien ved at arbejde sammen. Tame One kommer ind med et hurtigt lille vers om ham og Dels "dangerous combination", Del fortsætter efter Tame og det er en rigtig, rigtig fed intro. Virkelig en god appetitvækker, for hvad der forhåbentlig venter.

2) Keep It Up

Første reelle track, beatet er super funky, med en rigtig behagelig low-key blacksploitation vibe - rigtig fedt. Tame One ligger ud, med et nærmest spoken word flow og råder alle til at fortsætte med at gøre hvad de gør, men passe på ikke at rode sig ud i problemer (message!), spøj til side, det er fucking fedt. Virkelig et godt nummer, som Del afslutter med et ligeledes godt vers.

3) Flashback

Tame One og Del kigger tilbage på de gode gamle dage, over endnu et stærkt 60-70'er inspireret beat. Alt var bedre før, der var mere sjæl og mindre bling, tracket er knap så belærende som jeg umiddelbart fremlægger det og det bliver bestemt præsenteret på en langt mere smagfuld måde, end andre har gjort det. Hvis jeg var født i 70'erne, ville jeg uden tvivl kunne relatere til det her nummer, med masser af referencer til Roxanne Shanté og Shell-toe Adidas - det er jeg bare desværre ikke. Så skulle de nok have rappet om Wu-Tang og Timberlands i stedet. Stadig et fedt nummer though, og langt bedre end andre i den dur.

4) The Franchise

Så er der lidt Hendrix at spore, i dette meget syrede guitar drevet beat. Tame og Del er et franchise i sig selv, ikke et vildt spændende nummer. Beatet bliver lidt for meget i længden og Tame formår ikke rigtig at fange mig fra starten af, så det bliver lidt svært for Del at hive tracket hjem, selvom han dropper et super vers.

5) Specifics

Beatet bliver lige skruet en tak ned, langt mere afdæmpet og mindre forstyrrende, selvom det egentlig indeholder en del elementer fra det forrige nummer. Tame's vers er endnu engang lidt dovent, hvorimod Del virkelig æder sig igennem med et sygt vers, som nærmest ingen ende vil tage. Umiddelbart et lidt kedeligt nummer, som dog bliver reddet fuldstændig af en meget tændt Del.

6) Before This

Super funky beat, med et rimelig simpelt trommeloop, en vild baslinje og en effekt jeg ikke ved hvad man kalder (jeg er bare så god til det der med beats). Alt i alt et beat som sætter det lyriske i fokus, og hverken Tame eller Del skuffer, selvom jeg begynder at synes Tame halter en del efter Del. Jeg ved ikke om det er deres anderledes flow, som gør udslaget, men Del lyder generelt langt mere flydende og tilpas når han rapper. End Tame, som til tider lyder lidt som om han kæmper. Bortset fra det, er det sku stadig et super fedt nummer, som dog måske bare havde været federe uden Tame.

7) We Taking Over

Tame navnedropper et par af de navne som han respekterer, samtidig med at han dropper lidt knowledge omkring Hip Hoppens nuværende tilstande, beatet er endnu engang stærkt inspireret fra 60-70'erne, og endnu engang så holder det 100%. Del fortsætter navnedropningen, og der er mange navne. Endnu engang er det den slags tracks, som kan går begge veje. Enten bliver det gammelmands ranting, eller også bliver det fedt. Personligt synes jeg de griber det rigtig godt an, godt hjulpet af et fedt beat.

8) Life Sucks

Del og Tame er trætte af en del ting, ikke mindst af livet og dets realiteter. Det er hårdt at være rapper, at blive gammel og pludselig at have et ansvar, når man bare gerne vil rocke shows. Beatet er fedt, og lyrikken er også i orden, men jeg kan ikke rigtig lide selve nummeret. Det er præget af sådan en "jeg-vil-være-tyve-for-evig-selvom-jeg-er-langt-over-tredive" mentalitet, som desværre rammer fuldstændig ved siden af, for mit vedkommende.

9) Teddy

Tame og Del deler lidt af deres eskapader med diverse rus-midler, hvis i har hørt "Leak Bros.", så ved i det ikke er fremmede land for Tame One. Endnu engang er beatet virkelig on point, og både Tame og Del leverer underholdende rim, til et noget udslidt emne.

10) Special

Tame kommer endelig lidt op i tempo, og dropper (nok) det bedste vers på hele pladen. Del følger lige i hælene, og hans Cali flow efterlader næsten Tame i støvet - kun næsten, for Tame kommer igen 100% korrekt, på sit andet og TREDJE vers. Uden tvivl det lyrisk bedste track jeg har hørt på albummet indtil videre, selvom det dog bliver lidt langt, med hele tre vers fra Tame og to fra Del.

11) Gaining Ground

Sidste track, har et meget syret og spacet beat, som minder mig om Aceyalone's "Space Cowboy", bare meget mere afdæmpet. Del lyder faktisk også lidt som Ace, på det her track.

Del dropper et nærmest uendelig langt vers - som jeg ærlig talt lige skal høre en gang til for at få det hele med, stærkt efterfulgt af et fantastisk omkvæd. Tame fortsætter med sit spoken word flow, som han gjorde på "Keep It Up" og leverer et mindst lige så langt og lytteværdigt vers. Umiddelbart et super fedt track, som virkelig passer perfekt som afslutningsnummer, men som fortjener mere end blot en enkelt gennemlytning.

Opsummering

De sidste par år, har der været en klar tendens til at lave denne her slags kollaborative albums, hvor det enten er to rappere eller en rapper og en producer, som sætter sig i fokus for at danne en samlet sonisk oplevelse; Buck/KRS, Edo/Ace, KRS/Marl, Canibus/Keith, Torae/Marco, 9th/murs, 9th/Buck, Jake/Free og jeg kunne blive ved og ved. Ikke fordi det er noget nyt, men tendensen er vokset eksponentielt de sidste 5-6 år, og virker nærmest som en ny trend, som alle lige skal prøve af. Med denne udgivelse er der faktisk ikke tale om en duo, men derimod en trio (eller helt nøjagtig en quartet), da Tame og Del, bliver ledsaget af producer duoen Parallel Thought, som står bag alle produktioner - hvilket den kvikke vil have fanget i albummets titel.

Albummet bliver dog præsenteret som en Del og Tame udgivelse, derfor sammenligningen med de øvrige albums. Derudover er hovedvægten af albummet lagt på netop dette nye samarbejde, som bringer det bedste fra east coast undergrunden, sammen med det bedste fra west coast undergrunden.

Da både Del og Tame er to rutinerede herrer, kommer det næppe som nogen overraskelse, at de overvejende leverer varen. Dog vil jeg fremhæve at Del efterlader et mærkbart større indtryk på mig end Tame, som til tider virker umotiveret og rusten. Det er ærgerligt for albummet har ellers en klar musikalsk retning, som virkelig bliver båret frem, og bundet sammen, af nogle virkelig gode produktioner. Det er uden tvivl et rigtig godt album, som stensikkert vil blive meget bedre ved flere gennemlyt, men det kunne have været meget bedre fra start af, hvis Tame lige havde steppet sit game lidt op.

Tryk her for at hente: Del Tha Funkeé Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses (sampler)

One time for your mind (del 23) - Snoop Dogg - Malice N Wonderland

2010-02-05T12:07:00.007+01:00

Så er det blevet den kære Snoop D O double G's tur, og jeg glæder mig altid til at høre et nyt Snoop projekt. Snoop er for hip hop, hvad Madonna er for pop musikken, han ændrer sig konstant, følger udviklingen (på godt og ondt) og formår altid at lave et kvalitets album, uden at gå på kompromis med den fastsatte formel. Jeg kan ikke sige jeg altid er på helt samme bølgelængde som Snoop, men jeg har til gengæld aldrig nogensinde tøvet med at købe nogen af hans udgivelser - ikke engang mens han var på No Limit (det var trods alt der han lavede "Bitch Please").

Snoop Dogg - Malice N Wonderland

1) Intro

Typisk Snoop intro, med Snoop's søn som lige præsenterer første track - med et lille twist.

2) I Wanna Rock

Det her er jo det nye "A Milli" eller næsten da, det bliver det først officielt når Nik og Jay hopper på beatet. Jeg har hørt tracket før, man kan nærmest ikke undgå det. Jeg er super nede med det, det minder mig en utrolig mellow version af Nas's "Made You Look".

3) 2 Minute Warning

Lille to minutters track, hvor Snoop gør det han er bedst til over noget som minder om et modificeret Dre beat. Meget lækkert, jeg er især nede med beatet - men Snoop leverer bestemt også varen.

4) 1800 (Feat. Lil Jon)

Lil Jon! lever han endnu? HEY! NAH! YEAAAH! WHAAAT! han kører stadig sin velkendte stil. Rimelig ligegyldigt klub-track, ikke super catchy eller noget. Beatet er nogle handclaps og en stortromme, blandet med lidt synths, meget minimalistisk Neptunes wannabe agtigt (det kunne selvfølgelig godt være Neptunes, det tror jeg bare ikke). Ikke særlig spændende, jeg hopper videre.

5) Different Languages (Feat. Jazmine Sullivan)

Er det ikke hende som ødelagde det der Wale nummer, som egentlig var meget godt? Nej det var det ikke, det var hende som lød som en kopi af Miss Blige, det gør hun egentlig ikke her. Det her er så Snoops obligatoriske "love track". Der er en fed vibe og Jazmine giver faktisk tracket noget god adspredelse, da hun har en lidt mere speciel vokal end først antaget. Udmærket track, inden for sin niche, selvom det er ved at være et lidt udslidt emne hos Snoop.

6) Gangsta Luv (Feat. The Dream)

"Radio killer, Big Snoop D O Dub" så er det vidst blevet tid til radio hittet. Det her er super skod, The Dream er, og bliver, en forfærdelig "sanger". Så jeg hopper bare videre, ingen grund til at risikere høreskader på mit sunde øre.

7) Pronto (Feat. Soulja Boy Tell 'Em)

Det bliver så det første Soulja Boy nummer jeg nogenside hører, jeg forventer ikke meget. Okay Souljah Bay synger med autotune, jeg trykker på "next" med det samme... Så, nu kan jeg bibeholde mit perfekte track-record, med aldrig at have hørt et Souljah Boy nummer, pyha det var tæt på.

8) That's Tha Homie

Beatet lyder som noget Cool & Dre dirty south chopped n screwed agtig noget, Snoop rapper noget typisk "alle kender mig, jeg kan gå i alle hoods" type ish. Desværre lyder han lidt umotiveret, og tracket forbliver rimelig uinteressant.

9) Upside Down (Feat. Nipsey Hustle & Problem)

Noget drum-line agtig noget, med en rimelig tung rytme. Rimelig fedt beat, og Snoop er tændt. Nipsey Hustle ødelægger tracket, med noget autotune rap/sang på omkvæddet, irriterende. Problem kan jeg meget godt lide, og han ligger heldigvis et rigtig fedt vers. Hvis bare ham Nipsey Hustle var blevet hjemme, så havde jeg været glad.

10) Secrets (Feat. Kokane)

Fed vibe, med en super tung og funky basslinje, percussions og lidt handclaps - det er vintage pimp Snoop, når det er bedst. Tracket er underbygget af noget afdæmpet pimpin' sang, og Kokane starter løjerne, det er fandme dejligt at høre Kokane igen. Virkelig et fedt nummer, som fører tankerne tilbage til det fantastiske "The Last Meal". Virkelig et klasse nummer.

11) Pimpin' Ain't EZ (Feat. R. Kelly)

Jeg har savnet R. Kelly lidt, ja han er halv-pedo, og ja han har en tisse fetish, men kan vi ikke alle genkende lidt af det i os selv? Derudover så kan han synge så det driver ned med fissesaft fra væggene, jeg har altid forestillet mig at en R. Kelly koncert kunne sidestilles med en tur på skøjtebanen (hold for laughter ). Nu er tracket sku slut, jeg glemte helt at lytte til tracket, under normale omstændigheder, ville jeg lige gå tilbage og lytte igen. Men nu er det jo ikke "Two time for your mind", så sorry - i kan sikkert forestille jer hvordan en Snoop/Kellz collabo udspiller sig.

12) Luv Drunk (Feat. The Dream)

Ah, The Dream igen, the plot thickens. Jeg gider sku ikke rigtig, jeg trykker "next".

13) Special (Feat. Brandy & Pharrell)
Er det Brandy med autotune? Er det Pharrell med autotune? nu har det altså taget overhånd, men det beviser dog at Jay ikke har samme indflydelse, som han har haft. Ikke noget "special" ved det her track.

14) Outro

Typisk telefonsvarer skit, som så er en outro her.

Opsummering

Det var da en kedelig affære, men ikke nogen egentlig overraskelse. Et hurtigt kig på tracklisten røber det meste som er at vide om denne udgivelse. Der er bestemt nogle fede numre, og selvom de er rigtig fede, er der bare ikke mange/nok. Albummet er, som forventet, vel produceret, vellydende og holder en rød musikalsk tråd - og det er meget sværere end man lige umiddelbart skulle tro. Til gengæld er den musikalske tråd, noget være lort - rent ud sagt. Faktisk kan jeg uden tvivl sige, at dette er hans absolut dårligste album til dato. Jeg er dog ikke i tvivl om at Snoop, som man kender og elsker ham, venter lige rundt om hjørnet. Han har simpelthen leveret for mange klasse præstationer, til at blive afskrevet - Jay-Z derimod...

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Snoop Doog - Malice N Wonderland (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 22) - Obie Trice - Special Reserve

2010-02-05T08:37:00.011+01:00

Jeg fortsætter ufortrødent med det mini-marathon jeg har påbegyndt, og denne gang er jeg nået til Obie Trice's nyeste album, som er lavet i samarbejde med produceren MoSS(?). Dette er Obie's første CD efter afgangen fra Shady/Interscope, men består faktisk af tracks som alle blev indspillet inden han kom i Eminem's lejr. Som Obie selv fremlægger det "this album was actually recorded before Shady(...) and this is what we were recording when Shady called(...) This is pre-Shady music. This is basic Obie".

Obie Trice - Special Reserve

1) Welcome

Et lille velkomst nummer, Obie benytter lige muligheden for at præsentere sig selv. Ikke det vildeste, men man kan høre han er på og det opvejer en del.

2) Got Hungry

Har han ikke også lavet et nummer som hed "Got Teeth"? Obie er endnu engang på, men desværre bliver det lidt kedeligt og anonymt. Beatet er egentlig også rimelig anonymt, dog tillagt lidt cuts, som pepper det en del op. Overhovedet ikke et dårligt nummer, bare lidt kedeligt uden at tilføre noget nyt eller originalt.

3) You Have Been Slain

Fed titel... Total militær beat, med calypso - det lyder bedre end man skulle tro, meget dystert. Obie's vokal er lidt lav, men det er nogle fede og hårde rim han får fyret af.

4) On And On

Der sker rimelig meget i MoSS' beats, minder mig lidt om DJ Muggs på Soul Assassins II. Obie Trice er helt klart tændt på de her tracks, men indholdet siger mig ikke det vilde. Materialet er så småt ved at være over 10 år gammelt og det kan bestemt godt høres.

5) I Am

MoSS' beats begynder at trætte mig lidt, og det gør Obie egentlig også. MoSS kan godt lide at krydre sine beats med cuts, det var okay de første 2-3 gange, men nu bliver det lidt ensformigt. Det er vel egentlig et fedt nok nummer, men har vi ikke allerede hørt et "ya'll know the name" nummer fra Obie før?

6) 4 Stories

Igen er vokalen ret lav, lidt irriterende i forhold til beatet. Titlen ligger op til noget godt, og umiddelbart lyder det godt, men det er faktisk ret svært at koncentrere sig om hvad der bliver rappet når han er mixet så lavt i forhold til beatet.

7) Roughnecks (Feat. Deuce Wonder)

Woahh mit øre, så røg volumen lige helt i vejret. Det er ligesom at se fjernsyn og så kommer der reklamer. Meget hardcore lyrik, i forhold til hvad man er vandt til fra Obie, det er fedt nok. Beatet er til gengæld lidt irriterende, med noget som lyder som et orgel loop i baggrunden. Hvis det ikke er Obie, så er det beatet, der er nok en grund til at en del af disse numre ikke kom ud da han kom til Shady.

8) Cool Cats

Igen et vildt volume udsving, det er sgu lidt irriterende at skule skrue op og ned. Det her track minder lidt mere om den Obie man kender fra sine Shady udgivelser, det er faktisk rigtig fedt og jeg kunne 100% forestille mig Eminem eller Royce over. Der er faktisk lidt af en "Bad Meets Evil" over tracket, virkelig fedt.

9) What You Want

Obie laver lidt frem og tilbage rap med sig selv "what you want Obie?" Det så stensikkert meget bedre ud på papiret, end det endelige produkt. Ikke specielt imponerende, eller interessant.

10) Jack My Dick

Obie synes lige vi skulle indvies i hvad der får ham til at "jack my dick off", det er faktisk meget underholdende, men sjovt nok er både beat og levering lidt for alvorligt i forhold til indholdet, det giver tracket en lidt underlig feel.

11) Dope, Jobs, Homeless

Obie har åbenbart både prøvet at sælge dope, holde et job og været hjemløs, han er jo en regulær blanding af Jay-Z, Rhymefest og KRS-One. Obie gennemgår de forskellige stadier af sit liv, og det er, som de fleste andre tracks, rimelig kedeligt.

Opsummering

Slev om det umiddelbart virker som om jeg er rimelig negativ, så vil jeg egentlig starte ud med at sige at, der faktisk ikke er ét decideret dårligt nummer. Problemet er dog at, der egentlig heller ikke er ét decideret godt nummer. Alle numre er anonyme, usammenhængende og egentlig ret uinteressante. Obie er dygtig på mikrofonen, men den udvikling han har undergået på Shady har helt klart været tiltrængt. Hvis man er Obie fan, så skal man da selvfølgelig ikke snyde sig selv for at anskaffe sig noget tidlig Obie inden han blev påvirket af Shady lejren. Hvis man derimod ikke er så vild med Obie, så skal man nok bare springe over, eller lige hente sampleren og se om den tidlige Obie er mere tiltalende.

Tryk her for at hente: Obie Trice - Special Reserve (sampler)

One time for your mind (del 21) - Wale - Attention Deficit

2010-02-04T22:04:00.012+01:00

Der er absolut intet i fjernsynet, så jeg benytter muligheden for at krydse endnu en udgivelse af listen. Wale er en af de nyere up-coming rappere, som jeg rent faktisk interesserer mig for. Ikke alene har han i mine ører leveret nogle fantastiske mixtapes, men jeg er specielt begejstret for hans flow og struktur, som jeg synes er dejlig forfriskende og ikke mindst original. Så håber jeg blot han kan leve op til min egen selv opbygget hype.

Wale - Attention Deficit

1) Triumph

Rimelig bombastisk beat, med blæsere, bongo trommer og midilyde. Wale lægger ud med sit velkendte flow, og jeg er rimelig vild med det her. Beatet er helt vildt funky og Wale rapper med masser af overskud og selvsikkerhed. Rigtig god åbner.

2) Mama Told Me

Selvom tempoet er sat ned, er det stadig satans funky og minder mig lidt om et åbningstema fra en 70'er politi serie - det holder. Wale holder det lidt mere low-key, og er tydeligvis inspireret af Kanye på det her track - ved ikke helt hvad jeg skal synes om det, der er jo en del som har taget hele Kanye rap tingen til sig. Det er et fedt nummer, men det skal nok lige vokse på mig.

3) Mirrors (Feat. Bun B & Alex Greenwald)

Endnu et super funky beat, med noget bass "waka, waka" i baggrunden, som man kender fra Shaft temaet. Bun B flyder så overlegent på beatet, det er virkelig lækkert. Det er altså virkelig et stilet nummer, selvom jeg må indrømme at Wale ikke leverer sit lyriske A-game.

4) Pretty Girls (Feat. Gucci Mane, Weensey, Tre & Ms. Kim)

Uhhh, ved ikke lige hvad der sker her. De dejlige vibes er byttet ud med et betydeligvis mere "larmende" beat, Wale er igen stærkt inspireret af Kanye og tracket bliver en utrolig dårlig kopi af Kanye, som (til trods for hvad man måtte synes om ham) rent faktisk kan finde ud af at lave det, som dette nummer forsøger på. Jeg har ingen kommentarer til de øvrige medvirkende, det her nummer stinker rent ud sagt.

5) World Tour (Feat. Jazmine Sullivan)

Et klaver som spiller noget som minder mig om noget jeg måske burde genkende. Han gør det sgu igen, lyder fuldstændig som en dårlig kopi af Kanye - Hvad sker der! Det er fandme ærgerligt, super kedeligt og han lyder virkelig ægte umotiveret. Jazmine Sullivan er jeg ikke videre bekendt med, men hun lyder som en dårlig kopi af Mary J.

6) Let It Loose (Feat. Pharrell)

Pharrell er med, men det lyder ikke umiddelbart som en Pharrell produktion - måske har han udviklet sig. Pharrell leverer sin velkendte falset, og Wale giver (endelig) igen en smag på sine kundskaber, med hensyn til levering og struktur - desværre halter han enormt på det lyriske, hvor nummeret absolut intet tilføjer til genren og desuden ikke umiddelbart lyder særlig klub-venligt. Meget underligt og utrolig formålsløst (og så er det meget langt).

7) 90210

Nu gør han det sgu igen, måske har jeg været galt på den med Wale fra starten af, måske har han altid været en halv-dårlig Kanye klon, og så har jeg bare aldrig lagt mærke til det fordi hans mixtapes var så skide originale og tætpakket... Denne gang er det en typisk "black girl lost" fortælling, med et forfærdeligt autotunet "90210000hhhh" i baggrunden. Damn.

8) Shades (Feat. Chrisette Michelle)

Jeg er rimelig vild med Chrisette Michelle, hun har virkelig en lækker stemme og giver heldigvis dette track et godt løft. Jeg må ærlig indrømme Wale har gjort mig lidt sur, men jeg må også indrømme at det her er et meget lækkert track, med et lidt cliché emne "shades doesn't matter, we're all beautiful", som dog bliver grebet godt an.

9) Chillin (Feat. Lady Gaga)

Jeg har hørt om det her track, jeg har dog undgået det. Jeg er ikke helt vild med Lady Gaga, selvom hun måske er denne generations Madonna. Tracket er ikke super, med et rimelig irriterende beat og et super irriterende omkvæd fra Gaga, til gengæld er Wale super tændt og det er nok det mest irriterende, hvorfor spilder han det på det her track? - nok fordi han tænkte det kunne blive hans store breakthrough og han hellere måtte give den alt hvad den kunne trække. I skal ikke misforstå mig, det er et forfærdeligt nummer, men i det mindste er Wale tændt.

10) TV In The Radio (Feat. K'Naan)

Rimelig up-tempo beat, krydret med blæsere som giver den lidt af en "show" feel (jeg ved godt det slet ikke giver mening, men hey jeg har kun et øre at gøre godt med). Nummeret er fedt og både Wale og K'Naan leverer varen, selvom ingen af dem imponerer helt vildt.

11) Contemplate (Feat. Rihanna)

Lige nu har jeg bare lyst til at slukke, "play this shit while you contemplate". Så giv mig dog noget at "contemplate" over, og undlad for helvede at bruge Rihanna, som har den mest ulidelige stemme, som de har formået at gøre endnu værre på det her nummer, ved at køre det igennem en eller anden form for forvrængning... Bah!

12) Diary (Feat. Marsha Ambrosius)

Nåh Wale 3 numre tilbage, skal du slutte som du startede? Stille beat, som har lidt middelalder jester vibe over sig. Sjovt nok giver det her nummer langt mere at "contemplate" over, end det forrige. Det er faktisk et rigtig fedt nummer. Men - og det er et ret stort men, Marsha Ambrosius giver simpelthen nummeret et virkelig cheesy præg, med et meget storladent ballade omkvæd, som virkelig ødelægger det hele. Virkelig ærgerligt.

13) Beautiful Bliss (Feat. Melanie Fiona & J. Cole)

Endnu en Kanye vibe, med en klar "Good Life" inspiration. Kanye vidste godt at der kun var plads til et "Good Life" nummer, det er derfor han ikke lavede flere - hans vil blive husket, det vil det her bestemt ikke (og så varer det 5 fucking minutter!!!)

14) Prescription

Hvis første track var introduktionen (duh?), så er det her afskeden. Super afdæmpet, super underspillet, super gennemført og virkelig et fantastisk afslutningsnummer.

Opsummering

Nåh, hvad skal jeg skrive, som ikke allerede er blevet skrevet. Jeg kan i hvert fald starte med at afklare, hvorvidt Wale endte med at leve op til min egen selv opbygget hype. Som i nok har gættet er svaret et resonant; NEJ! Til gengæld, havde jeg nok bare for store forventninger til en kunstner som måske ikke vil være, hvad jeg troede han ville være. Jeg troede nemlig Wale ville være den der lidt nørdet, lyriske, spøjse, intelligente rapper, a la Lupe bare med betydeligvis mere karisma og kant, som ikke går på kompromis og som giver en fuck-less med et radio hit, idet han ved det vil komme før eller siden, alene på grund af hans talent. Med den her udgivelse virker det til gengæld som det stik modsatte, han lefler for mainstreamen og hans album virker sammensat af hitliste analytikere og A&R's. Nu skal i ikke tro, jeg ikke kan lide den slags musik, for det kan jeg, men Wale er simpelthen bare ikke dygtig nok til at gøre de rigtige dygtige kunsten efter - ikke endnu i hvert fald. Wale skal holde op med at følge trenden, og blive en trendsætter, noget som han faktisk var på vej til at blive efter Seinfeld mixtapet, men som han har sat en enorm dæmper for med dette makværk. (som til gengæld kunne være blevet en vild EP, hvis han selvfølgelig havde valgt de rigtige numre)

Ikke dermed sagt der ikke er nogle gode numre, der er bare meget få, så gør jer selv den tjeneste at spare håndørene og hent de bedste numre her. Så kan i bruge jeres penge på denne, i stedet.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Wale - Attention Deficit (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 20) - The Black Keys - Blakroc

2010-02-04T17:49:00.007+01:00

Som nogle af jer ved, så har jeg desværre sprunget min trommehinde for godt og vel to uger siden. Derfor valgte jeg at udskyde disse indlæg, indtil jeg havde fået min hørelse tilbage. Nu har jeg i mellemtiden været hos lægen, som desværre måtte meddele at der i hvert fald ville gå en måned, inden jeg kunne høre igen. Hvis jeg venter så længe, så vil en del af udgivelserne blive stærkt forældede (hvis de ikke allerede er det), samtidig med at jeg ikke får dem hørt.

Derfor genoptager jeg indlæggene for en stund, dels så jeg endelig kan få hørt dem, men også så i ikke går glip af noget. Jeg kører derfor listen ned (eller en stor del af den), og så sætter jeg en ny omgang udgivelser til afstemning når øret har det bedre.

Første udgivelse er med The Black Keys og en samling hip hop artister, jeg kan ikke helt placere The Black Keys, og selvom jeg købte en anden CD med dem - for at høre hvad det gik ud på, så har jeg ikke fået den hørt. Derudover er dette den første udgivelse fra Damon Dash, siden hans famøse brud med Jay-Z, så det bliver spændende at høre hvad han har at byde på.

Here goes endnu en gennemlytning, nu i mono.

The Black Keys - Blakroc

1) Coochie (Feat. Ol' Dirty Bastard & Ludacris)

Jeg kender da godt det her nummer, jo det tror jeg helt bestemt. Det er et super grineren nummer, der oprindeligt har været på et eller andet Ludacris mixtape. Tracket har fået lidt af en rock/electro makeover, som fratager lidt af trackets oprindelige energi. Men det er stadig et fedt track.

2) On The Vista (Feat. Mos Def)

Er det en hyldest til Windows Vista? Mos kicker nogle rim, som mest af alt minder om noget freestyle - det er lidt dovent. Heldigvis er det musikalske lydtæppe helt i top, og derfor bliver tracket som en slags ultra svedig jam session, med noget freestyle fra en af de bedste. Det kan jeg ikke hade på, specielt sidste halvdel er helt suverænt.

3) Hard Times (Feat. NOE)

Hvem er NOE? Han har i hvert fald et utroligt Hova inspireret flow og ikke mindst stemmeføring, det er faktisk ret forstyrrende, da det lyder som om han anstrenger sig for at lyde som Jay gjorde i midt-slut halvfemserne, selv ad-libsene er nærmest en tro kopi af hele Jay's schtick. Nummeret i sig selv er super funky, og Back Keys leverer endnu en gang varen, men NOE's inspirationskilde er svær at abstrahere fra.

4) Dollaz & Sense (Feat. Rza & Pharaohe Monch)

If it don't make dollaz, it don't make sense, ah jeg savner mig noget DJ Quik.... Rza starter tracket med noget "rulla zig zag, this is Bobby, not the ordinary" type ish, me like. Rytmen er dyster, syret og lidt ond (a la noget twistet Nick Cave), det passer perfect til Rza og Pharaohe. Jeg ville dog ønske jeg kunne høre tracket med begge ører, da det er lidt svær for mig at differentiere imellem instrumental og vokal.

5) Why Can't I Forget Him? (Feat. Nicole Wray)

Black Keys har sgu en meget vild lyd, super gennemført. Jeg ved bare ikke helt hvordan Nicole Wray passer ind i det her, hendes vokal er ikke helt stærk nok, desværre. Jill Scott havde passet bedre, meget bedre. Det er overhovedet ikke et dårligt nummer, bare noget anonymt, og spild af en super instrumental.

6) Stay Off The Fuckin' Flowers (Feat. Raekwon)

Raekwon over et funky backdrop, det er hørt før med El Michels Affair, men jo mere jo bedre. The Black Keys gør dem bestemt kunsten efter, og lykkedes på alle fronter. Raekwon er, som han har været det sidste års tid, on fucking fire, han kan ikke gøre meget galt. Super fedt track, jeg digger virkelig The Black keys' lyd, skal helt klart huske at tjekke den CD jeg har købt med dem.

7) Ain't Nothing Like You (Hoochie Coo) (Feat. Jim Jones & Mos Def)

Fed titel, mon det er en kærlighedserklæring til hindanden? Jeg har altid haft svært ved at beslutte mig omkring Jim Jones, på den ene side er han fucking underholdende, på den anden side er han bare ikke en særlig god rapper, hvilket virkelig skinner igennem på dette track (altså det med de manglende evner). Det er faktisk super ærgeligt da tracket i sig selv er fedt, med et super svedigt omkvæd fra Mos Def, som i sig selv kunne have båret tracket.

8) Hope Your Happy (Feat. Q-Tip, Billy Danze & Nicole Wray)

Meget minimalistisk lyd fra The Black Keys denne gang, det passer selvfølgelig helt perfekt til Q-Tips ligeledes minimalistiske flow, musikken tager dog til i omkvæddet, som jeg ikke er helt vild med. Der tilføjes lige lidt ekstra elektrisk guitar, idet en super tændt Billy Danze hopper på mic'en - det er godt M.O.P. endelig har frigjort sig, og får udgivet nogle ting igen. Tracket slutter rimelig pludseligt, det er lidt underligt, men gør ikke så meget da Nicoel Wray ikke får muligheden for at fylde for meget.

9) Tellin' Me Things (Feat. Rza)

Rza lyder som om han er på syre, hvilket musikken nemt kunne give indtrykket af. Rigtig fedt nummer, ikke så meget andet at skrive. Rza er en af de vildeste, når han gider.

10) What You Do To Me (Feat. Jim Jones, Billy Danze & Nicole Wray)

Vi skifter lige Q ud med Jim Jones. Tempoet er sat gevaldigt ned, til et langt mere soulfull/blues agtig vibe, krydret med lidt funk... super fresh. Nicole klæder faktisk tracket super godt, og bliver hjulpet af en mandlig vokalist. Hun giver den virkelig alt hvad den kan trække, på den old school blues agtige måde og det lyder super godt, sådan skulle hun have gjort første gang. Billy Danze leverer varen, mens Jim Jones er utrolig hurtig glemt.

11) Done Did It (Feat. NOE)

Der er ham H to the Izzo, F to the Facko igen, det er altså ret vildt. Samme problem som hans øvrige nummer, så jeg kan kun henvise til track 3.

Opsummering

Der er faktisk ikke så meget at skrive, det er umiddelbart en super fed skive. The Black Keys leverer et fantastisk musikalsk lydtæppe, som egner sig suverænt til Hip Hop. Jeg ved som sagt ikke hvor meget de er gået på kompromis med deres oprindelige lyd, for at arbejde med Hip Hop artister, men det er, for så vidt denne udgivelse angår, fuldstændig ligemeget. Jeg kunne endda forestille mig at høre instrumental versionen af den her plade, og det plejer ellers ikke at være min kop thé.

Heldigvis leverer de inviterede kunstnere også varen fuldt ud, og bortset fra ham NOE (som jeg sikkert bare lige skal vænne mig til), så er der ikke et nummer som jeg ikke kunne tænke mig at høre igen. Jeg glæder mig faktisk allerede til at høre den igennem en gang til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer til at være i seriøs rotation både i stuen og bilen.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: The Black Keys - Blakroc (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 2)

2010-01-31T15:58:00.005+01:00

Vinderen af sidste uges lille konkurrence har endnu ikke givet lyd fra sig, så den første som skriver en kommentar til dette indlæg (og husker at sende kontakt info på mail), vinder stakken. Læs her hvilke CD'er det drejer sig om, og husk det er tilladt at skrive en kommentar eller to, selvom der ikke er CD'er på højkant. Men lad os straks rykke videre, den konkurrence har allerede fyldt meget mere end den burde.

Som introduceret for præcist tre uger siden, er der kommet et nyt søndags tema. I og med jeg ikke har fulgt temaet de sidste to søndage, er det måske på sin plads lige at forklare temaet igen; jeg læser en bog, jeg skriver om bogen - that's it.

Vibe Magazine

"The Vibe History of Hip Hop"

Anden bog i serien er efterhånden ved at være en gammel sag, som er præsenteret af Vibe Magazine. Bogen udkom i 1999, og som titlen antyder søger bogen at kortlægge Hip Hoppens historie - i følge Vibe Magazine.

Selve bogen er er utrolig flot, der er kræset for de æstetiske detaljer, både i layout såvel som de valgte billeder. Billederne er klart bogens trumf-kort, idet Vibe har udnyttet deres store repertoire af magasinbilleder, for at give os nogle fantastiske skud af nogle af Hip Hoppens største navne - fra kendte, til mere obskure (ikke for os selvfølgelig) navne. Den eneste anke, som dog er rimelig stor; hvorfor ikke lave en hardcover version af bogen? Jeg har haft bogen lige fra den udkom, hvis jeg husker rigtig fik jeg den enten i fødselsdagsgave eller julegave af min søster, men med 10 år på bagen og et par flytninger er det begyndt at have mærkbare konsekvenser for bogens ydre stand, især i hjørnerne og en mattelse af den højglansede (er det overhovedet ægte ord jeg bruger?) forside. Det til trods for at jeg rent faktisk har passet rigtig godt på den - det var aldrig sket med et hardcover omslag. Jeg må dog indrømme at paperback formatet rent faktisk gør det muligt at sidde og fordybe og nærlæse bogen, som man burde.

Selve bogens indhold er skrevet af mange forskellige, hovedsageligt musik journalister, som på daværende tidspunkt skrev eller havde skrevet for Vibe eller andre store musik magasiner. Bogen er redigeret og tilrettelagt af Vibe's grundlæggende hovedredaktør Alan Light og indeholder ligedele generel historie omkring Hip Hoppens historie og udvikling, såvel som kunstnerbiografier af fremtrædende og "vigtige" kunstnere og personlighedder. Bogen er på imponerende 400+ sider og indeholder en utrolig mængde informationer, som ville være umulige for mig at dække i et enkelt indlæg. Bogen minder mest af alt om en ekstrem udgave af Vibe Magasine, både i sit format såvel som layoutet, hvilket gør den utrolig letlæselig og behagelig at navigere rundt i, hvilket bliver yderligere suppleret af et meget omfattende index, som gør det nemt at finde det man vil, når man vil.

Det mest imponerende ved bogen er dog dens omfang, ofte bliver Hip Hoppen kun dækket fra en given vinkel, eller en given periode. Dette sker som regel via en klar negligering af sub-genrer, kyster eller perioder, som denne bog undgår ved at overholde et overordnet historisk beskrivende perspektiv uden über nørderiet. Dette gør bogen til en slags "Hip Hop 101", som faktisk formår at dække de fleste baser, men som egentlig ikke er særlig relevant hvis man søger virkelig fordybelse i en given periode, kyst eller sub-genre. Og selvom jeg kan nævne en milliard mangler, a la hvor er den og den, hvorfor nævner de ikke dit og dat, så betyder det intet idet bogen som sagt er overordnet, men samtidig tilstrækkelig omstændig og informativ til at være brugbar og (af mangel på et bedre ord) "autentisk". Netop det autentiske er vigtigt, idet man (jeg) føler at det valgte indhold er søgt valgt, ud fra en objektiv holdning omkring hvad der er vigtigt at dække, når der kun er et bind at gøre godt for (KRS-One har, så vidt jeg ved, heller ikke miskreditere bogen endnu, og det siger vist det hele). Jeg har da også set bogen som referencegrundlag for en del artikler igennem tiderne, så dens kredibilitet er på sin vis "bevist" på nuværende tidspunkt. Sidst men ikke mindst, er det Hip Hoppen som musik kultur og ikke mindst populærkultur som afdækkes, forvent derfor ikke omstændige afsnit omkring detroits horrorcore scene i 90'erne, og bliv ikke skuffet over den manglende biografi af "Freestyle Fellowship".

Jeg kan ikke andet end anbefale denne bog, til enhver fan af Hip Hop og musik generelt, bogen er et testamente på kulturens udvikling og vækst igennem dens første leveår frem til årtusindeskiftet, og dens indhold burde være "required reading" for enhver fan af genren.

Bogen kommer med en lille 4 tracks CD, som egentlig er komplet ligegyldig og formålsløs - lad mig straks henvise til mit indlæg om Ghostface dukkens mixtape, så har i min holdning til den slags. Det tilføjer (eller fratager) absolut intet til helhedsindtrykket af bogen, men i skal selvfølgelig ikke snydes. Hvis i lige vil vide hvem som er med inden i henter ned, så kan jeg sige CD'en indeholder to numre med Run-DMC, og to andre tracks med henholdsvis DJ Quik og Fresh 3 MC's.

Tryk her for at hente: The Vibe History of Hip Hop

Lejjemorderens mord våben (dobbeltkonfekt?)

2010-01-28T19:09:00.014+01:00

Jeg var egentlig helt sikker på at jeg allerede havde skrevet om denne udgivelse, faktisk var jeg ikke bare helt sikker, jeg var 100% sikker, endda så meget at jeg troede der var en generel fejl som gjorde det umuligt at søge på indlægget, hvilket resulterede i at jeg har gennemgået samtlige indlæg for at være helt sikker - jeg er stadig ikke helt sikker, men i skal ikke snydes for denne udgivelse, selvom det måske så er anden gang jeg skriver om den.

Hittman - Murda Weapon (pre-release version)

Jeg fortsætter fra sidste indlæg, som (måske) mere end noget andet, søgte at afklare (selvom jeg stillede flere spørgsmål, end jeg besvarede) hvorfor "Aftermath Records", de sidste 10 år, har fungeret som et sort hul, for nogle af hvor tids mest prominente hip hop artister. Hvor jeg i sidste indlæg koncentrerede mig om tiden umiddelbart inden udgivelsen af "2001", er jeg denne gang nået til tiden umiddelbart efter, og en kunstner som må siges at have haft en meget prominent rolle; på netop den udgivelse.

Hittman optræder rent faktisk på hele 9 numre, det er samme antal numre som Dre's usual suspects (Em, Xzibit og Snoop) optræder på - TILSAMMEN. Det er faktisk præcis samme antal numre som Snoop optræder på (hvis man ser bort fra de numre hvor han bare er krediteret med "background vocals") på "The Chronic", som af nogen kaldes for Snoops egentlige debut. I dette perspektiv, er Hittman ikke bare "endnu" en kunstner i Aftermath stablen, men derimod Dre's bud på den næste frontfigur efter Eminem. Hvad går der så lige galt? hvorfor bliver Hittman droppet? og hvorfor overhovedet bruge tid og energi på at indspille en plade?

Det egentlige spørgsmål er måske hvorvidt Hittman selv er klar over årsagen, eller Dre for den sags skyld. Onde Internet rygter vil sige at Hittman skred, frivilligt og uden varsel, andre vil sige at Dre og Hittman havde "creative differences", som ikke kunne løses. Men hvis man graver lidt i de udgivelser og kunstnere som ender med at sidde fast hos Aftermath, dukker der et mønster op, som ikke alene skal tilskrives Dre's über-krav, men i langt højere grad skal tilskrives Aftermath som organisation. Jeg vil ikke skrive en eller anden "half-assed" analyse af hele Aftermath og Dre problematikken, som jeg ærlig talt ikke ved en skid om, ud over hvad jeg kan finde af informationer på Internettet. Jeg vil derimod henvise til et fantastisk ærligt interview med Hittman, som tegner et perfekt billede; både af Dre's rolle hos Aftermath, men også den måde hvorpå kunstnerne behandles (eller rettere ikke behandles) hos Aftermath. Interviewet er fra ThaFormula.com og kan læses her, og når i har læst det, så fortæl mig om ikke i synes det minder en del om hvad der skete for Joell Ortiz.

"Murda Weapon" er som sagt Hittmans debut, jeg har ikke præcis info omkring albummet, så jeg kan ikke fortælle hvem som har produceret hvad, men det står i hvert fald hurtig klart at Dre står bag en mærkbar del af albummet og at han i hvert fald må have haft "executive producer" credits. Ligesom at King Tee's "The kingdome Come" var et indblik ind i Dre's "nye" lyd, som han udvikler for "2001", så er Murda Weapon en klar udvikling af denne, albummet kunne i og for sig kaldes for "2001 part 2", meget lig hvordan mange kalder "Doggystyle" for "Chronic 2". Ikke dermed sagt at Murda Weapon er lige så god som Doggystyle (eller 2001 for den sags skyld), Hittman kan ikke helt bære et helt album, men det betyder dog ikke at han ikke prøver - og langt hen ad vejen lykkedes det ganske godt for ham. Uanset hvad, er det et "must download" for enhver fan af Dre produktioner (cirka '98-'00) og helstøbt West Coast.

Albummet er som skrevet en "pre-release", dvs. alle numre er umastereret og med en langt mindre "crisp" lys, end man kender fra Dre's øvrige arbejde, specielt omkring denne periode. En del af numrene kan købes i bedre kvalitet, da de er blevet mastereret (dog ikke af Dre) til hans "Hittmanic Verses". Hittmanic Verses indeholder sjovt nok 10 tracks fra Murda Weapon plus fire "nye" numre, og er muligvis hvordan Hittman havde tiltænkt Murda Weapon skulle have lydt, hvis den nogensinde skulle have ramt butikshylderne.

Tryk her for at hente: Hittman - Murda Weapon

Kongerigets komme kom, dog lidt for sent

2010-01-26T21:10:00.021+01:00

Lige to beskeder inden jeg hopper ind i selve indlægget.

1) hvis i undrer jer over hvor "One time for your mind" indlægget bliver af, og i ikke lige læser min Twitter (eller feed ude i siden), så må jeg desværre meddele at jeg har sprunget min trommehind i weekenden. Jeg er derfor nærmest døv på det ene øre og kommer ærlig talt ikke til at orke at sidde og koncentrere mig om en CD før hørelsen er nogenlunde normaliseret - forhåbentlig har jeg ikke fået varige skader, og alt burde være i orden i løbet af en til to uger.

2) hvis vinderen af søndagens lodtrækning ikke giver sig til kende via mail til mig, inden det næste søndags indlæg, så finder jeg en ny vinder på søndag.

King-Tee - The Kingdom Come

Det er et lidt anderledes indlæg idag, da der i princippet ikke er tale om en "unreleased" eller "vildt" sjælden udgivelse, derimod er der en lidt speciel historie tilknyttet, samt god mulighed for (en forhåbentlig) uddybning på et senere tidspunkt - måske med jeres hjælp.

"Thy Kingdome Come", som er den oprindelige titel, er King Tee's femte album og det første album, som skulle udgives under Dr. Dre's kyndige hænder, og ikke mindst berygtede label (Aftermath Records). Som i jo alle ved blev Dre oplært af den bedste, og det har i særdeleshed smittet af på det antal udgivelser og kunstnere, som bliver skrottet og/eller flygter fra selskabet - på samme vis som Suge gjorde ved Death Row (hvis jeg absolut skal skære det ud i pap for jer). Forskellen på Suge og Dre, skal dog findes i årsagerne til en udgivelses skrotning (er det et brugbart ord, i denne kontekst?) eller en kunstners flugt(ning). Hvor Suge's motiver bunder i personlige vendetaer og juridiske problematikker, så er Dre's motiver på et kunstneriske plan, hvor intet andet end det perfekte får lov til at slippe igennem sprækken. Hvis man gennemgår Aftermaths udgivelser, så vil man se at det (ud over Dre selv, Eminem og 50 Cent) kun er fire andre kunstnere, som har formået at få udgivet noget (dog kun én CD pr kunstner); The Firm, The Game, Busta Rhymes og Truth Hurts, og at alle disse fire kunstnere har haft en eller anden form for efterfølgende "drama" på grund af deres samarbejde med Dre (makes you think). Det til trods for den store mængde talenter, som ellers har været forbi selskabet og som rygtes at have efterladt en ikke ubetydelig mængde materiale før deres afgang. Eve, Rakim, Raekwon, Bishop Lamont, Busta Rhymes, The Game, Marcia Ambrosius, Hittman, The Last Emperor, Joell Ortiz, Stat Quo og ikke mindst King Tee, er blot nogle af de navne, som har måtte forlade den "gode" doktor helt (eller delvist) tomhændet.

King Tee er én af de helt store west-coast pionerer, som repræsenterer sin del af scenen, på samme vis som Dre og Quik repræsenterer deres. Ud over at stå bag i hvert fald 2 certified classics, så er han også bagmanden bag et af de bedste hip hop kollektiver nogensinde, The Likwit Crew - hvis jeg seriøst skal forklare jer hvem The Likwit Crew er, så er der ikke noget håb for jer. Jeg vil blot sige; Tha Alkoholiks, Xzibit, Defari, Phil Da Agony etc. styrede det hersens Cali rap fra nine-treis til godt og vel 97-98 stykker. Lille sidespring, men vigtigt i det store billede, idet King Tee's nye plads hos Aftermath kom i en tid hvor en anden fra The Likwit Crew var begyndt at nå nye karriere højder, idet Dre var begyndt at øjne den kære X to the Z, som dog gjorde klogt i at blive hos Loud. Derudover var rygterne i fuld gang om et kommende Dre opus, så der var høje forhåbninger til en kommende King Tee udgivelse, som dels ville være en forsmag for Dre's fremtidige lyd, men også en "opdatering" af King Tee, som ellers var begyndt at stagnere lidt. - Lige et sidste sidespring, kan i huske hvor meget hype og venten der var med "2001", ingen troede den ville komme ud. Pludselig står man i samme situation, men denne gang er tonen noget mere negativ - er vi bare blevet møgforkælede og forventer en milliard leaks og pre-mixtapes før vi gider interessere os for en udgivelse?

Nå, men King Tee har det godt, alle venter spændt og der bliver endda trykt nogle pomo nyler med 4 tracks og et sampler kassette bånd med 2 tracks og snippets af 4 andre tracks - vi vender tilbage til dette bånd lidt senere. Hypen var som sagt stor, men desværre levede produktet ikke op til forventningerne, The Source valgte desværre "kun" at give udgivelsen 3½ af deres berygtede "mics", jeg skriver desværre idet dette ville blive hovedårsagen til en midlertidig skrotning (der er det ord igen) af albummet, da Dre ikke ønskede at udgive et album med så "lav" en vurdering - er dette den første reelle Dre-er-en-perfektionist-så-han-udgiver-kun-det-bedste-udgivelse, som bliver skrottet? - jeg kan ikke komme i tanke om andre før denne.

Efterfølgende gik det som det går, King Tee forlader selskabet og ender med at udgive albummet i 2002, på et indie label og under en lidt anderledes titel, og lidt for sent til at tiltrække nogen form for opmærksomhed, specielt når Dre's "nye" lyd på dette tidspunkt nu er godt og vel 3 år gammel, og alle kigger mod Eminem og 50 Cent for at høre Dre's nye visioner.

Historien er dog ikke slut, der er nemlig en lille detalje som er værd at nævne og som har drevet mig lidt til vanvid den sidste uges tid. Der er nemlig en forskel mellem den originale udgave, som blev skrottet og denne version som vi står med nu. Forskellen ligger i en ændret tracklist, som resulterer i udeblivelsen af fire numre, hvoraf to af disse "forsvundne" numre kan findes i deres helhed, på det føromtalte sampler kassette bånd. De fire numre er; Psychic Pimp Hotline, The Future, Got It Locked og That's Drama. De to sidste numre kan jeg nemt finde (it's nothin'), men de to første er straks mere tricky (det ene er selvfølgelig på det skide bånd, som er nærmest umuligt at opdrive) og er begyndt at pisse mig tilstrækkeligt af, til at jeg vil tage den kedelige route og spørge her og/eller her, og selvfølgelig vende tilbage med en opdatering hvis det lykkedes.

Med hensyn til selve musikken vil jeg blot sige at, hvis du er nede med King Tee og Dre anno 98, så skal du overhovedet ikke snyde dig selv. Selvom den blev udgivet i 2002 er den allerede begyndt at være småsjælden og trækker relativt store beløb ind, så hvis du ligesom mig ser den i Accord til en 50'er, så snup den uden bekymring - især hvis den har det her cover i stedet for det her cover (der er op til 150$ til forskel, men jeg ved ikke hvorfor).

Tryk her for at hente: King Tee - The Kingdome Come

Sunday Giveaway (del 45) - "I am somebody edition"

2010-01-24T18:22:00.011+01:00

Så er det blevet tid til at finde en vinder af de CD'er, som blev udlovet i sidste indlæg. Eneste kriterie for at vinde, var at skrive en kommentar til indlægget. Der var kun 10 som deltog, deri ligger forskellen på at skrive om den slags konkurrencer på facebook siden kontra rapspot, som ved tidligere konkurrencer har tiltrukket op til et par hundrede "håbefulde", men det er jeg faktisk ganske tilfreds med, da jeg så ved at præmien går til en fast læser.

Som nævnt, skal vinderen findes på "demokratisk" vis og i og med der er 10 deltagere, så har alle 10% chance for at vinde. Jeg har valgt den gammeldags "navn-op-af-hatten" metode, som jeg nedenfor har lavet en lille billeddokumentation af - så i kan se at der ikke er noget snyd.

Først bliver navnene skrevet ned, printet og klippet ud.

Så ryger navnene ned i hip hop kasketten - en NY kasket underskrevet af samtlige medlemmer af Boot Camp Clik.

Så kalder jeg på den eneste troværdige person i husstanden - som i måske genkender herfra.

Og vinderen er

Tillykke til (Bisque Galore), som hermed har vundet denne "special edition" sunday giveaway. Send en mail med navn + kontakt info, så sender jeg CD'erne i løbet af ugen.

"I am somebody"

2010-01-21T11:22:00.004+01:00

Bum! så er jeg pædagog. Et overstået kapitel, som føles ualmindelig fjernt når jeg tænker tilbage. Det er som sådan ikke fordi bloggen har været helt vildt præget af mine studier, men der har der været de notoriske pauser, under mine - mildt sagt, ulideligt lange praktik forløb.

Hvad nu? spørger i så - selvom i nok er pisse ligeglade. Jeg læser sådan set direkte videre på en kandidat, så det er ikke fordi jeg 100% føler jeg er færdig med skolegangen - det føles mest af alt, som om jeg først lige er startet. Blogmæssigt kører det som altid, og jeg kommer faktisk til at have mere tid, da jeg det næste halve år skal tage - noget knap så tidskrævende, B niveaus matematik på VUC.

Som altid på bloggen, så plejer jeg at belønne jer (læserne) når der nu engang skal fejres noget, så den formel holder jeg mig til. Da jeg, som sagt i sidste indlæg, endelig har fået ryddet op i min CD samling, så ligger jeg inde med en mindre bunke CD'er, som jeg har dubletter af - dem vil jeg gerne af med. Skriv en kommentar - whatever, og jeg vil på demokratisk vis trække lod om en vinder af CD'erne.

Det er en rimelig blandet bunke på godt 17 CD'er, med noget for enhver smag:

Soundtrack - Caught Up

Rakim - The Legends Volume One (mixed by J-Love) (mixtape)

Cypress Hill - Till Death Do Us Part

Bizzy Bone - Heaven'z Movie

Various Artists - Got 'Em Hatin' (mixtape)

Blackalicious - Blazing Arrow

Fat Joe, Rick Ross & Beanie Sigel - Fat Boys (mixed by Keyz) (mixtape)

D12 - World

Mary J. Blige - Miss Mary J. Blige part III (mixed by J-Love) (mixtape)

Foxy Brown - Chyna Doll

Santana - Supernatural

Soundtrack - The Great White Hype

Benzino - Arch Nemesis

Elzhi - The Leftovers (Unmixedtape)

Beastie Boys - Ill Communication

Various Artists - The Best Of Both Worlds Vol. 1 (mixed by Doo Wop)

Various Artists - Street Savior part 3 & 4 (mixed by J-Love)

Som sagt, skriv en kommentar og der vil blive trukket lod. Lodtrækningen finder sted søndag og bliver offentliggjort søndag på bloggen, som holder - you guessed it, pause indtil da.

New York, New York big city of dreams (del 5)

2010-01-16T20:40:00.006+01:00

Da der har været voksenfri herhjemme (kæresten har været i Holland), har jeg udnyttet tiden til endelig at få styr på det sidste af musik samlingen (CD delen af den). Under oprydningen faldt jeg over en stak CD'er, som jeg nærmest fuldstændig havde glemt, nemlig de "street" CD'er jeg købte af lokale acts på New Yorks gader. Selvom jeg gik igang med at dække disse udgivelser, mistede jeg gejsten efter blot tre indlæg, og resten af CD'erne har ligget begravet under en bunke DVD'er lige siden.

Nu har jeg dog endelig fået dem ind på computeren og ind i systemet, og jeg er faktisk ret nysgerrig omkring en del af dem. Så jeg fortsætter hvor jeg slap for snart 2 år siden. Metoden minder lidt om "One time for your mind" indlæggene, jeg lytter til CD'en én gang og giver en overordnet kommentar omkring produktet som helhed.

Je' Billie - Truth Be Told

Je' Billie var en af de mere afdæmpet typer, knap så påtrængende og virkede meget sikker omkring sit produkt. Han gjorde utrolig meget ud af at fremhæve at, han havde den absolutte bedste CD på gaden og at han ville give mig pengene tilbage hvis jeg ikke var mente det samme. Prisen var, som de fleste andre, standard - 10 Dollars.

CD'en er i et slim jewel case og selve cover"arten" virker rimelig tjekket, desværre er indtrykket ikke det samme når du åbner, idet selve inlayet er printet på almindeligt printerpapir, som man kender det hjemmefra. Men CD'en har 10 tracks, så det kan jo være den nye Illmatic jeg står med mellem hænderne.

Musikken er rimelig velproduceret, selvom det fremstår en tand anonymt, hvilket kan skyldes den noget "matte" lydkvalitet, som virkelig bærer præg af at være hjemmelavet. Je' Billie er næsten lige så anonym som beatsene, han har ikke meget karisma og hans tekster er noget simple, selvom han prøver at takle komplekse emner. Flowet minder mig om Twista (når han er i slow-mode), dog uden den karakteristiske Chi-town selvsikkerhed. Den her udgivelse karakteriserer meget godt mit syn på den gængse street pusher; han kan rime og han kan flowe, men han har i bund og grund intet nyt at sige og mangler en klar musikalsk identitet - hvilket nok er årsagen til at hans musik aldrig bliver opdaget.

Hvis musikken falder i din smag, så hop ind på hans MySpace og køb CD'en.

http://www.myspace.com/jebillie

Tryk her for at hente: Je' Billie - Truth Be Told

"Danse, danse, dukke min..."

2010-01-14T12:59:00.020+01:00

"Han har hat og halskæde på

Badekåbe, og rigtig rå.

Den er fin og han er fin,

danse, danse dukke min!"

I mit sidste indlæg nævner jeg kort den famøse Ghostface Killah dukke (billede), som blev lavet i 2007 - men aldrig officielt "udgivet". Dukken er lavet af 4 Cast Limited, produceret i 1000 nummereret eksemplarer, med ægthedsbevis og et speciallavet mixtape. Om dukken kan det nævnes at, den er 23 cm høj, har "autentiske" Ghostface smykker i 24 kt guld og (vigtigst af alt) en sej badekåbe - alt i alt en tro kopi af Ghostface cirka "Bulletproof Wallets" og "The Pretty Toney Album". Sidst men ikke mindst har dukken 7 klassiske "catchphrases" a la; "Remember when I long dicked you, and broke your ovary?" og "Yo bitch I fucked your friend, ya you stank ho" eller blot "Ghostface, Ghostface"

Nu tænker i sikkert - det er da den vildeste dukke, hvorfor kom den aldrig ud? Ja, der er i hvert fald én stensikker årsag, og så er der selvfølgelig også min egen lille teori (som sædvanlig). Jeg starter med min egen lille teori: Prisen! Hvis du googler, så dukker der forskellige priser op, nogle skriver 300$ og andre (de fleste) 500$, jeg stod selv på venteliste til en af dukkerne og den endelige pris de sendte mig var på 500$, jeg hoppede fra dér og det er jeg 100% sikker på rigtig mange andre gjorde, ikke mindst fordi der ikke var særlig meget info om dukken (på daværende tidspunkt) og så også fordi dukken egentlig ikke er særlig pæn -hvilket bringer os til den førnævnte "stensikre" årsag. Ghostface var nemlig overhovedet ikke glad for dukkens udseende, i særdeleshed dukkens ansigt - som virker en del karikeret. Problemet er åbenbart opstået i selve metoden som er blevet brugt til at producere dukken, hvor man har valgt at scanne Ghostface's eget ansigt for derefter at lade en maskine lave en præcis lasergravering - det er åbenbart ikke godt til sådan noget plastik halløj, og de skulle have brugt en skulptør - det er åbenbart sådan man gør den slags (jeg fandt en artikel om det for lidt over en måned siden, men nu kan jeg ikke finde den, typisk).

Som sagt fulgte der en CD med dukken, et såkaldt "mixtape", af selveste DJ Rhettmatic fra The Beat Junkie Crew. Eftersom dukken aldrig blev udgivet, delte DJ Rhettmatic selv mixtapet ud til masserne via fri download, og selv om mixet er super godt med en masse vintage Ghost, så var jeg nok blevet rimelig skuffet efter at have spenderet 500$. Hvorfor ikke lave en EP eller bare en greatest hits, med et par "exclusive" numre - hvis han ikke ville gå hele vejen med CD projektet, hvorfor så overhovedet inkludere den?

Dukken blev aldrig officielt solgt, men den dukker da op i ny og næ på eBay, den sidste blev solgt for 125$, hvilket er en lidt mere rimelig pris - efter min mening. Det mix som Rhettmatic selv smed på nettet er en lang Mp3, jeg har selvfølgelig en version som er breaket op til jer.

Tryk her for at hente: Ghostface Killah - 36 Deadly Darts (Ghostface Doll Mixtape) (mixed by DJ Rhettmatic)

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin' bog! (del 1) Wu Franchise edition

2010-01-10T19:43:00.018+01:00

Inspiration til årets tema er hentet fra den vidunderlige "Read A Book" af Bormani "D'Mite" Armah's, som kan hentes gratis her.

Jeg går bare straks igang med det nye tiltag, i og med jeg aldrig har skrevet den slags indlæg før, så bliver det en læreproces for os alle sammen.

Ghostface Killah, J. Brightly & Dave Hill

"The World According To Pretty Toney"

Jeg starter det første indlæg, med en af de mere "simple" bøger i samlingen, nemlig Ghostface Killah's "selvhjælpsbog", med gode råd om alting fra personlig hygiejne og madlavnings tips til hvordan man behandler crack-heads. Bogen er utrolig flot udført i hardcover, med super flotte billeder, som akkompagnerer hvert enkelt råd. Billederne er taget af Dave Hill, som har en meget karakteristisk stil. Bogen er delt op i fem hovedkapitler:

Livin'

"Brush your tongue, son. That's where your stink breath is hiding" - "Lose the bumps! Use hot water when you shave to avoid looking like the back of a Nestlé Crunch bar." - "Don't rock cloudy jewels. Put that Source Magazine shit down."

Bobbin' & Weavin'

"Be nice to the crackheads. Sometimes they're all you got." - "Diversify! You gotta have mad hustles. Make sure to have plan B, C, D, E, and F ready to go." - "FUCK THAT! RUN! COPS GOT GUNS!"

Wizdom

"Pillow talk is a no, no. Don't be laid up running your mouth." - "Survey says, your wiz must wait 8 months before she can take a dump at your house."

The Hustler's Diet

5 opskriftsbilleder med "Ramen" (thainudler).

Toneology

"Shit is fucked up cause families don't eat together anymore. A lack of communication leads to bad understanding." - "Don't let a muthafucka kiss your baby! You don't know where he's been." - "Heavy head motherfuckers if you can't handle your liquor, don't drink!"

Bogens "hovedattraktion" skal dog findes i den medfølgende CD, her drejer det sig ikke om en eller anden nærig mix CD, som man eksempelvis får med hans Ghosface dukke (som jeg nok skal smide op snart), derimod har Ghostface indspillet (eller rettere indtalt) en monolog som dels introducerer og akkompagnerer hvert enkelt kapitel - det er super underholdende og en sjov tilføjelse.

Alt-i-alt er det en flot og veludført bog, med megen underholdningsværdi. Selvom det bestemt ikke er et litterært mesterværk og selve bogen er læst på under 10 minutter, så er det en super gave til hip hopperne som ikke mangler musik, og som godt kan lide typiske sofabordsbøger a la "A Time Before Crack" eller "Back In The Day".

Normalt vil der nok ikke være noget til at akkompagnere (mit nye buzzword) disse indlæg, men idet bogen kommer med en medfølgende CD, så har jeg uploadet denne. Dels så i kan få indtrykket af bogens indhold, men også fordi det er sjovt og jeg synes i skal høre den.

Tryk her for at hente: Ghostface Killah - The World According To Pretty Toney

"Pay attention I'ma do it again, this what I'ma write about in 2010"

2010-01-10T18:25:00.007+01:00

Velkommen tilbage og ikke mindst, velkommen til et nyt år her på tobeannounced bloggen, som nu stille og roligt påbegynder sit fjerde år på Internettene.

Hvad skal der så ske i 2010, og hvordan kommer bloggen til at se ud. Umiddelbart er det min hensigt at gå rimelig meget "back 2 basics", dvs. mere decideret indhold og knap så mange undskyldninger og falden af på den.

Langtids læsere af bloggen kender til mine søndags indlæg og et nyt år, betyder et nyt tiltag. 2007 bød på "top 8" lister, 2008 var faste ugentlige konkurrencer og 2009 var et noget mislykket soundtrack koncept - som jeg faktisk selv synes var super originalt, men som desværre gik død på grund af bloggens manglende struktur, hvilket det sidste søndags koncept bar præg af. 2010 bliver noget anderledes, idet jeg bevæger mig væk fra musikken, og i stedet vil jeg koncentrere mig om et andet medie, nemlig bøger.

Afsluttende vil jeg lige dele to lidt anderledes numre med jer, det drejer sig om Maino's "predictions" serie, som indtil videre kun tæller to tracks, for henholdsvis 2009 og 2010. I numrene forudsiger Maino det givne års kommende hændelser, lyt til 2009 og hør hvor meget han fik ret i, næste år sammenligner vi hans track for 2010 og ser hvor mange han ramte rigtig.

Tryk her for at hente: Maino - Predictions 2009

Tryk her for at hente: Maino - Predictions 2010

"'09 is outta here..."

2009-12-31T13:16:00.018+01:00

"2010 is in the building, it's time for a new year.

Your boy tba is back on it's grind

let's run it back and recap 2009"

Så nåede jeg alligevel hertil, hvis man kigger tilbage på indlæggene igennem 2009, så kan man tydeligt se at, 2009 har været et lidt anderledes år. 48 indlæg er det blevet til, og det er en mærkbar nedgang i forhold til de andre år, som har haft et indlæg hver tredje dag. De fleste læsere kender årsagen, så der er ingen grund til at køre rundt i det.

Når man blogger, og man ikke er specielt struktureret, så kan det nogle gange godt være svært at vide hvordan man skal gribe enkelte ting an, eksempelvis en "year-end-recap" som denne. Jeg er, som nogle af jer ved, ikke så pjattet med lister, så dem bliver der ingen af her. Til gengæld var jeg selv rimelig tilfreds med tilgangen fra sidste år, så jeg prøver lidt af det samme, dog lidt (kun lidt) mere struktureret.

2009 har virkelig været noget af et år for rap, spækket med overraskende udgivelser, fra store såvel som små artister. Faktisk er der så mange udgivelser som alle er nævneværdige, at det nærmest er umuligt ikke at glemme et par stykker, som sikkert er super vigtige for enkelte af jer.

Rakim lavede pladen som alle ventede på, men som ingen købte. Derudover ønskede de fleste at han havde ventet lidt længere, don't believe the hype - så dårlig er den ikke.

Jay-Z lavede pladen som ingen ventede på, men som alle købte. Don't believe the hype - det er faktisk et rigtig dårligt album, som Clipse opsummerede ganske fint "That's european Hov".

Wu-Tang gjorde tilgengæld (næsten) alt rigtigt i år, Rae cementerede sin plads som en all-time-greatest, Ghost beviste endnu engang at han kan gøre lige hvad han har lyst til uden at misse et beat og U-God gjorde det umulige og lavede, ikke bare, et godt album, men et fantastisk album. "Chamber Music", var et bedre Wu album end "8 Diagrams", selvom det ikke engang var et decideret Wu album. Meth & Red leverede også varen, med en underholdende og svær 2'er.

Jeg glæder mig som en gal til Wu-Massacre med Rae, Ghost og Meth, som burde ramme masserne i februar 2010.

Ud over Jay-Z, bød 2009 også på udgivelser fra andre mainstream titaner: Fabolous lavede et ekstremt hypet album, som var ekstremt dårligt. Rick Ross lavede også et album, det har jeg ikke hørt og kommer nok heller aldrig til det. Eminem genfandt roen og fokus i musikken, hvilket resulterede i et rigtig godt comeback og en langt mere sympatisk og "likeable" Eminem, som man nærmest har helt lyst til at holde af igen. 50 Cent lavede uden tvivl årets bedste "mainstream" album - yeah, I said it - det var relativt indholdsløst, simpelt og til tider direkte dumt, men det gav mig det størte smil på læben og hvad kan man ellers forlange.

Indie releases har der nærmest været en uendelig strøm af, og jeg har uden tvivl glemt en stor del af dem, men her goes - off the dome:

Supergrupper/duoer har der været en del af, og hypen omkring dem har som regel været større end den leverede vare. La Coka Nostra, Slaughterhouse og The Undergods, fangede mig overhovedet ikke, hvor det manglende musikalske fokus var udgivelsernes største hæmsko. KRS & Buck, Quik & Kurupt og Torae & Marco Polo, formåede dog at bryde konventionerne og duoerne leverede overraskende "friske" albums, taget medlemmernes alder i betragtning. Desværre fik jeg ikke tjekket op for Masta Ace & Edo G. eller O.C. & A.G. albumsene, som der ellers har været rigtig god respons omkring.

Brother Ali leverede de to største udgivelser i år, den største overraskelse og den største skuffelse. "EP'en" The Truth Is here, er uden tvivl ét af årets absolut bedste udgivelser, mens det meget hypet "Us", er årets absolut største skuffelse.

De såkaldte "freshmen" prøvede også lykken i 09, Charles Hamilton blev skrottet, kid Cudi er enten utrolig misforstået eller dybt uinteressant - jeg hælder mest til det andet og Asher Roth blev hurtigt glemt med sit et decideret formålsløst album. Jay Elec nåede lige at smide sin fremragende single på iTunes og Blu fortsætter med at overraske alt og alle. Wale fik endelig sin udgivelse, og jeg er spændt på at høre om han leverer varen, ovenpå to fantastiske mixtapes.

Ellers bød 2009 også på udgivelser fra nogle af de lidt mere garvede kunstnere, Mos Def lavede et dejligt forfriskende album, Doom (hvorfor har han droppet MF?) leverede varen endnu engang (hvor bliver hans album med Ghost af?) og Alchemist fik lavet endnu et solidt album, med en fantastisk single fra Twista og Maxwell. K'Naan skuffede næsten lige så fælt som Brother Ali, til gengæld var forventningerne ikke så store, og Sean Price aka. MegaSean er sejere end nogensinde, med endnu et vintage mixtape under bæltet.

Blaq Poet og De La Soul har nok leveret årets mest oversete albums. "The Blaqprint", som er 100% produceret af Preemo og endda leveres med en instrumental CD, er vintage QB rap som man kun kan elske. De La Soul's "Are You In?" som er lavet for Nike, er ganske enkelt et frisk pust som ingen burde snydes for, uanset om man vælger at løbe til det eller ej.

Jeg har stensikkert glemt en masse, men så var de nok bare ikke så gode. Desværre fik jeg ikke tjekket op for; Fashawn, Fat Joe, Skyzoo, Cormega (blasfemisk, jeg ved det), O.C. & A.G., Ace & Edo, FELT og en masse andet, som jeg nok skal nå næste år.

Nåh ja, AZ lavede også to udgivelser, som næsten formåede at ødelægge hans ellers så fantastiske bagkatalog, heldigvis gav han en underholdende koncert på Rust, som plaster på såret.

Af de udgivelser jeg glæder mig til i 2010, nævner jeg i flæng; Wu Massacre, Nas & Damian Marley, AZ (Doe or Die 2), Stimulus Package (Jake One & Freeway), Relapse 2, The Game (R.E.D. tror jeg den kommer til at hedde), Reflection Eternal og en masse andre, jeg ikke lige kan huske.

Det var mine ord for '09, tak for i år.

One time for your mind (del 19) - Rakim - The Seventh Seal

2009-12-27T19:27:00.011+01:00

Så kom dagen som jeg ærlig talt ikke havde regnet med ville komme, jeg skal nemlig til at lytte til et nyt Rakim album. Efter OB4CL2 og nu dette album, så er der måske stadig håb for Detox. Nu bliver det til gengæld spændende at høre, hvorvidt Rakim kan gøre Raekwon kunsten efter og levere et solidt album efter så mange års pause.

Without further ado...

Rakim - The Seventh Seal

1) How To Emcee

Banger beat, med et guitar riff og et højt tempo. Rakim skoler fra første vers, hvis du vil lære at "emcee" så er han the go-to guy. Det er et forventeligt track, taget Rakims omdømme og status i betragtning, og det fungere super godt som åbningstrack.

2) Walk These Streets (Feat. Maino)

Så går det betydeligvis ned i tempo, et mørkt Dre inspireret beat, som giver plads til noget grimey east coast shiat. Maino er en fed rapper, som ikke får særlig meget opmærksomhed og han følger rigtig fint med Rakim. Rigtig fedt track.

3) Documentary Of A Gangster (Feat. IQ)

Endnu et mørkt beat, med et klaver loop - minder mig om noget af det Prodigy rapper over nu om dage. Et rimelig kedeligt track, hvor Ra lyder uoplagt og ikke lige formår at flippe fortællingen om "the american gangster" på en særlig finurlig måde.

4) Man Above (Feat. Tracey Horton)

Et rimelig forvirrende beat, som minder lidt om noget Pharoahe Monch (på Desire pladen) med et west-coast vibe?!? Der er en fyr som drops i baggrunden, med "uh-uhs"og generelle bemærkninger, minder lidt om Timbaland på et Aaliyah track, det er mega irriterende. Derudover er omkvæddet rimelig langt (men ikke dårligt), og det gør det svært at koncentrere sig om rappen. Alt i alt et rimelig forvirrende nummer, som nok bare skulle være blevet barberet lidt ned.

5) You And I (Feat. Samuel Christian)

Stille men tungt beat, med noget pan-fløjte (ikke så slemt som det lyder) og nogle strygere, omkvæddet er med en reggae dude, som desværre er rimelig anonym, han lyder som en fattigmands udgave af Stephen Marley eller Jahdan. Tracket handler om Ra's eneste ene, måske er det musikken, jeg nær-lytter ikke ligefrem, da tracket er rimelig kedeligt og han bestemt ikke leverer hjernevridende lyrik... " You was hot as hell, now it's me and you like Barack and Michele"

6) Won't Be Long (Feat. Tracey Horton)

Fedt beat, som igen har lidt af et west-coast vibe. Der er en fed vibe over tracket og Ra lyder bekvem. Omkvæddet bliver igen håndteret af sangeren Tracey Horton (som er en mand), og han fylder lige tilpas til ikke at forstyrre tracket. Tracket re-præsenterer Rakim anno 2009 og det er fedt, han er knap så lyrisk men tracket har en super fed vibe og jeg er i hvert fald vild med det.

7) Holy Are U

Det her track har jeg hørt før, jeg er rimelig vild med det. Beatet er rimelig hysterisk, men passer super godt til Rakim, som uden problemer forsvarer sin titel som "God MC".

8) Satisfaction Guaranteed

Lidt specielt beat, som minder lidt om nogle af de tracks AZ nogen gange rapper over, hvor der foregår lidt for meget. Rakims musik = crack, opsummere rimelig meget trackets koncept. Det er meget kedeligt, det er meget uoriginalt og det er noget af et anti-klimaks til det foregående track, ærgeligt. Det her track har sat standarden for hvordan den slags numre skal gøres, så med mindre det kan matches eller gøres bedre...

9) Working For You

Et dejligt mellow beat, med et guitar sample (lyder som det fra Ludacris' Growing Pains, men jeg tager nok fejl). Tracket er en kærlighedserklæring til wifey. Det er et fedt nummer, som bliver federe af det dejlige beat.

10) Message In The Song (Feat. Destiny Griffin)

Et speedet og chopped soul sample, med strygere og et relativt højt tempo. Rakim dropper "knowledge" og flyder super lækkert over beatet, han lyder helt på toppen og omkvæddet, som er sang, klæder tracket rigtig godt.

11) Put It All To Music

Endnu et rimelig funky beat, som giver Rakim gode muligheder for at fange flowet i tracket. Fedt track, med en dejlig care-free vibe.

12) Psychic Love
Meget hårdere beat, med en klar NY lyd, som man kender fra Prodigy, CNN, Cormega etc. Endnu et "love" track, dog med en betydeligvis mere grimey vibe, det nok til hans ride-or-die-NY-bitch. Det er et fedt track, men alle kærlighedserklæringerne til det modsatte køn, begynder at fylde lidt.

13) Still In Love

Så kommer der endnu en kærlighedserklæring, denne gang er det dog til musikken. Beatet er rimelig bangeren, med et chopped sample. Rakim giver den gas, og på lige under tre minutter virker det lidt som en rigtig veludført interlude.

14) Dedicated

Sidste track, og Gwen Stefani er det første man hører. You and me, we used to be together... bla. bla. i kender resten, det er hittet fra No Doubt (som jeg ikke lige kan huske hvad hedder). Det er et rimelig kedeligt beat, og selvom trackets indhold er meget personligt virker No Doubt samplet fuldstændig malplaceret (oh, den hedder "Don't Speak"), specielt når det bliver brugt som omkvædt. Ærgelig måde at slutte pladen på. Hvem havde troet at de sidste linjer på en Rakim plade ville komme fra Gwen Stefani "I c'ant believe this could be the end", hmmm.

Opsummering

Det her er måske den sværeste opsummering jeg har skrevet, på den ene side er Rakim en levende legende, som af mange bliver betegnet som "the holy grail of all lyrical rappers", på den anden side er det 10 år siden Rakim sidst har udgivet en plade, hvor han allerede udviste alderdomstegn. Lad det være sagt med det samme, Rakim er ikke længere det lyriske vidunder han engang var, MEN det betyder ikke at dette er et dårligt album. Rakim er måske ikke på niveau med sit gamle jeg, men hvordan skulle det også kunne lade sig gøre? Det som gjorde Rakim nyskabende op igennem firserne og start halvfemserne har influeret 99% af alle rappere, det ville være urealistisk at tro han kunne gøre det samme i 2009.

Albummet som det står, er ganske udmærket og helt klart pengene værd, der mangler dog noget variation og det skuffer især at det ikke har været muligt for Rakim at hive nogle lidt mere anerkendte og dygtige producere til bordet. Ikke at produktionerne er dårlige, det hiver bare helhedsindtrykket ned til det middelmådige, hvor især det overordnede lydbillede virker formålsløst og uden større "vision". I det hele taget er det albummets største problem at, det prøver at være (og bliver introduceret som) Rakims "chef d'oeuvre", når det i virkeligheden bare er albummet som SKULLE udgives, så han endelig kunne få gang i karrieren. Raekwon lavede også "Immobilarity" og "Lex Diamond", før han genfandt gnisten på OB4CL2, så lad os lige lade tvivlen komme Rakim til gode, det har han om nogen fortjent.

Tryk her for at hente: Rakim - Seventh Seal (sampler)

"My name's tba, with the mouse in my hand..."

2009-12-15T15:52:00.007+01:00

"And I'm chilling and coolin' just like a snowman

So open your eyes, lend me an ear

I want to say Merry Christmas and Happy New Year!"

Så er det blevet tid for bloggen at lukke ned for en tid, selvom ovennævnte citat måske kunne give indtrykket af at bloggen lukker for i år, så vender jeg tilbage for en kort bemærkning mellem jul og nytår, hvor jeg blandt andet vil skrive årets sidste "One time for your mind" indlæg. Husk at stemme på hvilken udgivelse du gerne vil have igennem maskineriet, der er kommet fem nye udgivelser op.

Da kulden kom tidligt i år, giver jeg jer hermed lidt at "varme" jer på. Glædelig jul til alle herfra, håber at gense jer alle på den anden side.

Snoop Dogg's Hustlaz - Diary Of A Pimp

Tryk her for at hente: Snoop Dogg's Hustalz - Diary Of A Pimp

Ustrukturerede søndage (del 8)

2009-12-13T21:46:00.006+01:00

Jeg har været mega syg hele weekenden, så jeg er lidt uoplagt. Det var egentlig ikke meningen jeg ville lave et indlæg, men så kom jeg i tanke om det "ustrukturerede". Jeg har derfor valgt at lave et Twitter Tweet opsummeringsindlæg. Så til dem af jer som ikke lige husker at tjekke Twitter widgetten, kommer der her de vigtigste Tweets.

Gratis Elzhi mixtape

Nyeste single fra AZ's Doe Or Die 2, lyder lovende - I'm Ill

Meth og Rae giver gode forhåbninger til det kommende Wu Massacre album - Meth vs. Chef Pt. II

Raekwon lover nyt projekt med Kool G. Rap, jeg tror det når jeg ser det.

Jeg har stadig Googe Wave invites, skriv din mail i kommentarerne hvis du er interesseret.

Gratis Lupe Fiasco mixtape

How I know the Clipse are really drug dealers - Årets bedste hip hop relateret blog indlæg.

Vildt remix af Cormega's Dirty Game produceret af Preemo - Nu med Prodigy og Styles P

Fantastisk gemt Ol' Dirty Bastard track - Say No

Jay-Z X Bono = Iluminatti

Måske voksede han bare for meget

2009-12-10T20:19:00.011+01:00

Hold kæft tiden flyver, det er allerede torsdag (fredag før i læser det) og jeg havde nær glemt alt om bloggen. Jeg må ærligt indrømme at der er gået lidt jule-dvale i mig, samtidig med at jeg har en noget belastende Bachelor opgave, som sjovt nok ikke skriver sig selv. Så i stedet for at bruge tid på den, så vil jeg meget hellere lige smide et nyt indlæg i mixet - som til gengæld (nok) bliver det eneste indlæg jeg får tid til i denne her uge (på nær søndags indlægget, selvfølgelig).

Joe Budden - The Growth (Promo Album sampler) (2005)

Joe Budden er en mand som ALLE har en mening omkring, hvad enten man hylder ham som et lyrisk vidunder eller mener han blot er endnu en "typisk" east coast rapper, så er det sjældent man møder en fan af rap, som ikke har en mening omkring Buddens talent - eller mangel derpå. Faktisk vil jeg vove at påstå, at Joe Buddens største talent ligger i at holde liv i debatten, hvad enten det er gennem loyale fans, som stadig vil påstå Mood Muzik II = Illmatic - eller hårdtarbejdende haters, som fjerner ethvert spor af ham fra Slaughterhouse albummet.

Måske var det denne evne, som sikrede ham en kontrakt hos Def Jam i første omgang, for uanset om man mener han er en dygtig rapper eller ej, så kan man ikke benægte at han havde ufatteligt meget hype, både før, under og efter sin tid hos Def Jam.

Budden fik kun udgivet et enkelt album hos Def Jam, og til trods for to succesfulde singler blev det aldrig til mere. Selvom der er mange rygter omkring årsagerne, skyldes det i hvert fald ikke en manglende lyst fra Joe Buddens side. Ikke så snart som første album havde lagt sig, gik han derfor igang med at indspille opfølgeren "The Growth", som dog (no shit Sherlock) aldrig blev til noget.

The Growth er aldrig umiddelbart blevet leaket, der er en del bootlegs rundt omkring og selvom jeg ikke plejer at være bleg for at poste et bootleg i ny og næ, så vil jeg hellere dele "the real deal", frem for noget jeg ikke helt kan stå inde for. Desuden har det ikke rigtig været muligt for mig at finde en officiel tracklist på albummet, så derfor bliver der ingen bootleg i denne omgang. Det skal også lige nævnes at jeg ikke med sikkerhed kan sige hvorvidt "The Growth" rent faktisk blev færdig indspillet og at der derfor skulle foreligge et eksemplar som kan leakes, det er dog værd at notere The Vibe i sin tid "anmeldte" en version af The Growth, og deri omtaler tracks som ikke er på denne her sampler.

Som titlen antyder er der tale om en "Promo Album Sampler", den indeholder kun 4 tracks, og er det eneste "officielle" materiale fra The Growth. Jeg ved ærlig talt ikke om den er specielt sjælden, da jeg ved at Def Jam promo CD'er ikke ligefrem er "limited", men jeg er i hvert fald ikke faldet over et eksemplar endnu - hvis der eventuelt skulle være nogen derude som ligger inde med et, så vil jeg meget gerne købe det.

Tryk her for at hente: Joe Budden - The Growth (Promo Album Sampler) (2005)

Ustrukturerede søndage (del 7)

2009-12-06T23:31:00.005+01:00

Så blev det pludselig anden advent og jeg har ikke engang nogen gave til jer. Det var egentlig meningen at jeg ville lave sådan nogle advents indlæg, men så gik det fuldstændig forbi mig at sidste søndag var første advent - nok fordi den faldt i november, og så kom jeg fuldstændig fra det. Så fik jeg pludselig et ønske om noget jule rap, og blev påmindet om at der (næsten) allerede er gået to advents søndage og at jeg absolut intet har forberedt til jer. 2010 må blive året hvor jeg stepper mit blogging game op, og bliver lidt mere struktureret - men jeg lover ikke noget.

Nu hvor de her indlæg er "ustrukturerede", så er jeg vel undskyldt hvis jeg hopper over hvor gærdet er lavest. Jeg har ikke selv haft tid, til at sammensætte noget julerap, så i stedet låner jeg nogle links fra Hip Hop Game Forums og håber at der ikke er nogen hard feelings. Hvad jeg har fundet - og nu deler med jer, er en rimelig omstændig samling af julerap, som er blevet lavet fra 1979 frem til 2008. Nedenstående burde gøre selv den mest hardcore Scrooge i julehumør, hvis ikke kan pågældende trøste sig med at dette nok bliver det eneste jule-tema indlæg jeg får tid til i år.

Christmas Rap 1980's (part I)

1. [1979] Kurtis Blow - Christmas Rappin' (Short)
2. [1980] Sound On Sound Productions - Season's Greetings
3. [1980] Super J - Santa's Rap Party
4. [1982] Blondie & Fab 5 Freddy - Yuletide Throwdown (Christmas Rapture)
5. [1982] Cold Crew - Rappin' Christmas
6. [1982] Dizzy Heights - Christmas Rappin'
7. [1983] Sherman & Pretty Tony - The Christmas Rock
8. [1983] The Emerald Street Boys - Christmas Rap
9. [1983] Twilight 22 - In The Spirit
10. [1984] Busy Boys - Funky Fresh Christmas
11. [1984] Disco 4 - He's Santa Claus
12. [1984] The Treacherous Three - Xmas Rap
13. [1985] Audio Two - A Christmas Rhyme
14. [1985] Lightning Rich, Big John & The Maniacs - Santa's Groove
15. [1985] Monyaka - Got The Beat For Christmas (Breakdance)

16. [1986] Biz Markie & Big Daddy Kane - XXXmas Freestyle (LIVE)

Christmas Rap 1980's (part II)

17. [1986] Comfort and Joy - Jingle Bell Rap
18. [1986] Cutmaster D.C. - Santa's Beatbox
19. [1986] Rappin Stine, Lil Stine & Style - A Party With Santa
20. [1986] Whistle - Santa Is A B-Boy
21. [1987] Dana Dane - Dana Dane Is Coming To Town
22. [1987] Derek B - Chillin' With Santa
23. [1987] Elf Elf & Dok-Im - My Christmas Bells
24. [1987] KC Work, G Force, Benniton, KG The All, 5 Star Moet - B-Boy Christmas Shout Outs
25. [1987] King Sun-D Moet - Christmas In The City
26. [1987] Prince G & Clever MC's - Happy Holiday
27. [1987] Run-D.M.C. - Christmas In Hollis
28. [1987] Spyder-D- Ghetto Santa
29. [1987] Surf M.C.'s - A Surf M.C. New Year
30. [1987] Sweet Tee - Let The Jingle Bells Rock
31. [1987] The Showboys - That's What I Want For Christmas
32. [1988] Juice Crew - Cold Chillin' Christmas

Christmas Rap 1990's
33. [1991] MCM - This Christmas
34. [1992] Eazy-E - Merry Muthafuckin' Xmas
35. [1993] 2 Live Crew - 2 Live Christmas
36. [1993] Jiggie Gee - Christmas Fuckin' Day
37. [1993] JT Money, Sir Gucci, Milky Mil, Jae Buck & Luke - Christmas Freestyle
38. [1993] Kam - Holiday Madness (edit)
39. [1993] Outkast - Player's Ball (Original)
40. [1993] Poison Clan - Christmas Spliff
41. [1994] Insane Clown Posse - Santa's A Fat Bitch
42. [1995] C-Murder & Master P - Christmas In Da Ghetto
43. [1995] Ras Kass - Jack Frost
44. [1996] 69 Boys - What You Want For Christmas
45. [1996] Dogg Pound - I Wish
46. [1996] O.F.T.B. - Christmas In The Ghetto
47. [1996] Snoop Doggy Dogg, Bad A$$, Daz, Nate Dogg & Tray Dee - Santa Claus Goes Straight To The Ghetto
48. [1997] Rev Run & The Christmas All-Stars (Snoop Dog, Ma$e, Puff Daddy, Salt N' Pepa) - Santa Baby

Christmas Rap 2000's
49. [2000] Busta Rhymes - The Grinch 2000
50. [2001] Cypress Hill - The Night Before Christmas
51. [2002] Westside Connection - It's The Holidaze
52. [2003] Bone Crusher - Guess Who's Comin' To Town
53. [2003] David Banner, Marcus & Sky - The Christmas Song
54. [2003] Killer Mike - A Christmas Grind
55. [2003] One Be Lo - The Grinch That...
56. [2003] Ying Yang Twins - Ho! Ho!
57. [2006] Afroman - Frosty
58. [2006] Bootsy Collins & Snoop Dogg - Happy Holidaze
59. [2006] Jim Jones - Have A Happy Christmas
60. [2006] Mr. Lif - Santa's Got A Muthafuckin' Uzi
61. [2007] Gorilla Zoe, Neighborhood Supastars & Block - It's Christmas
62. [2007] Ludacris - Ludacrismas
63. [2008] Ghostface Killah - Ghostface Christmas
64. [2008] 'Lil Half Dead & The Twinz - Just Like Xmas

Christmas Rap BONUS
65. [1986] Cutmaster D.C. - The Night Before Christmas
66. [1992] Run-D.M.C. - Christmas Is
67. [1993] 2 Live Crew - Ho Hoe Hoes
68. [2000] Snoop Dogg & Kokane - How We Kick It On Christmas
69. [2006] Jim Jones - Ballin' On Xmas

Bring da motherfucking Rawkus

2009-12-04T12:35:00.012+01:00

Den opmærksomme læser vil nok have lagt mærke til, at jeg skrev Skillz indlægget var det første af to, her kommer så det andet.

Cocoa Brovaz* - Unreleased Rawkus Album (2002)

*På grund af en "cease and desist" ordre fra Smith & Wesson (våbenfirmaet), har Smif-N-Wessun i perioden '98 til '04 været nødsaget til at kalde sig for Cocoa Brovaz. Grunden til at de bruger deres gamle navn efter 2004, er fordi de er blevet ligeglade (siger de selv i flere interviews).

Som i måske har bemærket, ligger den røde tråd imellem dette og Skillz indlægget i, at begge udgivelser stammer fra Rawkus Records. Selvom det overraskede mig at Rawkus overhovedet har skrottet nogen albums, så er det alligevel noget af en bedrift, at det (så vidt jeg er orienteret) faktisk er de to eneste albums som Rawkus nogensinde har lagt låg på, til trods for at det faktisk var et ret stort label i "indie" henseende.

Smif-N-Wessun har - meget ligesom Skillz, svært ved at få fodfæste i rap industrien omkring årtusindskiftet. Efter en tvungen navneændring, går deres første udgivelse under "Cocoa Brovaz" navnet, forbi mangen en Smif-N-Wessun fan, samtidig med at anmeldelserne er langt fra positive. Efter den dårlige modtagelse af "The Rude Awakening", ser Priority ingen anden løsning end at fritstille de to PNC's, hvilket tvinger dem til at lede efter et nyt selskab. Da tilbuddene ikke ligefrem kommer væltende, sætter de sig for at indspille noget selv, hvilket resulterer i "Super Brooklyn" singlen. Singlen ender med at blive lidt af et undergrundshit, hvilket resulterer i en kontrakt hos Rawkus. Tiden hos Rawkus byder på mange gæsteoptrædender på diverse Rawkus udgivelser, samt indspilningen af deres tredje album. Desværre ser albummet aldrig dagens lys, og det når end ikke at få en titel før Rawkus trækker stikket på projektet.

Hvorfor Rawkus vælger at droppe både Skillz og Cocoa Brovaz albumsene er ikke offentligt kendt, men noget kunne tyde på at det skyldes en omstrukturering af Rawkus, som sker i umiddelbart samme periode som begge albums bliver lavet (2002). Omstruktureringen, som betyder et partnerskab mellem Rawkus og Interscope/Geffen, har nok medført en revurdering af selskabets roster, hvor man har skønnet at Skillz og Cocoa Brovaz ikke var en rentabel forretning. Det er selvfølgelig bare min egen lille teori.

Albummet er som sagt indspillet i 2001/2002, og er meget Smif-N-Wessun karakteristisk. Lyden er en klar forlængelse af "The Rude Awakening" - på godt og ondt. Hvilket vil sige at man ikke skal forvente den samme grimeyhed som man fik på "Da Shinning" og at enkelte af numrene er tåkrummende simple i tekst og indhold, heldigvis er det dog kun meget få, da resten af albummet er vintage Smif-N-Wessun anno '98, og burde tilfredsstille enhver fan. Det skal da også nævnes at det er her man finder den hidtil eneste kollaboration mellem Smif-N-Wessun og Pete Rock (som eftersigende skal producere hele deres næste album). Enkelte af numrene er dukket op her og der efterfølgende, både på "Reloaded" albummet og nogle enkelte 12"ere.

Albummet er en vinyl rip, hvilket kan høres på pladestøj/skrat og volume udsving på enkelte af numrene. Lydkvaliteten er ellers ganske god, specielt i forhold til de vinyl rips som ellers florerer på nettet. Vinylen som er rippet har sandsynligvis været et testpres, specielt da der absolut ingen information er at hente omkring selve udgivelsen - og ikke mindst nogen vinyl (i form af promo'er, eller bootlegs). Intet promomateriale blev (så vidt jeg er orienteret) fremstillet og selv titelen er ukendt. Tracklisten skal i for sig heller ikke tages for gode vare, specielt taget i betragtning af at det ovennævnte Pete Rock track blot bliver kaldt "Pete Rock Track".

Tryk her for at hente: Cocoa Brovaz - Unreleased Rawkus Album (2002)

One time for your mind (del 18) - La Coka Nostra - A Brand You Can Trust

2009-12-01T18:45:00.008+01:00

Så er det ved at være sidste udkald for det kuld udgivelser i har stemt om i denne omgang. Jeg holder en pause (med de her indlæg, ikke generelt) frem til d. 15 dec og så vil der komme 4-5 nye udgivelser op i kan stemme om, så vil jeg derimod glæde mig over jeg endelig kan få lyttet til de tre andre udgivelser, som jeg må indrømme har været lidt af en pine ikke at få lov til at høre - specielt den der Steve-O.

La Coka Nostra - A Brand You Can Trust

1) Bloody Sunday (Feat. Sen Dog & Big Left)

Noget rimelig ond guitar riff river mine ører til smader, skynder mig lige at skrue lidt ned. Everlast starter løjerne og der er ingen kære mor her, det er utrolig rocket (på en heavy måde) men samtidig også meget bouncy, hvilket nok skyldes den måde de flower hen over beatet. Super fedt åbningsnummer, som virkelig sætter et højt energi niveau fra starten af.

2) Get You By

Tempoet bliver sat en del ned, den rockede lyd fortsætter og er knap så vellykket. Slaine dropper noget dystert depri shit efterfulgt af et forfærdeligt omkvæd af Everlast. Hele tracket følger samme opskrift og det er sku lidt tyndt, omkvæddet ødelægger virkelig tracket for mig, blandet med et kedeligt beat og nogle halv-tynde tekster, så er det desværre noget som jeg helt klart vil springe over i fremtiden.

3) Bang, Bang (Feat. Snoop Dogg)

Er det Snoop? Ja, det er det da (jeg skriver track titler på til sidst, så jeg ved som regel ikke hvem gæsterne er når jeg lytter første gang). Rart at høre ham igen, selvom det virker som om han kun tager sig af omkvæddet. Trackets titel siger måske lidt sig selv, blærerap som den slags nu skal leveres, desværre er det bare ikke vildt spændende, det have måske været federe hvis de lige var gået sammen som "Voltron" (WU!) og lavet et vildt "Coka Nostra ain't nothin' ta fuck wit" agtig track, i stedet bliver det bare tre fyre som fortæller hvor vilde de er hver for sig, alt imens Snoop Klarer omkvæddet og det bliver egentlig ret ligegyldigt og kedeligt.

4) I'm An American (Feat. B-Real)

Lidt quotes fra diverse presidenter om at være Amerikaner, Everlast sparker tingene i gang over et rimelig hektisk men afdæmpet beat. De forskellige medlemmer giver deres bud på at være "an American", på godt og ondt (mest ondt, selvfølgelig). Egentlig et meget fedt nummer, som minder mig helt vildt meget om noget Canibus ville rappe hen over, og ville kunne gøre god figur (remix?). Wuhu B-Real, han er produktiv for tiden, jeg var faktisk super vild med hans nyeste plade "Smoke & Mirrors", han dropper et udemærket vers, men bliver ærlig talt sat lidt til skamme af de andre, det virker lidt som om han ikke rigtig kan følge samme tilgang som de andre. Fedt nummer.

5) Brujeira (Feat. Sick Jacken)

Det kan da være, det her er det der "Coka Nostra ain't nothing ta fuck wit" track jeg efterlyste tidligere, super bangeren beat, a.la. Beatnuts møder DJ Muggs, rigtig, rigtig fedt. Super fedt track som desværre er alt, alt for kort jeg har allerede lyst til at høre det igen.

6) Once Upon A Time

Meget simpelt beat, stortromme loop, en enkelt handclap og lidt violin - som lyder af meget, meget mere. Everlast er fandme blevet hardcore og sur, der er ikke meget country hygge onkel over det her. Troede egentlig det her ville være noget story teller rap, men istedet bliver det bare endnu engang blære rap, som heldigvis holder et relativt højt lyrisk kvalitetsniveau. Endnu et nummer som tilgengæld lyder fuldstændig som noget Canibus ville passe ind over, det kan være de skulle overveje ham som æres medlem. Et udemærket track, som dog bliver lidt langt til sidst.

7) Cousin Of Death

I never sleep, cause sleep is the... nå tilbage til La Coka Nostra. Uh, oh Everlast er tilbage i Country mode, det må være nemesis. Utrolig stille og melankolsk beat, som passer fint til emnet. Til gengæld vil jeg sige lige netop det her nummer absolut intet vækker i mig, det er simpelthen for følelsesporno agtig og smagløst for mig, det kunne de have eksekveret meget bedre.

8) Choose Your Side (Feat. Bun B)

Bun B? okay, det prøver vi. Han er overalt for tiden, er det fordi han har fået tid til at rejse lidt rundt nu hvor han ikke har Pimp C at arbejde med længere. Der er noget indisk agtig aaahaahaha i baggrunden, men hold kæft hvor rapper de langsomt på det her track... det er vildt irriterende, det er som om de lige rapper en brøkdel af et sekund langsommere end beatet. Det kunne næsten lyde som om de oprindelig har rappet over et andet beat. Bun B er sej som sædvanlig og løfter faktisk tracket en del, det er bare ærgeligt med det beat for man sidder faktisk og bliver lidt rastløs.

9) Hardcore Chemical

Så gange vi lige rap temoet med 10 og beatet bliver nærmest overhalet, det er ren machinegun levering over et meget simpelt men hektisk beat. Omkvæddet er tilgengæld super dårligt, jeg hader når Everlast "synger", han lyder som lort. Uden omkvæd ville det her track være ren hardcore lyrik, måske der er nogen som vil klippe det sammen så omkvæddet bliver udeladt. Indtil da, så vil jeg nok skippe den fremover. (ja, så meget irriterer det mig)

10) Soldiers Story (Feat. Sick Jacken)

Noget helt andet end jeg havde regnet med, jeg troede det ville være noget Rugged Man "Uncommon Valor" agtig noget, i stedet er det mere blære rap om deres egne og gadens "krigs" historier, egentlig meget sej tilgang, Everlast er igen på omkvæddet, men det gør ikke helt så meget. Faktisk et rigtig fedt track, som helt klart fortjener mere end et enkelt lyt.

11) Gun In Your Mouth

De er godt nok hardcore, på en hardcore agtig måde. Der er godt nok meget vi-siger-ikke-rigtig-noget-men-er-mega-hårde tracks på det her album og 11 numre inde begynder jeg i hvert fald at savne noget indhold.

12) Nuclear Medecinemen (Feat. Q-Unique & Immortal Technique)

Hold da kæft det virker nærmest som om der er nogen som kan læse mine tanker, så kommer der endelig et track med noget indhold, som går ud over hvor hårde og seje de er. Det er ikke lige min smag, det er typisk Immortal Technique, som jeg i forvejen har meget blandede følelser omkring og så råber de helt vildt - men ikke på den der fede M.O.P. måde. Jeg tænder helt af på den her slags tracks og har kun én ting at sige; rah, rah, rah no one understand you she bear.

13) That's Coke

Lyder helt vildt som noget Jadakiss ville rappe over, endda med hans velkendte hyl i baggrunden. Skal du have Coke så ring til La Coka Nostra, det leverer de nemlig enten i form af musik eller i sække. Okay jeg er lidt træt, det er faktisk et meget fedt track, men 13 tracks og det her album begynder at trække tænder.

14) Fuck Tony Montana (Feat. Sick Jacken & B-Real)

Endnu et vi er fuldstændig psyko track, til gengæld leverer Ill Bill endelig et fuldstændig bananas vers, som Everlast slet ikke kommer i nærheden af, det er der faktisk ikke nogen af dem der gør. B-Real leverer et ret kedeligt vers, som desværre ødelægger trackets klimaks lidt, Sick Jacken kommer til gengæld correct og jeg har det lidt som om det bare skulle have været ham og Ill Bill på det her track, da resten af crewet bare var fyld.

Opsummering

Lad det være sagt med det samme at jeg ikke er den vildeste fan af hele Ill Bill lejren, ud over et par enkelte tracks så er der aldrig et helt album som har fanget mig, og jeg synes det hele bliver lidt for surt og i sidste ende plat. Faktisk kan jeg kun lide Ill Bill når han er ekstra psyko og ond horrorcore agtig, som man oplever ham på det sidste track. Overordnet er albummet rimelig godt, og jeg er overbevist om at fans af genren vil elske det. Personligt bliver det dog lidt for meget og 14 tracks føles pludselig som 30, jeg ville slet ikke kunne overskue at kæmpe mig igennem hele pladen lige foreløbigt og jeg har allerede memoriseret de 3-4 tracks, som jeg vil pille ud til playlister etc.

Sidst men ikke mindst, synes jeg godt de kunne have gjort lidt mere ud af de overordnede temaer i teksterne da det bliver meget ensformigt i længden og man i sidste ende står med en del tracks som er nærmest umulige at differentiere fra hinanden.

Tryk her for at hente: La Coka Nostra - A Brand You Can Trust (sampler)

og resultatet blev...

2009-11-30T19:08:00.003+01:00

Jeg vil lige lave en hurtig opsummering på gårsdagens indlæg, som der var mange af jer der var så venlige at tage del i.

Som i kan se er der blevet lavet lidt ændringer, jeg er stadig ikke 100% sikker, men indtil videre må det være på denne måde. Af hoved ændringer, kan jeg nævne:

Facebook boxen er stærkt reduceret
Event kaldenderen er rykket op og har fået et smartere layout, som muliggør flere informationer og muligheder for læseren.
Twitter feed er rykket lidt ned, så den er knap så meget "in-your-face" men mere fungerer som lidt ekstra info, når man alligevel læser et indlæg.
Afstemningerne er rykket ned til hvor den oprindeligt var, hvilket umiddelbart har fungeret ganske godt.
Blog arkiv forbliver uændret
Etiketterne er fjernet, indtil jeg finder en løsning som virker knap så rodet.

Endnu engang tak for hjælpen, enhver feedback med ris/ros er altid velkommen.

Uanset layout ændringerne her på bloggen, så vil jeg forsikre jer om at

Tek (from Smif-N-Wessun) - Nothing's Gonna Change

King-Tee - Nuthin' Has Changed (Feat. Kool G. Rap)

2nd II None - Nuthin' Has Changed (Feat. DJ Quik)

Mista Grimm - Nuttins Changed

Ustrukturerede søndage (del 6)

2009-11-29T19:30:00.019+01:00

Det her bliver et af de der rigtig kedelige indlæg, hvor der ikke er noget musik. Jeg håber dog at i lige vil gøre mig den tjeneste at bruge 2 minutter på at læse indlægget igennem og eventuelt give lidt feedback.

Bloggens layout & indhold

Som i nok har bemærket har jeg løbende lavet ændringer til layoutet her på det sidste, i dag er jeg så gået skridtet længere og integreret, samt flyttet nogle elementer. Personligt kan jeg godt lide ændringerne (ellers havde jeg nok ikke gjort), men jeg frygter at nogle af jer vil synes at bloggen virker for rodet, eller at jeg prøver at presse for mange ting ind. Jeg er alene med bloggen og har ikke et månedligt "redaktionelt" møde hvor jeg kan diskutere den slag, for så vidt denne blog gælder er I redaktionen.

Facebook Fan Boks

Fan boksen er tilføjet så jeg kan se hvor mange som følger bloggen, det er ren ego - men ellers føler jeg bare jeg skriver til ingen. Men nu er den rykket op og fylder en del, er det forstyrrende? eller gør det ingen forskel.

Twitter Feed

tobeannounced twitter profilen fungerer som en forlængelse af det indhold som bloggen dækker, men som der ikke rigtig er plads til. Ud over enkelte tracks og mixtape, bliver den opdateret med random hip hop relaterede nyheder eller blog indlæg. Jeg kan se der er en del af jer som følger de links som bliver smidt op, men er det egentlig kun én af jer som kan lide den? eller er der flere.

Event Kalender

Event kalenderen er et nyt tiltag, hvor jeg vil prøve at udnytte bloggens ét-sides layout, som gør det muligt at dække et væld af informationer uden at brugeren/læseren behøver at bevæge sig væk fra hoved siden. Kalenderen viser de 5 events som ligger tættest på den pågældende dato, og inkludere navn, sted og pris. Da det er på "beta" stadie, så er der ikke sat så mange events ind. Hvis i kan lide tiltaget, så vil jeg bruge ugen på at fylde den op. Hvis man har et event man gerne vil promovere, så smid en mail på: tobeannounced@gmail.com - husk at skrive prisen på det pågældende event.

One time for your mind afstemningerne

Afstemnings modulet har været der i et par uger og der er en del som stemmer i forhold til hvad jeg havde regnet med. Jeg er selv rimelig tilfreds med metoden, da den letter mit beslutningsarbejde en del så jeg ser ingen umiddelbar grund til hvorfor den ikke skulle blive. Eventuelle kommentarer til modullet, er mere end velkomne.

Etiketter & Blog Arkiv

Da Google search modullet overhovedet ikke fungerede optimalt, har jeg fjernet den og sat etiketter ind helt nede i bunden. Det er en nem og overskuelig måde til at finde indlæg med de kunstnere som bloggen har dækket. Blog arkivet er en rimelig standard blog ting, som jeg ikke umiddelbart ser nogen grund til at fjerne, da det gør det muligt for nye læsere hurtigt at læse op på gamle indlæg.

De er begge gemt væk i bunden, så dem der ønsker at gøre brug af dem selv skal opsøge dem.

Eventuelle kommentarer til modulerne er igen mere end velkomne.

Aflsuttende

Jeg ville blive mere end glad for ris/ros angående ændringerne, så jeg har en fornemmelse af hvad jeg gør rigtigt og hvad jeg gør forkert. Ellers håber jeg bare at i vil blive ved med at vende tilbage.

Bring da Rawkus

2009-11-25T11:01:00.007+01:00

Jeg synes det er ved at være noget tid siden jeg har lavet et ordentlig indlæg herinde, altså et af de der ol' school indlæg med noget unreleased shiat. Så derfor kommer der lige ét af to indlæg, med et par udgivelser som jeg tror er fløjet under radaren hos rigtig mange af jer.

Skillz - I Ain't Mad No More

Skillz har i mange år været meget åben omkring sin rolle som såkaldt ghostwriter for flere etablerede artister, og selv om han ikke er meget for at røbe hvilke kunstnere han har hjulpet, så er det relativt velkendt at en stor del af Bad Boy rosteren (fra 90'erne) har fået hjælp fra Skillz' pen. Rygterne om Skillz ghostwriter credits, har dog også betydet at hans egen musik er blevet sidestillet en del i medierne, som i langt højere grad vil høre om han har nedskrevet et nyt Puffy hit, fremfor hvilke (egne) projekter han har gang i. Dette skyldes i høj grad udgivelsen af "Ghostwriter" tracket, som i mange år overskyggede alt hvad han tidligere havde lavet (eller havde gang i), til trods for hans meget solide debut "From Where???", hvor Skillz (dengang Mad Skillz) lyder overraskende meget som Big L, over super fede produktion fra bl.a. Large Professor, DJ Clark Kent, J. Period, J. Dilla, The Beatnuts og Buckwild. Pladen er en overset perle, som havde fortjent langt større opmærksomhed.

Op igennem halvfemserne og begyndelsen af årtusindeskiftet har Skillz svært ved at finde sin plads, og han begraver sig dybere og dybere ind i rollen som hemmelig ghostwriter. Ud over et par gæsteoptrædender på diverse udgivelser, er der ingen konkrette tilbud som byder sig, på nær et eventuelt samarbejde med Timbaland, som dog ender med falde til jorden og ikke byder på mere end et enkelt track på "Tim's Bio" pladen.

I løbet af 2001 vender heldet dog og det lykkedes for Mad Skillz at få kontrakt hos det legendariske Rawkus Records - muligvis på grund af "Ghostwriter" hypen, som udkom i 2000 og fik hele verden til at holde øje med den berygtede spøgelses skribent. Rawkus er dog et selskab, ligesom ethvert andet selskab, hvilket ganske enkelt betyder at de også har en plade eller to liggende på hylderne. Albummet "I Ain't Mad No More", som skulle være Skillz stærke retur til scenen, samt en afsked med sit tidligere "Mad" moniker, blev desværre skrottet. I årene efter er Skillz blevet mindre kendt for sit ghostwriter arbejde og har fundet en ny lille niche med de årlige rap-ups, hvor han opsummerer det forgangne år gennem rap. Den nye fidus overskygger endnu engang Skillz øvrige arbejde, og der skal gå helt til 2005 før han udgiver nyt med "Confessions Of A Ghostwriter".

"I Ain't Mad No More" blev solgt som bootleg af Skillz selv til flere af sine shows, derudover findes den oprindelige "retail" version også rundt omkring, da den blev sendt ud som promo. Begge udgaver er dog meget sjældne og jeg er aldrig faldet over et eksemplar som var til salg. Flere af numrene, 9 for at være helt præcis, dukker op på "Confessions Of A Ghostwriter" fra 2005 - hvilket giver en meget god pejling af hvordan albummet lyder.

Det er en fed udgivelse, med produktioner fra bl.a. Timbaland, Neptunes og Hi-Tek, derudover er Skillz i topform og man vil bestemt ikke blive skuffet, hvis man i forvejen er Skillz fan.

Tryk her for at hente: Skillz - I Ain't Mad No More

One time for your mind (del 17) - Def Jam - 25th Anniversary Box

2009-11-24T11:49:00.015+01:00

Der kommer ikke nogen ny udgivelse på afstemningen, da jeg tænkte det kunne være rart lige at køre nogle af de andre udgivelser i bund, for derefter at nulstille med fem friske udgivelser. Ellers ender det bare med at man kører rundt i de samme 3-4 udgivelser uge efter uge.

Denne uge er afstemningen faldet på en lidt speciel udgivelse, hvilket betyder at jeg er blevet nød til at gribe det lidt anderledes an. Da det drejer sig om en opsamlings udgivelse, har jeg med højst sandsynlighed allerede hørt en stor del (dem alle sammen) mange, mange gange før. Derfor bliver dette en mere traditionel anmeldelse af hver enkelt CD og pakken som helhed, det håber jeg i kan leve med, da jeg simpelthen ikke gider sidde og skrive kommentarer til 60 numre, som jeg i forvejen kender - hvilket en stor del af jer sikkert også gør.

Def Jam - 25th Anniversay Box

Pakken

Pakken (billede) indeholder 5 CD'er, med i alt 12 numre på hver CD. Hver CD kommer i en utrolig flot digipack, hvorpå der er trykt klassiske billeder fra Def Jam arkiverne. CD'erne kommer i en mini vinyl "crate", og er stærkt inspireret af Tommy Boy's Greatest Beats pakken (billede), hvilket egentligt er ret uoriginalt. Derudover er der inkluderet en t-shirt, som er lavet i samarbejde med Adidas. T-shirten er i rigtig god kvalitet, men gør ellers hverken fra eller til for mit vedkommende. Sidst men ikke mindst er der en lille bog om Def Jam's historie, som er en fin lille tilføjelse.

(Fuld tracklist)

CD1 - 1984/1988

Første CD dækker fint de første år ved Def Jam, de første (vigtigste) singler fra selskabet er at finde på CD'en, men det er lidt underligt at inkludere to numre med Beasties og så udelade deres første single på selskabet "Rock Hard". Ellers dækker den fint nogle af de vigtigste skridt for Def Jam, eksempelvis med inkluderingen af Oran "Juice" Jones' "The Rain", som var det første hit under deres RnB afdeling. LL, Slick Rick, Beasties og Public Enemy er alle fint repræsenteret, men kickeren for denne CD må dog siges at være inkluderingen af "It's The Beat" af Run-DMC, som måtte gå under navnet "Hollis Crew", da Priority ejede rettighederne til deres navn og ikke ville give tilladelse til at udgive på et andet selskab under Run-DMC navnet.

CD2 - 1989/1993

Så rykker det stille og roligt op i 90'erne og man kan straks mærke at der skal gøres plads til lidt flere kunstnere, EPMD, Redman, Warren G, LL, Method Man, ONYX, Nice & Smooth, 3rd Bass plus et par knap så velkendte artister pryder tracklisten, men der er ikke meget plads til andet end "the hits". "Room To Breathe" med Downtown Science, må siges at være denne CD's overraskelse. Et super smooth nummer, fra en udgivelse der har været ude af tryk i mange år efterhånden.

CD3 - 1994/1998

Så bevæger vi os op til der hvor Def Jam virkelig begynder at ramme (og ikke mindst sigte efter) mainstreamen. Taget i betragtning af de udgivelser der var på dette tidspunkt, så er der nogle meget tvivlsomme valg. Kunne man ikke have fundet et "vigtigere" DMX nummer end "Party Up In here" eller et bedre Jay-Z nummer end "Hard Knock Life"? Derudover er der ikke ét nummer, som umiddelbart skulle være specielt på nogen måde, intet remix, ingen obskur 12", ingen ting. Desuden er Meth og Red totalt fraværende, ud over deres "Da Rockwilder" track (meget underligt).

CD4 - 1999/2003

Ah årtusindskiftet, måske den sidste gode periode i rap. The Roc er i top og der er gjort plads til intet mindre end fem numre med Jay-Z, ud af tolv...??!???! Det er jo åndsvagt, ikke engang Scarface får lov til at få et solo nummer. Selv Beanie Sigel får sit eget nummer, samtidig med at han er på to andre numre, jeps i læste rigtigt tre numre med Beanie, men kun ét med Luda. Det specielle cut, skal nok findes i "Is that your chick (The Lost Verses)" med en version hvor Memphis Bleek gæster. Bonus info: tracket var møntet mod Nas med hensyn til at Jay havde knaldet hans baby-moms.

CD5 - 2004/2008

Sidste CD og måske også den mest uinteressante periode hos Def Jam (hvis man spørger mig), ikke at der ikke er nogle gode (og vigtige) numre i denne periode, de er bare ikke på denne CD, hvor man udelukkende har valgt de største hits. Rihanna, Ne-Yo og The Dream (?) viser virkelig Def Jam's udvikling. Ellers er der nogle numre med Ghost, Nas, The Roots og Kanye, men det er kun de absolut sikreste valg som er her. Endnu en CD uden noget nummer som skiller sig ud.

Opsummering

Det altovervejende spørgsmål, som de fleste af jer nok søger svar på, er sandsynligvis hvorvidt man skal skrive denne box på sine juleønsker. Spørgsmålet kan besvares ud fra to perspektiver A) du kan (ligesom mig) godt lide denne slags udgivelser, du er ligeglad med selve musikken men vil gerne have pakken. B) Du vil gerne have en gennemført opsamling, fra et af vore tids vigtigste Hip Hop labels. Hvis du er en A'er, så er du alligevel fuldstændig ligeglad med hvad jeg skriver, faktum er at pakken er utrolig veludført og flot, og ville være en fin tilføjelse til samlingen. Der er desuden en Diamon udgave, med nyler og det hele, som jeg desværre ikke havde hørt om før. Hvis du til gengæld er B'er, så skal du holde dig langt væk fra det her makværk. Det er virkelig en skam at indholdet på CD'erne ikke matcher den flotte indpakning, og udgivelsen rejser flere spørgsmål end den søger at besvare.

Den første CD er uden tvivl den bedste, hvor man virkelig får indtrykket af at man har forsøgt at fortælle lidt om Def Jam's opstart. Derefter går det stærkt ned ad bakke, med flere og flere tvivlsomme valg. Hvorfor er der kun 12 numre på hver CD, når der er udeladt så meget? Hvorfor er Jay-Z overeksponeret i en grad hvor det virker som om han har haft en finger med i spillet? Han er på syv numre, ud af 60 - det er over 10% og han udgør altså ikke 10% af hele Def Jam's historie. Der er så mange mangler at jeg ikke vil gennemgå dem alle, den største mangel for mit vedkommende må dog siges at være manglen på noget ekstra shit. Den ovennævnte Tommy Boy boks, var spækket med særlige versioner af tracksene samtidig med at der var en bonus remix CD. Man må da forvente at det hovedsageligt er samlere som køber denne boks, hvorfor er der så ikke noget for samlerne, der højst sandsynlig i forvejen har alle Def Jam's udgivelser som er værd at have - jeg forstår det simpelthen ikke. (Jeg vidste det selvfølgelig godt i forvejen, da tracklisten har været offentliggjort længe - men det betyder ikke jeg forstår det).

I sampleren har jeg valgt de tre numre, som jeg nævner der skiller sig ud fra mængden. Der er blevet fjernet tre samplere fra bloggen, da det virker som om disse nye udgivelser rejser nogle flag hos enkelte instanser. Hvis jeg får en til henvendelse, så må jeg ny-tænke samplerne i disse indlæg (kom gerne med bud).

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Def Jam - 25th Anniversary Box (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Ustrukturerede søndage (del 5)

2009-11-22T21:47:00.005+01:00

Fødselsdags ønskerne er veloverstået og det er så småt blevet tid til at kigge på den bachelor opgave jeg slet ikke har skænket en tanke. Inden da, vil jeg dog lige bruge det resterende af min søndag på at indfri ét sidste ønske, som jeg nu har modtaget en del gange i løbet af de sidste 3 år bloggen har eksisteret.

Det drejer sig om en liste over blogs, som jeg personligt tjekker og finder interessante. Det er egentlig ikke fordi det skal være helt vildt hemmelighedsfuldt, jeg har bare aldrig rigtig forstået relevanssen i forhold til denne blog (der er nok ikke så mange decideret musik blogs, som i regner med). Jeg tjekker mange andre blogs generelt, når jeg eksempelvis skal skrive et indlæg, eller søger efter konkrette ting, de listede er blogs som jeg tjekker hver dag (flere gange dagligt).

http://www.illdoctrine.com/

En af de eneste Vlogs der er værd at tjekke, han opdatere indholdet alt for sjældent (selv i forhold til mig) men når han endelig gør, plejer det at være ventetiden værd.

http://fuck-tha-muthaphukkin-police.blogspot.com/ (Back 2 Da OG/Don't Bite Tha Funk/One Eight Seven)

Den absolut bedste west coast blog derude, her finder man ALT hvad man overhovedet kan drømme om af obskurt west coast shiat.

http://nahright.com/

Måske en cliché, men dette er nr. 1 kilde til 90% af alt det som bliver kørt igennem alle de andre hip hop blogs. 95% af indholdet er lort og irrelevant, men de sidste 5% er det hele værd - og så har man det med det samme.

http://gooddoctorzeus.blogspot.com/ (Not A Blogger)

En rigtig blog, i den gammeldags forstand. Skriver om alt og intet inden for hip hoppens univers, med lige dele humor og indsigt. Bestemt et kig værd.

http://content.onsmash.com/

Nok den bedste "content" blog derude, den minder på mange punkter om NahRight, men hvor alt lortet er skåret fra. Derudover bliver bloggen løbende opdateret med sneaker og gadget nyheder, som er en god lille bonus hvis man interesserer sig for dette.

http://qbmerlin.blogspot.com/

QB all day every day, alt hvad man overhovedet kan drømme om, fra et af de mest produktive kvarterer i hip hop.

http://startsnitching.blogspot.com/ (Telling the Truth Off of the Project Roof)

Denne blog har ikke været aktiv siden august og har generelt et rimeligt on/off liv, men når han endelig kører, så er det fandme sjovt. Det er ikke en "hip hop blog" per se, men da den kørte regelmæssigt var det et overordnet "hip hop" publikum som kommenterede og linkede.

http://philaflava.blogspot.com/ (The T.R.O.Y. Blog)

Man kan ikke have en blog-roll over hip hop blogs, uden at inkludere denne. Bloggen udspringer fra det notoriske Philaflava forum, hvilket nok må siges at være et af de mest engagerede musik forum derude. 95% af indholdet er bruger kreeret.

http://therapup.uproxx.com/ (The Rap Up - It's Bigger Than Hip Hop)

Samme stil som OnSmash, dog langt mere personligt og med en del mere "spredt" indhold. Hvis man desuden har lidt interesse for basket og kvinder, så går man ikke helt galt her.

http://internetscelebrities.com/ (On the Internets, nobody knows you're a Celebrity)

Dallas Penn og Rafi Kam er "The Internets Celebrities", den absolut bedste Vlog overhovedet. Period. Must see shit.

http://www.dallaspenn.com/

Dallas Penn's blog, alt mellem himmel og hip hop, måske en af de bedste bloggere overhovedet.

http://www.ohword.com/

Rafi Kam's blog, samme stil som Dallas Penn, uden sneaker fetichen.

http://www.unkut.com/ (A tribute to ignorance (remix))

Hvis man sidder fast i en slut firser til slut halvfemser tidslomme, som mange af os gør, så er dette stedet for dig.

http://www.byroncrawford.com/ (The mindset of a champion)

Den mest hadet blogger på the Internets, jeg vil ikke give nogen forklaring hvorfor - læs selv og find ud af det, enten elsker man ham eller også så hader man ham, uanset hvad så vil man garanteret vende tilbage igen og igen og...

http://daily-math.com/weblog/ (Daily Mathematics)

Combat Jack's blog, who the fuck is that? tidliger head-honcho advokat for blandt andre Def Jam, har altid en interessant historie eller analyse fra dybt inde i rap industrien.

http://www.xxlmag.com/

Hjemsted for Dallas Penn, Byron Crawford, Combat Jack og Ron Mexico, deres nyheds indhold stinker, men deres bloggere er blandt de aller bedste. Specielt hvis man når at fange et Byron Crawford indlæg, inden det bliver fanget af XXL's censur.

http://hiphopisntdead.blogspot.com/

En anmeldelses blog, som dækker meget bredt fra nyt til gammelt.

http://www.hiphoppress.com/ (Hip Hop Press: Releases)

Nogle folk tjekker Spine, jeg går direkte til kilden. Layoutet stinker, en del af indholdet er fuldstændig uinteressant, til gengæld dækker det nærmest alt hvad der er værd at følge med i.

http://danteross.com/blogs/jzone/

Den eneste kunstner blog jeg tjekker, J-Zone er super intelligent og en ægte rap nørd, som ikke er bange for at træde nogen over tæerne eller give props. Her er ingen halvhjertet indlæg, hvor ALT SKRIVES MED CAPS.

http://dontgetgassed.com/

Dette er så også en kunstner blog, men forskellen er bare at jeg ikke giver en fux for Mr. Cipha Sounds. Han laver til gengæld den absolut bedste podcast (Juan Epstein), sammen med Peter Rosenberg, og det er det eneste sted man kan få den så snart den rammer nettet.

http://www.dotgotit.com/

Ssshhhh.... det er det hemmelige sted, alt det "new shit" før alle andre. De skifter sted rimelig ofte, men går altid under samme navn.

Føs'dags ønsker (del 13)

2009-11-21T12:08:00.011+01:00

Så er vi nået til afslutningen på dette års fødselsdags ønsker. Selvom jeg ved der er en del ønsker som ikke er blevet indfriet, så skyldes det udelukkende at jeg ikke har haft noget som jeg selv synes var interessant nok i forhold til bloggen. Ellers håber jeg da at i har været tilfredse med de ting som jeg nu engang har fundet frem.

Måske ikke alle deres udgivelser, men stadig en rimelig god startpakke.

D-Block Collection

The LOX - Money, Power & Respect
The LOX - We Are The Streets
D-Block - Best Of Green Lantern
D-Block - Peer Pressure
D-Block - Peer Pressure II
D-Block - Street Certified
D-Block - Street Muzik
D-Block - The Mixtape
D-Block - We Are Still The Streets
D-Block - Y.O.'s Finest
Jadakiss - Jada's Got A Gun
Jadakiss - Kiss Of Death
Jadakiss - Kiss Tha Game Goodbye
Jadakiss - The Last Kiss
Jadakiss - The Predator Is Back
Sheek Louch - After Taxes
Sheek Louch - Can't Cage A Wolf
Sheek Louch - Still A Wolf
Styles P - A Gangster And A Gentleman
Styles P - Ghost In The Machine
Styles P - Independence
Styles P - Super Gangster (Extraordinary Gentleman)
Styles P - The Ghost Sessions
Styles P - The Phantom
Styles P - The Phantom Menace
Styles P - Time Is Money

Fordelt over syv filer, som alle skal hentes ned og pakkes ud med zip program.

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 1)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 2)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 3)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 4)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 5)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 6)

Tryk her for at hente: D-Block Collection (del 7)

Føs'dags ønsker (del 12)

2009-11-20T07:44:00.006+01:00

Der går lidt tid mellem hvert indlæg, da jeg ikke har den vildeste upload hastighed. Her kommer en blandet omgang ønsker.

Det var faktisk rigtig svært at finde noget med Digable Planets og/eller Bush Babees, som umiddelbart virkede super interessant. Der findes åbenbart en Promo udgave af Bush Babees' "Ambushed", hvor tracklisten er anderledes fra originalen. Det har ikke været muligt for mig at finde en kopi på nettet, jeg ville købe den og rippe den, men den er lige lovlig dyr til bare lige at gøre det. Jeg har dog fundet lidt;

Da Bush Babies - Non Album Tracks

10 tracks fra Da Bush Babees, som er kompileret af OhWord.

Der blev ønsket noget gammelt 50 Cent, derfor har jeg valgt at fremhæve tre mixtapes fra 2002, som alle havde en afgørende rolle i at gøre 50 Cent så stor som han blev. Alle tre mixtapes er en del af en serie og mixet af DJ Whoo Kid, hvis man kan lide vintage 50, så vil man elske disse.

50 Cent & G-Unit - 50 Cent Is The Future
50 Cent & G-Unit - No Mercy, No Fear
50 Cent & G-Unit - God's Plan

Så er der lidt blandede ønsker, som der ikke lige umiddelbart er så meget at skrive om.

Obie Trice - The Most Underrated (Mixtape)
J.Cole - The Come Up
J.Cole - The Warm Up
Children Of The Corn - Collector's Edition

Tryk her for at hente: J.Cole & Obie Trice

Tryk her for at hente: Children of the Corn & Da Bush Babees

Tryk her for at hente: 50 Cent & G-Unit

Føs'dags ønsker (del 11)

2009-11-18T09:03:00.008+01:00

Så er det blevet tid til anden del af 2009's fødselsdags ønsker.

Special Teamz

Jeg ligger ikke rigtig inde med nogle decideret Special Teamz ting, men jeg har dog nogle ting fra de enkelte medlemmer. Jeg har valgt at undlade materiale med Edo G, da jeg gerne lige vil gemme ham lidt.

Special Teamz - The Mixtape (mixed by DJ Jayceeoh)

Officielt mixtape, som blev udsendt umiddelbart inden deres debut.

Slaine - The White Man Is The Devil Vol. 1
Slaine - The White Man Is The Devil Vol. 2

To mixtapes af Slaine, som er det eneste solo han har lavet.

Kreators - No Contest
Kreators - Live Coverage
Kreators - Greatest Past & Future

Kreators er en gruppe som Jayceon var en del af inden han gik ind i Special Teamz. Kreators har udgivet tre albums, som alle er meget anbefalelsesværdige.

Tryk her for at hente: Special Teamz (del 1)

Tryk her for at hente: Special Teamz (del 2)

One time for your mind (del 16) - K'Naan - Troubadour

2009-11-17T11:40:00.007+01:00

Jeg kan meget godt lide denne her måde at gøre det på, jeg får hørt noget af det musik jeg køber ordentlig igennem, samtidig med at jeg føler i har noget medbestemmelse og læser om de udgivelser i har lyst til at vide noget mere om. Som i kan se er der kommet en ny udgivelse på afstemningen, og denne vil løbe indtil næste tirsdag.

K'Naan er en kunstner som jeg først lærte at kende, da jeg var inde for at se Damian Marley i Vega. Det var K'Naan som varmede op og han var alene på scenen, kun bakket op af sin guitar og en meget stor fyr med en endnu større djembe. Opvarmningen gik rent ind hos mig, som uden at tøve købte en CD af en meget venlig K'Naan ude i forhallen. I mellem tiden er K'Naan vokset sig ganske stor, den CD jeg købte i slim-line cover er nu blevet "ordentlig" udgivet, derudover er der kommet en live CD og nu denne her, hans opfølger.

K'Naan - Troubadour

1) T.I.A.

Super banger beat, som lyder meget verdsligt (på en eller anden braziliansk fodbold anthem agtig måde). K'Naan byder velkommen til Afrika, med alt hvad der dertil hører. Det er et fedt nummer, som virkelig banger - et virkelig godt åbningsnummer.

2) ABCs (Feat. Chubb Rock)

Det her track har lidt samme føling som tracket forinden. Cubb Rock er sej, det er et spøjst valg, men det holder 100%. K'Naan har gang i noget dobbelt tempo agtig noget, det lyder lidt forceret, men det gør ikke så meget for helhedsindtrykket. Kort og fedt nummer, som helt klart bliver løftet helt vildt af Chubb Rock.

3) Dreamer

Et ret hurtigt beat, som lyder lidt rodet i starten, men som køler lidt ned når K'Naan begynder at rappe. "I'm a dreamer... bla. bla. bla." ret kedeligt track, han siger en masse uden at sige noget som helst - og så er det meget langt.

4) I Come Prepared (Feat. Damian Marley)

Et meget strippet beat, som virkelig bumper. K'Naan dropper noget ren blære rap, som virkelig holder på den der jeg-har-set-alt-fordi-jeg-er-somali facon. Det ville faktisk slet ikke have gjort noget hvis Damian ikke var droppet forbi. Men han er også super sej, så han giver tracket et ekstra boost. Super fedt nummer.

5) Bang Bang (Feat. Adam Levine)

Et lidt rock-poppet agtig beat, som ikke er særlig godt. Det her lyder som et Maroon 5 nummer, hvor K'Naan gæster og det er ikke særlig godt. Jeg ved godt Adam Levine (Maroon 5) er ligeså hip hop som Coldplay, fordi de har fået et remix af Chris Martin (ikke Coldplay, men DJ Premier) og Q-Tip, men indtil videre er det altså kun Kanye, som har formået at få et godt nummer ud af det. Et alt for påtaget forsøg på at få noget MTV spilletid.

6) If Rap Gets Jealous (Feat. Kirk Hammett)

Var der ikke et nummer som hed det samme på hans sidste CD. Jo det var der, denne gang er det bare med ham guitaristen fra Metallica. Det stinker - BIG TIME. What the fuck, K'Naan er vist lidt forvirret omkring hvad han helt præcist vil, det her er i hvert fald bare larm.

7) Wavin' Flag

Meget simpelt afrikansk inspireret beat, K'Naan tager den afrikanske accent helt ud i denne omgang og laver et nummer der lyder fuldstændig som et nødhjælpsnummer. Det er virkelig slemt, jeg forventer at høre dette track på CNN som backdrop til et inside-africa indslag om den næste udsending af læger uden grænser til udsatte områder af Somalien. Det er kedeligt, det er uambitiøst og det er en OM'er.

8) Somalia

La, la, la, laaa, la, la, la, laaa, over et meget fedt beat, som switcher over til noget rimelig asien inspireret stryger noget - lidt underligt. K'Naan rapper om det hårde liv i Somalien, det er lidt underligt at beatet minder mig om Shogun. Det er aldrig rart at høre K'Naan rappe om livet i Afrika, og det er noget af det han er bedst til, men tracket er meget kedeligt og det underlige beat valg passer bare overhovedet ikke til det land han rapper om - måske det bare er mig?

9) America (Feat. Mos Def & Chali 2na)

Nu er beatet over i noget jive/swing agtig noget, et super fedt beat og K'Naan rapper på ?somalisk?, det lyder svedigt as fuck, men nu switcher han over på engelsk med et switchet flow. Omkvæddet er på ?somalisk?, det lyder stadig svedigt. Mos Def er dejlig nonchalant i sit vers, nu sagde han swagger - øv, men det var stadig et stilet vers. Chali 2na er min yndlings Jurrassic 5'er, han er også sej og hans vers er helt klart det bedste. Det her er helt klart et af de vildelste numre jeg længe har hørt, det holder hele vejen.

10) Fatima

Endnu et beat der lyder som noget fra inside-africa, et forfærdeligt kærlighedstrack. Der er ikke noget godt at skrive her, det varer 5 min. og jeg benytter lige mulighedden for at tisse og hente et glas vand.

11) Fire In Freetown

Kun en akustisk guitar, så kommer der lidt trommer ind og det hele tager lidt til efter ca. et minut. Meget afdæmpet og vellydende, K'Naan synger på det her track. Et meget fedt nummer, som giver indtrykket af et jam-session. Det minder lidt om en blanding af The Police, Bob Marley og Saul Williams - ganske udemærket.

12) Take A Minute

Endnu et ret stille beat, som også har en akustisk fornæmmelse. Brug et minut til at sætte tingene lidt i perspektiv, det er trackets overordnede budskab. Her er endelig et nummer, hvor han lyder lidt sur og som om han har noget han virkelig gerne vil fortælle - ligesom hans første plade. Det holder.

13) 15 Minuttes Away

Et track om at vente 15 minutter på at pengene går igennem, det er da et sjovt emne. Endelig en rapper som har lige så hårdt brug for penge som mig. Desværre er det et rigtig dårligt nummer, som er alt for langt og virkelig dårligt udført.

14) People Like Me

Et meget tungt og trist beat, med strygere og det hele. K'Naan rapper som soldat i Irak, gad vide om næste vers handler om at være Iraker og næste vers igen om at være familiemedlem til en soldat i Irak? (det håber jeg ikke) At nævne Bush er lidt passé, han hedder altså Obama nu - og hed det vist også da denne CD udkom. Okay andet vers handler om en "working-class" kvinde, som er blevet fyret... livet er hårdt med finans-krisen, der er nogen som ikke fik "hope" memoet. Tredje vers handler om K'Naan selv og hans fætter, K'Naan kommer ud af Somalien - men det gør hans fætter ikke. Tredje vers redder dette track fuldstændig - og det ville have været bedre hvis han bare havde lavet et meget kort nummer, måske en interlude med det ene vers, som så kunne have været outro. Nu er det bare et meget langt og meget kedeligt afslutningsnummer.

Opsummering

Umiddelbart var det en ret kedelig affære, albummet er fyldt med numre som aldrig skulle være kommet længere end det papir de blev skrevet på. Derudover virker K'Naan ægte forvirret omkring hvilken musikalsk retning han ønsker at tage, Adam Levine? ham fra Metallica?? I don't get it. Der er dog nogle enkelte fede numre, i særdeleshed nummeret med Mos Def er helt klart et af de bedre numre der er blevet lavet i år. Derudover har han nogle fede gæster med, altså ud over de to ovennævnte missere. Overordnet vil jeg sige albummet er under middel, jeg ville ikke selv have købt det hvis jeg havde lyttet til det først.

Tryk her for at hente: K'Naan - Troubadour (sampler)

Føs'dags ønsker (del 10)

2009-11-15T17:57:00.005+01:00

Jeg dropper altså søndags indlægget idag, da jeg hellere vil i gang med de fødselsdags ønsker. Det bliver som det plejer, dvs. det kommer nok til at tage det meste af ugen at indfri de ønsker som skal indfries, kun afbrudt af et enkelt "One time for your mind" indlæg.

UGK - The Southern Way 2007 (re-issue)

Der blev ønsket noget Bun B, som ikke var UGK's Banned EP (som jeg alligevel allerede har smidt op én gang). Så tænkte jeg at pågældende nok heller ikke ville have The Southern Way, som jeg jo egentlig også smed op dengang. I stedet har jeg så valgt denne digital-only udgivelse fra "Big Tyme Records" som indeholder The Southern Way, enkelte numre fra Banned EP'en og en røvfuld ekstra tracks, som man ikke kan få andre steder. Man kan stadig købe denne udgivelse her.

Southern Series Vol. 1-5

Pågældende ønskede også noget southern shiat som han ikke havde hørt før, den var lidt sværere og jeg har derfor valgt en lidt alternativ/anderledes indfrielse af ønsket. Southern Series "compilationerne" stammer fra en af de bedre hip hop blogs derude, nemlig T.R.O.Y. bloggen. Alle 5 Southern Series er spækket med alt hvad man overhovedet kan forestille sig rykker nede sydpå fra 91-99. Det har i hvert fald været noget af en øjenåbner for mig, og der vil helt sikkert være noget man ikke har hørt før (eller hørt om).

High Potent - HP Gets Busy

Afslutningsvis blev der ønsket noget med Big Jaz, jeg kender ingen rapper som går under navnet Big Jaz, en google søgning viser dog at Jaz-O nogle gange går under det navn (så måske det var ham). Jeg synes ikke Jaz er så spændende, så jeg har ikke rigtig noget vildt interessant med ham. Men jeg smider da lige han mest omtalte nummer op, hvis der skulle være nogen som ikke har hørt det endnu. Det drejer sig selvfølgelig om nummeret med Jay-Z fra 1986, som er Jay-Z's absolut første optræden på plade. Jay og Jaz gik under navnet High Potent og udgav 12" "HP Gets Busy".

Tryk her for at hente: UGK - The Southern way 2007 (re-issue)

Tryk her for at hente: Southern Series Vol. 1

Tryk her for at hente: Southern Series Vol. 2

Tryk her for at hente: Southern Series Vol. 3

Tryk her for at hente: Southern Series Vol. 4

Tryk her for at hente: Southern Series Vol. 5

Tryk her for at hente: High Potent - HP Gets Busy

"Twenty-six now, and paid in full..."

2009-11-12T00:00:00.000+01:00

"Feelin' bad, from all the shit I pulled

On people back in the day

So I'm tryin' to go straight

Plus, I got a little baby hey"

Så langt så godt, 26 år, to børn, dejlig kæreste, Volvo, andel, Rolex, habil musiksamling, hvad mere kan en materialist som mig ønske sig? - lidt mere musik måske.

Nu er det tilgengæld jeres tur, de af jer som har fulgt bloggen i lang tid kender rutinen. For dem af jer som er nye til bloggen, kan jeg forklare det ganske kort. Dagen idag kan i ønske lige hvad i vil, jeg vil derefter forsøge at indfri jeres ønske så godt jeg kan.

Ved midnat slutter ønskerne, og jeg vil gå igang med at indfri ønskerne.

24 karat til den store straffer

2009-11-10T19:16:00.008+01:00

Fuck hvor lyder den overskrift forkert, men jeg står sgu ved den...

Christopher Rios aka. Big Punisher (10. november 1971 - 7. februar 2000)

I dag ville Big Pun have været 38 år, han nåede kun at lave to albums mens han levede, og han er en af de få døde kunstnere hvis bagkatalog ikke er blevet lænset for alt hvad det er værd. Det er både heldigt og underligt, for Pun må siges at være en af de absolut største personligheder (Pun intended) inden for den såkaldte latino rap.

I anledning af Pun's fødselsdag har jeg valgt at gøre noget lidt anderledes. I stedet for at hive et eller andet mixtape frem, som kan findes overalt i disse dage, har jeg valgt en skrottet plade, fra en af sine kumpaner fra way back.

Cuban Link - 24k

24k blev lavet i perioden inden Pun's død, det var meningen at albummet skulle udgives, men det blev udsat (og eventuelt skrottet) på grund af stigende urolighedder mellem Cuban Link og Fat Joe. Cuban Link havde oprindeligt været en del af "Full A Clips Crew" med Big Punisher, som dengang gik under navnet "Big Moon Dawg". I midten af halvfemserne træffer Pun og Joe hinanden, Joe inviterer ham med på sin næste udgivelse "J.O.E. - Jealous Ones Envy". Efterfølgende danner Bun og Joe gruppen Terror Squad, som hovedsageligt består af medlemmer fra Pun's førnævnte gruppe. Efter Pun's død har Fat Joe svært at holde fast i tropperne, som vender sig mod ham én efter én.

Cuban Link nåede dog at indspille et album, under sin tid med Fat Joe og co., albummet blev som sagt ikke til noget, hvilket medførte en del bøf tracks frem og tilbage mellem Link og Joe. Et enkelt af disse tracks er da også at finde på denne udgivelse, hæftet på som bonus nummer, da Joe ellers optræder på albummet en enkelt gang.

Albummet er ganske enkelt fantastisk, hvis man kan lide Big Pun, Fat Joe og sen-halvfemser rap, så vil man bestemt ikke blive skuffet. Big Pun gæster på to af numrene, men derudover gæster Ja Rule (dengang han var hardcore, jo det var han engang), Noreaga (dengang han kunne lægge et hårdt vers), M.O.P., Kool G Rap, Fat Joe og mange andre. Albummet er typisk latino rap, med nogle hardcore tracks, blandet med nogle smooth out RnB tracks. Hvis man er fan af Pun og Joe, så skal man bestemt give denne udgivelse et lyt.

Tryk her for at hente: Cuban Link - 24k

One time for your mind (del 15) - Fabolous - Loso's Way

2009-11-09T22:08:00.010+01:00

Så er det blevet tid til bloggens første demokratisk valgte gennemlytning. Fra nu af, kommer gennemlytningerne på denne måde, men det betyder ikke at der ikke kan være enkelte "afstikkere", når der eksempelvis kommer et album som jeg bare SKAL køre igennem. Derudover kan det godt været at enkelte udgivelser forsvinder fra listen, hvis jeg absolut ikke kan dy mig fra at lytte til dem og de aldrig rigtig fik nogen stemmer.

I denne uge blev det så Fabolous som skulle gennemlyttes. Jeg har ikke det vilde forhold til Fab, en god debut, blev fulgt op af nogle lidt vandede albums, med meget få solide numre. Jeg har hørt Loso' Way skulle være hans hidtil bedste album, men jeg har faktisk ikke hørt et eneste nummer derfra, så det bliver spændende at høre hvad det kan blive til.

Der er kommet en ny udgivelse på afstemningen, og de "gamle" er blevet nulstillet. Afstemningen løber igen frem til næste tirsdag.

Fabolous - Loso's

1) The Way (intro)

"And now for our feature presentation" Loso står foran en flok fotografer og interviewere, lidt ligesom det der skit med ghost som jeg ikke lige kan huske hvor er fra, hvor han ender med at give en gammel mand nogle Wallies, nåh fuck det... Fab spytter nogle rim om at klare sig uden nogens hjælp, hans typiske flow, blandet med lidt ligegyldhed. Det tænder ikke rigtig noget i mig, og han har allerede sagt swagg. Blærerøvs rap kan gøres meget bedre, han har lige brugt 4 minutter uden omkvæd and he ain't saying nothing (endnu).

2) My Time

Auto-tune omkvæd, med nogen som sig hey, hey, hey i baggrunden. Jeg giver lige Fab en chance før jeg skyder mig selv, han disser børnerimsrappere, men dropper selv noget af det mest infantile rap jeg længe har hørt frivilligt. Jeg har aldrig hørt et helt Souljah Boy nummer, men jeg forstiller mig præcist det her. Forhåbentlig er dette bare den obligatoriske auto-tune radio single. Jeg formåede dog at høre det helt igennem, mest fordi jeg skulle vægte mine ord, så jeg ikke kom til at skyde mig selv i foden, hvis dette skulle gå hen og blive en certified classic.

3) Imma Do It (Feat. Kobe)

Endnu et auto-tune omkvæd, what the fuck! De to sidste numre har handlet om at klare sig og bla. bla. bla det gør det her også, har han ikke lavet 4 albums og solgt millioner, han har da klaret sig. Indtil videre kan jeg absolut ikke forstå hypen, jeg gider ikke engang skrive om det her lort. Beatet lyder som noget Joey Moe shit og lyrikken er direkte pinlig. "

4) Feel Like I'm Back

Nah, nah, nah, nah, nah, et meget bombastisk beat, med nogle handclaps, kirkeklokker og nogle blæsere/strygere. Fab rapper om at være tilbage på scenen, ligegyldigt blær. Et fuldstændig tåbeligt omkvæd og Fan lyder fuldstændig umotiveret. Det kan være han skulle gå væk igen, og så komme tilbage når han gider. Jeg bliver lige nød til at tælle til ti, 1... 2... 3... 4... 5... 6... 7... 8... 9... 10... Ahhh... Okay, nu prøver jeg lige at lade som om jeg ikke har hørt de første 4 numre, da jeg er bange for det bare bliver et meget negativt indlæg.

5) Everything, Everywhere, Everyday (Feat. Keri Hilson)

Et meget sjovt beat, med midi lyde og lidt Mario Bros lyde spredt ind, blandet sammen med handclaps og en tung tromme. Udmærket party track, selvom jeg virkelig synes at Fab lyder totalt umotiveret, jeg ved godt at det er hans stil, men så skal musikken og lyrikken også bare holde 100%, ellers bliver det sgu for dovent. Det her nummer er bestemt ikke godt, det skal i ikke tro, det er bare det bedste indtil videre. Et minut tilbage, jeg hopper videre.

6) Throw It In The Bag (Feat. The Dream)

Fuck det jeg bruger ikke tid på det her lort, der er meget få som kan lave gode tracks om at flosse. Fab er ikke en af dem, det er så dumt og ligegyldigt. Lyt til Poppin Tags med Big Boi, Jay-Z, Twista og Killa Mike, hvis i vil lære hvordan man gør. Han prøver endda at lave sit eget lille call-out hook, men han lyder så fucking umotiveret at han ikke engang kan komme ud over beatet. Under normale omstændighedder så ville jeg slukke nu, seks numre og de er alle seriøst dårlige. Fab har 10 numre at gøre godt ved nu, Illmatic var også kun 10 numre, så jeg krydser fingre.

7) Salute (Feat. Lil' Wayne)

Lidt militær trommer, med nogle blæsere og nogen som siger hey i ny og næ. Fabolous giver sin bedste Lil' Wayne lyrik, og den er faktisk ikke dårlig. Wayne lyder til gengæld fuldstændig smadret, den mand lever så meget af sit flow, at jeg undrer mig om der overhovedet er nogen som lytter til noget af det lort han nogengange kan få fyret af. Dette vers var nu ganske udemærket. Titlen siger lidt sig selv, men lad det være sagt med det samme et collabo mellem disse to herrer kan ikke rigtig komme op ved siden af Nas X Jay-Z eller Ghost X Doom.

8) There He Go (Feat. Paul Cain & Freck Billionaire)

Fuck det jeg stopper nu...

Opsummering

Jeg er ked af, det men jeg har kæmpet mig halvvejs igennem og nægter simpelthen at høre den sidste halvdel. Jeg er typen som bryster mig af, at jeg giver alt musik en chance og at jeg kan se alt musik i en sammenhæng, eksempelvis Souljah Boy, som appellerer til folk som godt kan lide personlige ringtoner og vellavet dansevenlig rap. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en Souljah Boy plade, så ville det være ud fra disse kriterier (og ingen andre). Men det her er ikke en anmeldelse, det er en gennemlytning af noget, som jeg selv har købt og som jeg håber på i det mindste indeholder hvad den lover. For det første hvorfor fuck hedder den Loso's Way og har en stærk mafia undertone på coveret, hvis den ikke leverer grimey fortællinger om gadelivet og gennemtænkte raps om at nå toppen, kæmpe sig tilbage etc. etc. Derudover har jeg læst sindsyg god omtale omkring plade, hvem fuck har seriøst synes at den var god? seriøst, jeg spørger? er der nogen som læser denne blog som synes den er god? det kan godt være jeg mangler 8 numre, men dem skal jeg nok få gennemlyttet en anden dag, og de 8 kan vel ikke være dem som løfter hele svineriet. Indtil videre har jeg hørt 8 dårlige numre, med fuldstændig ligegyldigt indhold, som ikke engang ville kunne få god respons i klubberne. Hvor er visionen? hvor er konceptet?hvor er målsætningen? Jeg er mest af alt sur over at jeg rent faktisk har brugt 149,- på den.

Sampleren plejer at være noget som i kan pejle jer efter inden i går ud og bruger penge. Da jeg ikke synes i skal spilde jeres penge, vil jeg ikke smide en sampler op. I stedet smider jeg bare hele skiven op. Så kan i selv bedømme de sidste 8 numre - og hvis i kan lide den, så behold den bare med god samvittighed og betragt det som en gave fra mig.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Fabolous - Loso's Way (lidt mere end en sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Ustrukturerede søndage (del 4)

2009-11-08T19:26:00.011+01:00

Så blev det sgu søndag igen, weekenden har virket kortere end nogensinde. Lige bortset fra denne søndag, som nærmest har virket uendelig lang på grund af vejret. Et par stearinlys i stuen og et gensyn med "Rejsen til Amerika", har dog hjulpet lidt på humøret.

Først og fremmest vil jeg lige påminde jer om den afstemningsboks, som nu er at finde i højre kolonne. Overskriften på denne siger lidt sig selv, afstemningen slutter på tirsdag, derefter vil der blive tilføjet (mindst) en ny udgivelse.

Der var engang hvor jeg søgte high and low, efter en ucensureret version af DMX tracket "Slippin". Tracket var censureret på hans fantastiske "Flesh of my flesh, blood of my blood", som altid har rangeret utrolig højt hos mig. Så pludselig i morges, er der en blog som smider den op, en hurtig Google søgning, viser at den på nuværende tidspunkt er ret nemt at finde. Nu får i den også her, måske nok det bedste nummer han nogensinde har lavet... Jeg savner den gamle DMX.

Efter AZ koncerten, har jeg haft en syg trang til at genhøre alt AZ (med alt mener jeg selvfølgelig det gamle - I'm predictable like that). Her får i et fantastisk remix, fra dengang et remix var et decideret REmix, og ikke bare et ekstra vers fra en random rapper eller halvtreds, "Doe or Die RZA remix" med Raekwon som gæst.

Nu hvor vi er ved Raekwon, så ville lige smide et track fra Busa Bus, med gæster fra Rae, Game og Uncle Murda. Produceret af Pete motherfuckin' Rock. (desværre kun i censureret version)

Når vi så er ved Pete, smider jeg lige et remix op med ingen andre end Lady Gaga "Poker Face Pete Rock remix", only for the stans, da det er ganske forfærdeligt.

Jeg afslutter denne her omgang, med et nummer som skulle have været på The Game´s "L.A.X." album, med Wyclef og Damien Marley. Et fedt party track.

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 4)

Vil du ikke nok lytte til mit demo bånd... (del 11)

2009-11-06T20:18:00.012+01:00

Nu skal i jo ikke gå hen og tro at bloggen er blevet en "anmeldelses blog", så jeg sætter "One time for your mind" indlæggene lidt i bero og vender tilbage med dem i næste uge, da jeg har en del relativ nye udgivelser jeg gerne vil køre igennem rutinen. Jeg har derfor oprettet en afstmninge , som bliver ændret regelmæssigt, så i selv kan være med til at bestemme hvilken udgivelse jeg skal gennemlytte og kommentere. Jeg har selvfølgelig ikke lyttet til nogen af de albums endnu, og lover at jeg holder mig 100% til det oprindelige koncept. I burde kunne se afstemningen nu, lige mellem min FaceBook fan side og min Twitter tweets. Så snart jeg har kørt et album igennem, så kommer der et nyt på afstemningen.

And now, back to our regularly scheduled programming...

Simply II Positive - Demo Tape

Hvis der er nogle af jer derude som ikke lige kan placere Simply II Positive, så kan jeg måske hjælpe lidt på vej, det er en hip hop duo, som består af Pharoahe Monch og Prince Po. Hvis det ikke er nok hjælp, så kan jeg yderligere sige at de senere ændrer navn til Organized Konfusion. Hvis i stadig ikke ved hvem jeg skriver om (og er over 20 år) så skal i skyde jer selv...

Dette demo bånd blev efter sigende lavet i 1989, man kan dog højst sandsynligvis antage at båndet måske er lavet så meget som et par år tidligere. Denne antagelse, skyldes alene at demo båndet er produceret af den legendariske Paul C. Paul C blev dog myrdet i sommeren 1989, jeg ved selvfølgelig ikke om han blev skudt direkte under indspilningen af denne demo, men mon ikke denne information var dukket op i interviews eller lignende hvis det var tilfældet. Hvis man derudover antager at det tager et halvt til et helt år at sammensætte sit demo bånd og medregner lidt "hip hop tid", så er numrene nok nærmere lavet omkring 87-88. Det betyder selvfølgelig ikke det store hvornår båndet præcist er lavet, men det er bare lidt nørderi som jeg synes er interessant, hvis man skal prøve at sætte flow og indhold lidt i perspektiv. Desuden ville Monch kunne have været cirka 15-16 år, hvilket må siges at være ret imponerende.

Musikken er (som man måske kan forvente) helt i top, med nogle super funky produktioner, som havde fortjent en langt bedre gengivelse. Lydkvaliteten er dog ikke så dårlig som man ellers plejer at høre på denne her slags udgivelser.

Tryk her for at hente: Simply II Positive - Demo Tape 1989

One time for your mind (del 14) - KRS-One & Buckshot - Survival Skills

2009-11-03T22:14:00.007+01:00

Først og fremmest var der en som skrev i kommentarerne, om jeg ikke lige gad at opsummere mine oplevelser med opdatering af min computer, fra Vista til Win 7. Først og fremmest vil jeg anbefale at man køber en upgrade (hvis man har vista) gennem den engelske Microsoft side, da man kan spare en del penge, cirka 400 kr.

Selve opdateringen gik super godt, alt gik smerte frit, selvom det tog godt og vel 14 timer (uden at medregne backup). Jeg har altid været super utilfreds med Vista, men var afhængig af det, hvis jeg ville udnytte min computers "tablet" mulighedder. Windows 7 er virkelig hurtigt, i hvert fald 3-4 gange hurtigere, og det er med Aero kørende, som jeg tidligere har slukket, da det optog alt midt hukommelse. 7'eren minder mig meget om XP (det er godt), dog opgraderet med nogle virkelig smarte tiltag. Derudover er alt super clean og stilrent, med et meget stramt layout der gør det nemt at finde det man skal bruge, samtidig med at det "besværlige" er gemt væk, fedt for nybegyndere, som undgår fuckups, fedt for lidt mere øvede brugere, som kan styre ændringerne uden at skulle bruge RegEdit konstant. Start værktøjslinjen er overdrevet velfungerende, på en virkelig nyskabende måde. Selvom denne er blevet kritiseret af Mac brugere, som kalder det en dårlig kopi, så er jeg virkelig uenig. Ikke alene er de total anderledes, Apple's er pynt og egentlig ubrugelig når man har mange dokumenter åbne, hvorimod Win 7 er funktionel og meget neutral. det eneste reelle kritik punkt (indtil videre) er de såkaldte Gadgets (eller Widgets), de passer virkelig ikke i et Windows miljø, som desværre prøver lidt for meget at ligne en Mac OS.

Uden tvivl det mest nørdede jeg nogensinde har skrevet på bloggen, lad os straks vende tilbage til hip hoppen...

KRS-One & Buckshot - Survival Skills

Her kommer så anden udgivelse af de i alt tre, som jeg lige har købt. Denne gang er det en udgivelse, som jeg umiddelbart ikke havde tænkt mig at købe lige med det samme, på grund af KRS-One's sidste kollaboration med Marley Marl, som i mine ører lød ganske forfærdeligt. En hurtig mulighed for at købe denne CD med en anden for 50,- stykket, gjorde dog at jeg slog til.

Buckshot har altid været en fantastisk lyrikker, der dog er afhængige af gode beats for ikke at blive alt for anonym, som man oplevede på en del af numrene fra hans 9th Wonder projekter. KRS-One har dog den "charme", som Buckshot umiddelbart mangler. Hans mange rants og postulater omkring hip hop, får ham dog ofte til at virke som en sur bitter gammel hip hopper, hvilket forhåntlig ikke gennemsyrer dette album. Det bliver spændende at høre hvordan de to MC's komplimenterer hinanden.

1) Survival Skills (Feat. DJ Revolution)

Lidt scratch af "survival skills". Buckshot hopper ind med omkvæd, Så starter det reelle beat og KRS-One starter løjerne med et vers om skills og hvordan han ikke lyder af pop. Buckshot overtager straks efter KRS, det er dejligt at høre ham igen, med en fortsættelse af hvad KRS rappede om. Så vender det tilbage til scratchen, mens Buck opremser alle de rappere som er "down with us", KRS overtager efter buck. Et super fedt nummer, som er en virkelig god "opener".

2) Robot

Det her er nummeret som Buckshot mener Jay-Z har "lånt" emnevalget til "D.O.A" fra. Jeg har hørt det her nummer en del gange, jeg er bestemt ikke vild med det. Det lyder lidt underligt at de bøffer med autotune, når det her nummer generelt lyder meget "radio" venligt. Det er bestemt ikke et dårligt nummer, jeg er bare ikke så vild med det.

3) The Way I Live (Feat. Mary J. Blige)

Got at høre Mary J. er tilbage på nogle undergrunds udgivelser. Mary starter ud med omkvæddet, over et rigtig fedt beat, som holder fint plads på alle de lag som det indeholder.

Tracket handler i bund og grund om hvordan Buckshot og KRS lever, jeg kan sige at de hovedsageligt lever for Hip Hop og har det godt. Fedt nummer, begge rappere lyder helt i top. Indtil videre holder Buckshot interessen, understøttet af gode beats. Alt imens KRS lyder i særdeles god form. Så er det også bare rart at høre Mary J. stadig kan claime titlen som "the queen of RnB hip hop".

4) Clean Up Crew (Feat. Rockness Monstah)

Dejligt simpelt beat med et stryger loop, og noget som lyder som en trækbasun. Rock aka. Rockness Monstah (ham som ikke er Sean P fra Helta Skeltah). Starter ud med sit meget velkendte flow, som jeg altid har været hel vild med. Alle tre rappere agerer som rengørings hold, hvor dårlige rappere får cleanet deres act. Endnu et fedt nummer, med et rigtig svedigt beat.

5) Oh Really (Feat. Talib Kweli)

Beatet er igen super fedt, som i nok har bemærket så kigger jeg aldrig rigtig på hvem som producere. Indtil videre er det nogle super gode produktioner, som virkelige passer godt til lyden. I denne omgang er det et rimelig simpelt beat, med et klaver loop, som minder lidt om Still DRE, lagt over et fedt bass-line. "Other MC's just don't compare to us" opsummere fint hvad dette track handler om. Selvom det kan virke som om det er det overordnet emne i albummet, så fylder det faktisk ikke så meget. Desuden switcher de det lige tilstrækkeligt op, at man har lyst til at høre næste nummer.

6) Connection (Feat. Smif-N-Wessun)

Uhhh, mine yndlings Boot Campere, glæder mig. Et ret typisk Smif-n-Wessun beat, kan ikke rigtig forklare det bedre. Coacoa Bros. starter løjerne med nogle ret typiske vers, det er rart at dem over et ordentlig beat. Til gengæld virker det som om de er alene på dette track, nåh nu kommer KRS, med et vers om fakere og hvor real han er. Tracket varer 5:23 men det kan man faktisk ikke mærke. Nummeret afsluttes med lidt acapela fra KRS, som bryder nummeret fint, så det ikke trækker i langdrag (selv om det er meget langt).

7) Runnin Away (Feat. Immortal Technique)

En lilletromme med et speedet soul sample, og en mellemøstlig vibe... total militær. Faktisk et ret forstyrrende beat, som gør det svært at koncentrere sig om rappen. Buckshot kan i hvert fald ikke komme igennem, Immortal kommer til gengæld klart igennem, han har da også en lidt mere autoritær fremtoning. Emnet er selvfølgelig, krig, politik etc. etc. KRS er sidste mand, han fomår også at bryde igennem beatet, lidt black power rap fra ham. De skulle have droppet Buckshot på det her track, hans vers var spildt. Ellers et ganske udmærket nummer, det er svedigt at høre KRS chante "Bucktown - Downtown" til sidst.

8) Think Of All The Facts (Feat. K'Naan)

Jeg er vild med K'Naan, men han burde switche sit flow op en gang imellem. Beatet er noget lidt typisk soul sample ish, hvis det ikke er 9th Wonder som har produceret, så er det nok den bedste 9th Wonder imitator. Omkvædet er taget fra "Cat's in the craddle" og tracket handler om skilsmisse børn, black girl lost, idiot fædre, privatlivet etc. Et rigtig fedt nummer, meget chiller og god lyrik. KRS-One stjæler fuldstændig tracket, han overrasker mig virkelig.

9) One Shot (Feat. Pharoahe Monch)

KRS-one starter nærmest inden beatet får en chance for at starte, KRS-One spytter et (rimelig tupisk) vers om den nuværende situation i rap og hvorfor han er anderledes. Pharoahe fortsætter i samme stil som KRS, desværre et lidt kort - men super godt, vers fra ham. Buckshot får 2 vers og han leverer da også de to bedste vers, han er virkelig undervurderet. Nok et af de bedste tracks indtil videre, ikke mindst fordi alle involverede virkelig leverer varen.

10) Amazin (Feat. Sean Price & Loudmouf Choir)

Loudmouf choir er for seje, bla. bla. bla. is some amazin shit, hele vejen igennem tracket. Overdrevet banger track, super fedt med det kor og P!!! stjæler selvfølgelig tracket fuldstændig tracket fra de to andre. Det her ER uden tvivl albummets bedste track (indtil videre).

11) Hear No Evil

Ingen gæst på denne, dejligt. Blæsere, bass, en lilletromme, samt små effekter i baggrunden. Lidt uinteressant track, som overhovedet ikke fanger mig. Måske den første reelle misser, men ikke nok til at man umiddelbart ville skippe det i fremtiden.

12) Murder 1 (Feat. Bounty Killer)

Ah the token reggae appearance, okay KRS vi har fattet du ikke kan lide den nuværende rap scene og at du er the teacha, masta etc. et vildt beat med klaver, strygere og et dejlig tromme-loop. Beatet er fedt, Bounty er som sædvanlig sej på omkvæddet. Buckshot rapper med lidt reggae flow, det er fucking fedt at høre, minder mig super meget om de gode gamle Duck Down udgivelser. Buck rapper om det samme som KRS, reggae omkvæddet, buck der switcher flow og KRS som ikke fylder alt for meget = super, overdrevet fedt track. Very impressed so far.

13) We Made It (Feat. Slug)

Så er der sgu kun 2 tracks tilbage, selv hvis de fucker helt op nu, så er det stadig en super fed udgivelse. Beatet er lidt orgel, over et rimelig typisk tromme loop krydret med lidt klaver. KRS klarede det, Slug klarede det, Buckshot klarede det. Et rimelig typisk afslutningsnummer, Slug er sej og fungere som et perfekt mellem led, fra KRS's rimelig cliché præget lyrik og Buckshot's kompromisløse lyrik. Godt nummer, som virkelig udfylder sin rolle, som næstsidste nummer, helt perfekt.

14) Past Present Future (Feat. Melanie Fiona & Naledge)

Overdrevet fedt fløjteloop, som jeg ved er blevet brugt i flere andre ting. I baggrunden er der den der twinkle effekt som Premo brugte på Classic tracket, dem af jer som har hørt det track, ved godt hvad jeg taler om? Jeg har ikke rigtig besluttet mig om Naledge, enten er han super fresh eller også prøver han lidt for meget. Desværre er Fiona vildt irriterende på omkvæddet, hende skulle de helt sikkert have droppet, så hellere bare droppe hende helt og bare lade beatet køre med en lille pause i mellem hvert vers. Ellers et godt track, afslutter albummet helt perfekt.

Opsummering

Først og fremmest vil jeg bare sige... wow! Ikke alene formår KRS og Buck at putte alle mine fordomme til skamme, men det virker som om KRS endelig har forstået at dæmpe sig lidt, så han vers ikke er total selvmodsigende, derudover er Buck endelig kommet videre fra de relativ kedelige 9th Wonder albums, samtidig med at han skruer lige tilpas nok ned for sit über lyriske niveau, så han ikke virker alt for utilnærmelig.

Jeg har det faktisk fuldstændig som da jeg skrev om Scarface, jeg havde regnet med at Brother Ali ville være et af årets bedste, og istedet blev det de to garvede underdogs, der løb med den plads. Når jeg kigger tilbage på det jeg har skrevet, er der reelt set kun to "dårlige" numre, hvoraf det ene (Robot) er blevet meget vel modtaget. Så mon ikke de folk også er vilde med resten af albummet. Selvom albummet måske er lidt ensformigt indholdsmæssigt, så formår de heldigvis at switche det op, så man ikke kører træt i det.

Vi nærmer os snart min fødselsdag, dem af jer som har fulgt bloggen længe, kan godt begynde at gøre deres ønsker klar, da det bliver lidt anderledes i år.

Tryk her for at hente: KRS-One & Buckshot - Survival Skills (sampler)

Midlertidig ude af drift

2009-11-01T18:36:00.004+01:00

Hey Alle,

Der kommer desværre ikke noget søndags indlæg i dag, da jeg har brugt de sidste 2 dage på at få ryddet op i min computer, med henblik på at opdatere mit nuværende Windows Vista til det nye Windows 7.

Jeg håber det vil gå smertefrit så bloggen kan være kørende hurtigst muligt. Jeg garanterer at det ikke bliver endnu en af mine berygtede pauser, da jeg allerede har 3 indlæg klar, som blot mangler at få uploadet indhold. Jeg har til gengæld læst mig til at installationen kan tage op mod 20 timer, samtidig med at backup kommer til at tage ca. 8 timer. Så i kan godt regne med at der kan gå op imod to dage, før jeg er klar til at blogge.

Vi ses på den anden side - kryds fingre for mig.

Peace

tba

One time for your mind (del 13) - Brother Ali - Us

2009-10-30T10:39:00.010+01:00

Eftersom jeg lige har været ude og købe tre af de nyere CD'er, så tænkte jeg at det ville være på sin plads at rive dem igennem møllen. Jeg starter med den udgivelse jeg har glædet mig mest til, så snupper jeg de to andre i løbet af weekenden.

Brother Ali er helt klart en af de mere interessante rappere som er ude for tiden, ikke alene lavede han nok det bedste nummer i 2008, med Freeway på Jake One's "White Van Music", men han har også formået at lave (måske) de to bedste Hip Hop EP'er nogensinde, The Champion EP og The Truth Is Here EP - jeg ved godt at The Truth Is Here ikke officielt bliver kaldt en EP, men den indeholder lige så mange numre som Champion EP'en og jeg mener at huske at han selv omtalte den som en EP. Til gengæld synes jeg at hans fulde albums, har en tendens til at trække lidt i langdrag og har aldrig rigtig formået at fange mig, så det bliver interessant at se hvordan dette album passer ind i bagkataloget.

Brother Ali - Us

1) Brothers And Sisters (Feat. Chuck D & Stokley Williams)

Et kor som synger la, la, la, laaa, Chuck D holder en preacher tale ind over koret, om fred, kærlighed og Brother Ali. Udemærket intro, som passer fint inde i Brother Ali universet.

2) The Preacher

Brother Ali lægger hårdt ud, over et beat fyldt med blæsere. Hurtigt tempo from the gate, ret typisk Brother Ali track, med lidt preaching og en masse blær. Nummeret kommer dog ikke rigtig op på samme niveau som hans tidligere numre, med samme indhold. Jeg synes faktisk det er et ret kedeligt nummer, det virker som om han prøver at klemme så meget som muligt ind i tracket, så de 3:34 minutter det varer virker meget lange.

3) Crown Jewel

Meget soulful nummer, med et relativ simple loop af handclaps, trompet og bass. Ali sætter tempoet betydeligvis ned, i forhold til sidste nummer og det passer meget bedre. Første vers er mere af hans typiske blære rap, men mere afdæmpet. Andet vers er et stort fuck you til alle haters. Ganske udmærket nummer, måske en smule kedeligt, ikke dårligt bare lidt anonymt.

4) House Keys

Starter ud med noget spoken word, ind over et rimelig beat med noget guitar, bass, synths og en pige som siger ahhh... da da (jeg er godt nok dårlig til at beskrive beats, men hey jeg prøver). Lidt over et minut inde, kan jeg godt høre at det ikke rigtig bevæger sig væk fra spoken word. Beatet tager dog en smule til med handclaps og en lille smule tempo forøgelse. Nummeret handler om at han skifter lejlighed til noget mindre i samme opgang, for at spare lidt penge (han gemmer dog et ekstra sæt nøgler) . Hans nye naboer er dog lidt vilde, så han vover sig ind i den gamle lejlighed og riber hele lejligheden og sælger tingene. Faktisk et super fedt nummer, selvom det måske lyder lidt underligt, når man lige læser hvad det handler om.

5) Fresh Air

Funky beat, kedeligt nummer, som i bund og grund handler om at han har et dejligt liv og at alle elsker ham. Det har han gjort mange gange før og meget bedre. Meget uinteressant, desværre.

6) Tight Rope

Elektrisk guitar, handclaps, klaver og bass. Første track indtil videre, hvor noget af Ali's velkendte "Sjæl" kommer igennem. Igen er det et lidt cliché nummer, som er set bedre før - ikke hos Ali, men hos andre. Handler om et skilsmisse barn (måske ham selv - det fik jeg ikke rigitg med), som lever to forskellige liv. Nu tror jeg dog ikke det er ham selv, han rapper om. Jeg får lyst til at høre Lupe fiasco's "He Say, She Say", samme emne - bare meget bedre udført.

7) Breakin' Dawn

Flere handclaps, en stortromme og en elektrisk banjo!? (nok en guitar). Der er lidt country feeling over det, Brother Ali er nede i tempo igen, med lidt af et preacherman flow, ganske udmærket nummer.

8) The Travelers

En stortromme og en Xylofon der spiller noget som minder om temaet fra Godfather = sejt beat.

Jeg måtte lige høre nummeret helt færdig før jeg kommenterede. Det er et super fedt nummer, med super meget dybde, hvor mange forskellige ting kan læses ind i. Det er svært at opsummere på få linjer. Helt klar det bedste nummer indtil videre, den ryger helt sikkert i sampleren.

9) Babygirl

Super fedt beat, lidt hendrix agtig guitar loop, med en hård stortromme, og en meget afdæmpet Brother Ali. Endnu et lidt typisk "black girl lost" nummer, dog meget veludført og ret rørende.

10) Round Here

Helt anderledes beat i denne omgang, lidt svært at forklare, men der sker en masse. Et ret utypisk omkvæd starter løjerne, dog følger tracket fint Ali's ret typiske emnevalg, jeg er bedre end alle og jeg kan fandme fuckme "rocke en fest". Udemærket nummer, men man kan ikke lade vær med at føle han rapper om det samme, bare over et nyt beat.

11) Bad Mufucker Pt. II

Et af mine favorit numre, som herved får et ekstra kapitel... Meget mere afdæmpet end første omgang, med utrolig fængende beat. Knap så meget blær, men hans flow passer super godt til beatet. Ah, okay, der er stadig meget blær, det er dog lige anderledes nok, men han flow og levering er så svedigt at man ikke rigtig kan hade på det. Desuden er han uden tvivl den rapper som siger "bad motherfucker", på den absolut sejeste måde. Super fedt nummer.

12) Best At It (Feat. Freeway & Joell Ortiz)

Tre af mine nuværende yndlings rappere, på samme track... don't let me down. Freeway er første mand, han har det fedeste flow lige for tiden og har virkelig oppet sig (jeg glæder mig som vild til hans Jake One album). Joell Ortiz er næste mand, igen et lynhurtigt flow, dog bliver verset lidt langt og virker lidt ustruktureret (fedt til en cypher, ikke til et track på et album). Brother Ali er sidste mand, og han rapper i helt vildt lang tid, lidt samme problem som med Joell Ortiz. Fedt nummer at høre én gang, derefter tror jeg bare man kører træt i det. Sidste del af Ali's vers, er til gengæld pænt psyko, de skulle have skåret resten fra.

13) Games

Jeg er begyndt at køre rimelig træt i det her album, det er som om man kun kan klare en halv Brother Ali plade, så bliver man helt mættet. Under andre omstændighedder havde jeg slukket nu. Lidt larmende track, hvor der igen sker lidt for meget. Løbende gennem hele pladen har han refereret sig selv som the preacher. Det kan godt høres i beatet, som har både orgel , klaver handclaps og hele svineriet. Tracket handler om at diverse ting "ain't a game", fattigdom, drug dealing etc. Til trods for mine lidt negative første linjer, er det faktisk et ganske fedt nummer, som man lige skal høre et par gange - tror jeg.

14) Slippin' Away

Jeg synes sgu de her beats lyder lidt som hinanden, SWITCH IT UP!!! Super kedeligt nummer, jeg lader den bare køre, jeg kan ikke lige koncentrerer mig. Tracket handler om en ven på afveje, faktisk ganske udemærket, men det ligger simpelthen for langt nede på tracklisten.

15) You Say (Puppy Love)

Kun to numre tilbage, hang in there... Meget stille beat, med lidt guitar og et klaver, som dog tager til med uuhhs og aaahhhs og noget violin, super dejlig stemning. Så kommer love tracket, måske er det til musikken, eller måske er det til konen, det vil tiden nok vise. Meget dejligt nummer, som faktisk er et ganske udemærket afslutnings nummer (kommer selvfølgelig an på hvordan næste track klarer sig med den plads). Det handlede sgu nok bare om hans kone, så er det da ikke en total cliché. Helt klart et af de bedre numre.

16 Us (Feat. Stoke Williams)

Så kommer titel nummeret, som rosin i pølseenden. Samme kor og handclaps, som i introen. Noget spoken word fra Brother Ali, så træder beatet ind, med noget laver, handclaps, koret, lidt stortromme og noget bass. Dejlig vibe, med Brother Ali, som lige fortæller lidt om hvorfor han startede med at rappe. Fed afslutning, som dog også kunne have været en rigtig fed intro.

Opsummering

Som gennemgangen nok bærer lidt præg af hen mod slutningen, så er det i hvert fald ikke hans bedste udgivelse. Jeg løb hurtig ind i samme problem, som jeg umiddelbart har med hans andre fuld længdes udgivelser, nemlig at de meget hurtig bliver meget lange. Jeg tror det skyldes hans specielle stemme, som dog også er hans største force. Det bliver dog meget hurtig lidt for ensformigt og langt for mig. Jeg er faktisk lidt irriteret, da jeg havde glædet mig som en sindsyg til at høre pladen, som jeg regnede med ville være et af årets bedste. Man skulle have givet denne her udgivelse samme behandling som "The Truth Is Here" og skåret det ned til en 9-10 tracks. Sidst men ikke mindst mangler der helt vildt af den føromtale "sjæl" (soul if you want), som hans andre udgivelser er fuldstændig spækket med ogsom gør at det hele virker lidt for poleret. Alt i alt, en noget skuffende affære, som kunne have været så meget bedre.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Brother Ali - Us (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Ayo Technology

2009-10-28T12:24:00.005+01:00

Bare rolig jeg skal ikke til at skrive om et af de værste numre der nogensinde er lavet. I stedet ville jeg bare lige skrive lidt om nogle ændringer her på bloggen, som der nok er en del af jer der har lagt mærke til.

Først og fremmest har jeg opdateret etiketter for ALLE indlæg, så har jeg fjernet etikette visningen, som jeg synes var begyndt at fylde alt for meget. Da søge funktionen oppe i venstre hjørne af skærmen, overhovedet ikke fungerer (kun sporadisk), har jeg tilføjet en Google search widget. Google search er egentlig bare en google søgning, som kun søger inden for bloggens rammer. Det betyder en meget dybtgående søgning, som langt overgår den indbyggede Blogspot søge funktion - det er lidt underligt at Blogspot's egen søge funktion er så mangelfuld, taget i betragtning af at Blogspot er Google ejet.

Næste ændring kommer i kraft af en Facebook Fan widget, med denne kan man altid se hvem som er fan af bloggen, samt selv blive fan direkte gennem bloggen.

Sidste (og i mine øjne, vigtigste) ændring sker i form af en Twitter widget, jeg har helt klart indtrykket af at det er de færreste mennesker, der læser denne blog, som også har en Twitter profil, derfor kan man nu følge alt hvad jeg skriver på Twitter, så man ikke bliver snydt for noget.

Jeg har prøvet at inkorporere ændringerne, uden at gå for meget på kompromis med bloggens udseende, så jeg håber ikke i finder dem forstyrrende - ellers bliver de bare fjernet igen.

50 Cent - War Angel LP

Nu hvor jeg har lånt titlen fra et af 50 Cent's (uden tvivl) værste numre, så tænkte jeg lige jeg ville dele hans seneste "udgivelse", som helt klart løfter mine forhåbninger omkring "Before I Self Destruct". Albummet blev sat til fri download af 50 Cent selv, som fremhæver at det ikke er et mixtape, men skal anses som en regulær udgivelse.

Selvom jeg ved at dette album har været ude i et stykke tid, og at mange af jer sikkert har det i forvejen, så fremhæver jeg det til de folk som har undgået albummet. Det kan enten være fordi de simpelthen ikke kan lide 50 Cent (det ændrer dette album nok ikke), men til dem som godt kunne lide 50 Cent's tidligere albums, og har undgået dette album af frygt for en "Curtis II", så kan jeg kun anbefale dette album da det er 32 minutters vintage Fiddie.

Tryk her for at hente: 50 Cent - War Angel LP

Ustrukturerede søndage (del 3)

2009-10-24T00:30:00.010+02:00

Så er vi nået til anden (og sidste) del af min top 10 over udgivelser, som jeg ikke kunne være foruden. Jeg kan godt røbe at det har været sindsygt svært, jeg skrev hele listen i sidste uge, men delte den op i to dele, da jeg ikke havde tid til at uddybe alle udgivelserne på én gang. Det sværeste har selvfølgelig været at trimme listen ned, det har overrasket mig hvor meget tankevirksomhed jeg egentlig har brugt i løbet af ugen på denne liste, hvilket blandt andet har betydet at jeg er blevet meget i tvivl omkring mine valg. Men alt i alt er jeg meget tilfreds og der er ingen af disse udgivelser, som jeg ikke kan stå 100% inde for.

Xzibit - At The Speed of Life (1996)

Xzibit er nok den kunstner som har betydet aller mest for mit forhold til west coast, ikke alene har han i mange år været min absolutte favorit rapper, men han er også skyld i at jeg er blevet introduceret til et væld af fantastiske west coast kunstnere, som jeg på daværende tidspunkt nok aldrig ville have ænset en tanke. Selvom min første reelle introduktion til west coast genren hovedsageligt kan tilskrives Doggystyle - og i et vist omfang The Chronic, så er det først med At The Speed of Life at jeg får åbnet øjnene for west coast musik, som handler om meget mere end bitches, weed og fester. Xzibits hårde stemme og dybe indhold, påvirkede mig meget og Xzibit blev den første rapper, som jeg nærmest blev lidt småbesat af. Jeg kan (næsten) med sikkerhed sige, at jeg ejer alle udgivelser som han har lavet, samt alle tracks som han medvirker på frem til omkring årtusindeskiftet, det er ikke så lidt og har betydet at jeg har utroligt mange udgivelser, som er købt udelukkende på grund af et Xzibit track.

Xzibit er da også den første og eneste rapper, som virkelig har skuffet mig - ikke fordi han har "solgt ud", som mange andre siger, men fordi det virker som om han oprigtigt har mistet gnisten - det gør faktisk lidt ondt at opleve.

Suprême NTM - Suprême NTM (1998)

Jeg kan simpelthen ikke lave sådan en liste og så glemme min anden store passion, nemlig den franske rap. Denne udgivelse er måske ikke min første introduktion til den franske scene, den ære tilfalder IAM's "De La Planete Mars", NTM's "Paris Sous Les Bombes" og Soundtracket til La Haine, til gengæld er det denne udgivelse, som gjorde at jeg i langt højere grad opsøgte den franske rap, dels fordi jeg var blevet ældre og pludselig havde langt større mulighed for at rekvirere fransk rap, men også fordi jeg på det tidspunkt oplevede at niveau på den franske scene havde taget et gevaldigt hop og pludselig på mange måder tiltalte mig langt mere end dets amerikanske modpart. Jeg vil til gengæld sige at IAMs "L'école Du Micro D'argent", på mange måder havde samme indvirken på mig, men valget faldt i sidste ende på "Suprême NTM" af ren og skær personlig præference.

Reflection Eternal - Train of Thought (2000)

Reflection Eternal er Talib Kweli og Hi-Tek, mere introduktion behøves nok ikke, da jeg går ud fra i alle ved hvem de er. Train of Thought er deres første album sammen, og faktisk også Talib Kweli første reele solo udspil, i og med Hi-Tek (næsten) udelukkende agerer producer og faktisk kun rapper et vers på et track. Dette album opnår en plads på min liste, ganske enkelt fordi det er fantastisk, både som reel introduktion for Talib Kweli, men også på grund af dets perfekte sammensætning. Det er ét af meget få albums, hvor hvert enkelt nummer giver mening, og hvor selv en relativ stor mængde gæsterappere leverer fantastiske præstationer uden at overskygge hovedpersonerne. Jeg ved der er en del som nok vil sige "hvad med BlackStar?", men for mig har deres album ikke samme harmoniske sammensætning og består af en del numre, som godt kunne undværes. Desuden mener jeg ikke at Talib Kweli på noget tidspunkt i sin efterfølgende karriere har formået at opnå helt samme niveau - og det siger ikke så lidt om dette albums kvalitetter.

The Beatnuts - A Musical Massacre (1999)

Beatnuts er en gruppe som jeg har fulgt i rigtig mange år, de første par år anså jeg dem dog ikke for mere end en latino version af Alkoholiks, dog med lidt mere substans i lyrikken. Dette skal bestemt ikke forstås som en kritik, da jeg er KÆMPE Alkoholiks fan, især i deres tidlige år. Udgivelsen af Musical Massacre, var dog så mange niveauer over deres øvrige udspil, at den straks cementerede sig i min bevidsthed og endte med at blive definitionen af mine sidste gymnasie år (2000-2001). Ligesom med få andre albums, såsom Supreme Clientele, 3:16 - the 9th edition, Flesh of my flesh-Blood of my blood og Get Back Little Brother, er det svært at sætte ord på hvorfor de formår at indfange én i langt højere grad ende deres andre (mere kritiker roste) albums.

Cormega - The Realness (2001)

Cormega er en kunstner som jeg vidste sindsyg meget om, uden så meget som at have hørt et enkelt album fra. Selvom dette ikke lyder særlig underligt nu om dage, hvor alt blive blogget, eller kompileret hurtigere end kunstneren selv kan nå at blive færdig med sit produkt. Omkring årtusind skiftet så tingene dog lidt anderledes ud, da myten om Cormega langt overskyggede hvad der reelt set var til rådighed. Bortset fra nogle enkelte tracks fra The Firm og enkelte numre på kompilationer/soundtracks, så var det forbløffende lidt, man havde hørt fra Mega Montana, det til trods for at han havde et helt album hos Def Jam liggende (som først blev skrottet, men senere udgivet af Mega selv). Cormega er dog kommet godt igen og har faktisk udgivet rigtig mange af de numre man ikke havde hørt før, eller kun havde i meget dårlig kvalitet gennem Napster. The Realness er et album, som ikke alene var længe ventet, men som også fuldt ud levede op til dets hype. Jeg har et meget personligt forhold til albummet, da det udkom umiddelbart efter mit møde med en gruppe mennesker, som den dag i dag konstituere min absolut nærmeste vennekreds - jeg vil næsten så langt og sige at det var vores fælles kærlighed til The Realness, som gjorde venskabet muligt fra starten af.

(Bonus)Prince Paul - A Prince Among Thieves (1999)

Jeg ville absolut have dette album med, dels fordi det er super veludført, nyskabende og opfindsomt, men mest af alt fordi det er helt vildt overset. Dette album kan måske ikke lige klemmes ind i en top 10 over de albums som jeg ikke kunne leve foruden, den kunne nok ikke engang komme på en top 20 - det gør lidt ondt at skrive det. Dette album komme til gengæld nemt ind på en første plads over albums, som jeg synes har lidt den værste skæbne - det gør rigtig ondt at skrive det. For dem af jer som ikke har hørt om dette album, eller ved noget om det, så vil jeg lade jer om at "opdage" det, for det er ganske enkelt noget af det sejeste som er trykt på et lydmedie. Jeg vil dog give en lille advarsel, det er simpelthen ikke muligt at få glæde af dette album, hvis ikke man giver sig tid og lytter til de fulde 74 minutter i et stræk - men i vil ikke fortryde det.

Så blev listen færdig og som jeg skriver i starten var det meget svært. Der er en masse honorable mentions, hvor det nærmest er tilfældighederne, blandet med min nuværende hukommelse, som bevirker at de ikke optræder på listen. Desuden er der mange nye udgivelser, som også kunne være på listen, men som jeg ikke selv synes jeg kan retfærdiggøre da de ikke har udstået tidens tand. Det var faktisk lidt grænseoverskridende at have Murs med 3:16 - the 9th Edition på listen, da jeg reelt set synes at det er en meget ny udgivelse, selvom den faktisk er over 5 år gammel (damn tiden flyver).

Ligesom i sidste uge skal der også være noget musik, jeg har valgt numre som enten var påtænkt den pågældende udgivelse, blev lavet i samme periode eller blot er en anderledes version end den som optræder på den endelige plade. Jeg har sat numrene op enkeltvis så i ikke behøver at hente tracks i ikke gider have, ellers er de som sædvanlig også samlet i én mappe.

Xzibit - Eyes May Shine (remix) (Feat. Mobb Deep) (1996)

Suprême NTM - Touche Pas À Ma Musique (That's My People Remix) (1999)

Reflection Eternal - The Blast (remix) (Erykah Badu) (2000)

The Beatnuts - Story To Tell You (1999)

Cormega - Take Mine (2001)

(Bonus) Morcheeba - Let Me See (Hi- Tek remix) (Feat. Reflection Eternal) (1999)

(Ekstra Bonus) Prince Paul - A Prince Among Thieves Trailer (1999)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 3)

Velkommen til

2009-10-22T21:13:00.006+02:00

Mit forrige indlæg om MFS har brudt de fleste rekorder her på siden, lidt over 500 unikke besøgende har kigget forbi siden "anmeldelsen" kom op, det er mere end dobbelt så mange som tjekkede ind hver søndag for at vinde en CD. Derudover er antallet af fans på facebook næsten fordoblet. Så man må sige at jeg har ramt en hel ny demografi.

Til de af jer som er nye til bloggen, vil jeg blot sige velkommen til. Kig endelig rundt og se hvad jeg tidligere har skrevet om, jeg er sikker på at der er noget for enhver smag og noget som du/i med garanti ikke har hørt - eller hørt om.

Jeg vil endnu engang gøre opmærksom på min Twitter profil, som jeg opdaterer dagligt med random hip hop relateret nyheder og musik, som jeg ikke lige gider skrive et helt indlæg om her på bloggen. Twitter formatet er dejlig bekvemt og simpelt, hvilket gør det muligt at opdatere meget oftere, så i kan helt klart forvente en masse indhold dér.

Som velkomstgave har jeg valgt en udgivelse, som ganske udmærket repræsenterer hvad denne blog egentlig går ud på.

Petey Pablo - Same Eyes On Me

Petey Pablo er endnu en kunstner som blev "trapped on Death Row", han er en del af Death Rows såkaldte "second revival", som blandt andre tæller Crooked I, Tha Realest, Spider Loc, Eastwood og Kurupt (som tog en chance til hos det berygtede label). Fælles for alle kunstnere er at de (ud over at dele label), alle fik skrottet et eller flere projekter - lige bortset fra Kurupt, som fik udgivet en CD lige efter han forlod selskabet, en udgivelse som dog har en historie der fortjener sit helt eget indlæg (all in due time).

Den store forskel mellem Petey Pablo og hans label-mates, ligger dog i hans tilhørsforhold, som ikke ligger på vest-kysten, men derimod lidt længere sydpå i North Carolina - så vidt jeg ved er han den første og eneste non-west coast rapper signet på Death Row (eller hvor kom Lady Of Rage fra?)

Første gang jeg hørte den her udgivelse, blev jeg ret imponeret over hvor meget han har switchet sit flow op. Fra at lyde lidt som Scarface (rapperen, ikke ham fra filmen), med en klar southern lyd, er han pludselig blevet mere af en west coast rapper - dog stadig med sit southern sluur. Det er faktisk lidt ligesom Crooked I, som pludselig lyder som en regulær east coast rapper - dog stadig med sit west coast swagger (første og sidste gang det ord optræder på denne blog, cross my heart and hope to die).

Ligesom alle andre albums der blev skrottet under Death Row, skal årsagen sandsynligvis findes i generelle label-politics, som har præget selskabet fra første dag. Albummet skulle efter sigende være udgivet omkring 2004-2005, men lyder faktisk ældre - da jeg først fik at vide albummet var lavet omkring 97-98, var det kun fordi jeg vidste at Death Row var i bad standing med Kurupt at det ikke kunne passe. Kurupt var vicepresident for Death Row under indspilningen af dette album og optræder derfor på to af numrene, derudover optræder Eastwood på et enkelt nummer, Eastwood kom først til Death Row omkring 2002-03.

Albummet er af et ret højt niveau, som de fleste Death Row udgivelser faktisk er, uanset om de ender med at blive udgivet eller ej. Det er ikke rocketscience lyrik, men det burde man heller ikke forvente af noget som helst fra Death Row. Derimod er det god gammeldags G-rap med et southern twist.

Tryk her for at hente: Petey Pablo - Same Eyes On Me

One time for your mind (del 12) - MFS - Bandaniseret

2009-10-20T21:39:00.005+02:00

Okay, det her bliver en "one time only" begivenhed, hvor jeg vælger en dansk udgivelse. Det skyldes hovedsageligt en eller anden underlig forestilling om at MFS er for farlige til at anmelde. Jeg kender ikke meget til dem, jeg har deres EP, som jeg egentlig synes er meget fed og så har jeg hørt singlen fra denne her udgivelse, som jeg egentlig også synes er meget fed, bortset fra ham den ene (A) har et flow som jeg ikke rigtig ved om jeg synes er meget sejt - eller meget iriterende, men det finder jeg nok ud af i løbet af denne her gennemgang.

Lad os kaste os over løjerne - midt under gennemlytningen måtte jeg altså lige google hvad de enkelte medlemmer hed, så det ikke bare blev "ham med det specielle flow, ham med den dybe stemme etc." Jeg ved ikke om jeg bytter om på Wood og Hype, jeg tror at Wood er ham med den lidt dybe stemme, så ret mig endelig hvis jeg tager fejl.

MFS - Bandaniseret

1) Intro (MFS)

Der er en pistol der bliver cocket og nogen som siger MFS ind over noget der lyder som en politiradio, så kommer der et meget fedt og meget hårdt beat, med nogen (som jeg går ud fra er dem fra MFS) som lige rapper få linjer (i kor) om MFS. Det hele bliver afsluttet med lidt helikopter lyde. En meget fed intro, som faktisk giver mig lyst til at høre næste nummer.

2) Det Går Stærkt

Det er så det nummer jeg har hørt, jeg synes jo som sagt det er meget fedt. Jeg ved de er blevet kritiseret for ikke at kunne rappe, men jeg synes slet ikke de er så dårlige, da jeg faktisk synes at indholdet er meget fedt og ikke rigtig ligger op til den vilde mic kontrol. Det er sådan lidt tidlig G-Unit agtig, og det synes jeg faktisk er meget fedt. Omkvæddet er til gengæld ikke så fedt i længden, det skulle have været ham den sidste som rapper på tracket (Hype) som tog den tjans og så skulle de have skrottet "Det går stærkt!!!" udråbet, det virker lidt hooligan/brian agtig.

3) Bandaniseret

Wood har helt klart nogle mangler som rapper, han lyder lidt som L:Ron, bare uden den sønderjydske accent. Tracket handler i bund og grund om hvorfor de har nok cred til at reppe farver. Jeg kan endnu ikke bestemme mig om A, han ødelægger i hvert fald ikke dette track. Hype klarer sig sgu rigtig godt og jeg synes han har et fedt flow. Beatet er super velproduceret og det er faktisk et rigtig fedt nummer.

4) Det Sådan Vi Gør

En som prøver at lyde som Sczzhirleyy (er det sådan man staver det nu), synger lidt om MFS, det er lidt kitch men meget sejt. Beater er med lidt keys, lidt synths og lidt uhhs & ahhs i baggrunden, ganske udemærket. Tracket er samme formel som de andre, dyb stemme fyr, speciel stemme fyr og lys stemme fyr. Sidste vers er lidt klamt, hvis det altså er rigtigt - handler om at stompe en fyr til han dør. Udemærket nummer, som dog er lidt anonymt og hurtigt glemt, hvilket hovedsageligt skyldes lyrikken, da sangen faktisk var meget sej og gav mig flashbacks til nogle tidlige west coast vibe, de skulle bare have lavet noget hjernedødt blærerap med lidt storytelling, så havde den været lige i kassen.

5) Hvor Langt Vil Du Gå

Piano keys, handclaps og en tung stortromme, rigtig fedt beat, som dog er noget Dre inspireret. A starter løjerne, og jeg har nu besluttet at hans stemme ikke irritere mig. Han burde dog ikke stå for omkvæd, det bliver trættende. Wood begynder dog at trække lidt ned, da et helt vers med ham bliver lidt langt og hans mangler begynder at skinne igennem - i hvert fald i forhold til de to andre.

6) Fucc Politiet

Beatet er rimelig rocket, med guitar riffs og det hele. Titlen siger lidt sig selv, Hype er første mand denne gang og han er klart den bedste i trioen. Omkvædet bliver endnu engang ordnet af A, det er stadig irriterende. Wood leverer faktisk et meget fedt vers, men han er mastereret vildt underligt og det lyder som om han går væk fra mic'en flere steder, ærgeligt. Tracket slutter med lidt audio fra en grisestald - nice touch.

7) Sker Der

Lidt hjemstavns repping på det her nummer, stadig den samme mand på omkvæddet - der er virkelig nogen som skulle have fortalt dem at de skulle switche det lidt op.

Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om tracket, beatet er lidt for rodet og det gør det svært at lytte til hvad der bliver rappet - første reelle misser.

8) Toppen Af Verden (Feat. StreetMass)

Helt anderledes beat, minder mig lidt om Kanye West faktisk, bare med lidt mere bass. Lyrikken er selvfølgelig om at hustle (hovedsageligt hash), til man når toppen af verden. Igen er Wood lidt underligt mastereret, selvom han faktisk ligger et udemærket vers. StreetMass sørger for omkvæd og det er et dejligt afbræk.

9) Interviewet

Endnu et Kanye inspireret beat (synes jeg), tracket er bygget op som et interview. Det er set et par gange før, så det er lidt spændende om det er vellykket. Intervieweren har en vildt irriterende Århusiansk accent, som sikkert var sjovt på papiret, men ødelægger tracket lidt. Jeg har til gengæld lige fået bekræftet at jeg har ret omkring deres navne. Beatet er rimelig hårdt, men lige anonymt nok til at lade rappen komme til sin ret. Tracket er faktisk ganske vellykket, de skulle dog have valgt en anden form for interviewer, for det gør desværre at flowet i tracket bliver brudt og man vil nok ikke gide genlytte det her nummer alt for ofte.

10) Kom Fra Ingenting

Hype starter, med lidt rap om Christiania og sin rolle i hash handlen. Han er en meget fed rapper, ville ikke have noget imod at høre et helt track med ham. Nu er der en pige som synger omkvæd og hun lyder helt vildt meget som en dansk Tweet, meget lækker stemme. Beatet er endnu engang rimelig Dre inspireret, men det gør bestemt ikke noget. I det hele taget er det her album, meget vel-produceret. Alle tre leverer varen og jeg er begyndt at varme lidt op for ham Wood, som faktisk har nogle af de fedeste og mest humoristiske punchlines "mine anholdelser har jeg ikke tal på mere, jeg mener jeg på fornavn med min anklager". Helt klart et af de bedste numre - det helt vildt så meget hende pigen lyder som Tweet, gad vide om hun har lavet noget.

11) Rul Med Os

Mangler du et crew, så kan du rulle med MFS. Det er første track hvor A's omkvæd ikke er trættende, hvilket nok skyldes at det er lidt mere bouncy. Det her er nok party tracket og det er ganske udemærket, ikke super poppet ikke super hardcore. De har sgu nogle meget gode beat-magere i ryggen.

12) Elsker Dig Sommer (Feat. Lizzie)

Ren laid back vibe på det her track, med keys og Lizzie på omkvæd. Hvis jeg ikke tager fejl er det her track produceret af Troo.L.S., hvilket man godt kan høre på west coast viben. Jeg kan super godt lide det her nummer, det er dejligt chiller og knap så "hadefuldt" som de andre tracks, det er et fint afbræk. Lizzie er også en rigtig dygtig sangerinde, så hun giver klart nummeret det sidste løft. Rigtig fedt nummer, som de måske skulle have overvejet at leake i sommers.

13) På Plads

Sidste track, med endnu et Dre inspireret beat. Det her er et bøf track, jeg ved ikke rigtig hvad den her bøf går ud på, andet end at det virker som om MFS synes at alle fra Tabu eller Tabu-relaterede kunstnere er skod. Lidt unødvendigt nummer, som de skulle have gemt som et bonus nummer, så de kunne have sluttet pladen med et brag.

Opsummering

Umiddelbart synes jeg at MFS har fået en lidt hård modtagelse af Hip Hop Danmark, inden jeg satte skiven i computeren havde jeg allerede afskrevet dem og troede at jeg skulle til at høre 13 numre med 3 X Bulldog. MFS laver 100% kompromisløs gangsterrap, enten kan man lide den slags musik, eller også kan man ikke. De er bestemt ikke DK's bedste rappere og de har nok heller ikke lavet DK's bedste rap plade i år - men det her er deres første reelle plade og den er faktisk rigtig vellykket. Ikke alene holder de sig til deres eget koncept hele vejen igennem, men udgivelsen er virkelig velproduceret og på et meget højt niveau. Hvorvidt man så kan lide denne her form for rap, er så en helt anden sag, jeg synes personligt det er fedt nok.

Jeg synes dog at det er ærgerligt for MFS, at de bliver ved med at køre rundt i deres bøf med samtlige rappere - jeg ved godt Jeppe Rapp er på Tabu, men jeg har da aldrig hørt et nummer hvor han claimede han var "gangster" (jeg har selvfølgelig heller ikke hørt alle Jeppe Rapp's numre, så jeg kan tage fejl). Det har fjernet fokus fra denne udgivelse, som fint kan stå alene uden "billige" medie tricks.

Der er ingen sampler i denne omgang, da jeg ikke sætter dansk musik op. Hvis der er nogen som er tilknyttet MFS, som synes det er okay, så laver jeg en sampler med tre numre og smider op.

Ustrukturerede søndage (del 2)

2009-10-18T19:24:00.014+02:00

Så blev det søndag og tid til et lidt anderledes indlæg. Til dem af jer som ikke liiiige fik læst sidste søndags indlæg, kan jeg fortælle at de resterende søndage i 2009, vil blive knap så strukturerede som tidligere og i stedet bestå af hvad er lige falde mig ind den pågældende dag. I dag har jeg på opfordring af en kommentar, valgt at gøre noget, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig ville gøre. Jeg har nemlig tænkt mig at lave en liste, men ikke bare en hvilken som helst liste, jeg vil nemlig lave en liste over mine ti foretrukne rap albums.

Inden vi kaster os over listen, vil jeg dog lige benytte lejligheden til at fortælle lidt om mine kriterier. For det første skal jeg, som alle andre gør når de vil lukke af for kritik, fremhæve at denne liste selvfølgelig er.... (you guessed it) SUBJEKTIV, det er kliché men hey, så er der ingen misforståelser. Pladerne er valgt ud fra en holdning om at det er en plade som jeg ikke ville kunne være foruden og en plade som har affektionsværdi for mig, enhver anden tilgang ville jeg ALDRIG kunne begrænse til 10, det ville simpelthen være umuligt for mig. Der bliver ikke taget højde for kulturel påvirkning eller overordnede kvaliteter, det er dermed ikke en liste over de bedste eller vigtigste udgivelser.

Listen er i vilkårlig rækkefølge, og der er én regel: ingen kunstner må gå igen to gange, ellers ville listen ikke kunne skæres ned til 10 uden at blive for kedelig. Jeg vælger det album som betyder mest fra en given kunstner. I må også gerne lige have in mente, at jeg er et totalt firser barn, så hip hop/rap kom først rigtig ind i mit liv i halvfemserne... det bærer listen præg af.

Jeg skriver i en lang køre, uden den store korrektur, så jeg håber i bærer over med eventuelle stavefejl eller underlige formuleringer.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Jeg var 10 år (1993) og elskede Michael Jackson og Pink Floyd, men der skulle gå næsten to år før et af mine søsters bånd skulle ændre mit liv gevaldigt. Min søster (som hang med alle de forkerte typer) havde fået et bånd af en ven, som fascinerede mig gevaldigt (altså båndet, ikke vennen). Det drejede sig selvfølgelig om Enter the Wu-Tang, som jeg endte med at "låne" fra min søster... og jeg har været hooked lige siden. Den hårde lyd og de aggressive tekster, var - om noget, mit første forsøg på forældre oprør. Albummet var det første jeg købte for mine egne penge, og repræsenterer starten på min lille besættelse.

Ghostface Killah - Ironman (1996)

Ud over at jeg virkelig er begyndt at tro Ghostface er den rapper med den mest konsistente karriere (kvalitetsmæssigt), så har netop dette medlem af Wu en helt speciel plads i mit hjerte. Ironman er det første album jeg købte af Wu solo udgivelserne, selv før Only Built For Cuban Linx. Modsat Raekwon, har jeg altid synes at Ghostface havde et langt mere tiltalende flow, som i langt højere grad formåede at få sine følelser igennem. Enter The Wu-Tang introducerede mig måske for den hårde rap blandet med kung-fu referencer, og gav mig den første rigtige følelse af oprør. Men det var Ghostface, som introducerede mig for rap blandet med soul og følelser, som gav mig mine første rigtige kuldegysninger når jeg lyttede til musik.

MC Clemens - Regnskabets Time (1997)

Regnskabets Time var min første "rigtige" introduktion til dansk rap, selvom min folkeskole var meget hip hop præget og der konstant kørte (hovedsageligt) dansk rap ud af en ghettoblaster i frikvartererne, var der aldrig rigtig noget som fangede min opmærksomhed. RBC var for old school og Østkyst hustlers gjorde, at jeg aldrig gav Einar så meget som et lyt. Så kom en opsamling, som ville være min første introduktion til en rapper, som vækker de samme følelser i mig som Wu-Tang havde gjort 2 år tidligere. Der er selvfølgelig tale om "De grimme ællinger", med nummeret "Fuldstændig Vild" med MC Clemens. Umiddelbart på samme tidspunkt dukker den båndede optagelse fra DM i Rap '96 op, og da jeg første gang hører Clemens proklamere "I kender godt den der med lorten ik', jo flere spande lort jo dårligere lugter det. Det nytter ikke noget i står 5 mc'er herop, for i snakker bare mere lort" så er jeg fuldstændig hooked. Ud over at introducere mig for en helt ny form for dansk rap, så er det også Regnskabets time som bliver min første introduktion til hele bøf universet i rap musikken og jeg har endnu ikke hørt en dansk rap udgivelse, som har haft samme effekt på mig.

Nas - Stillmatic (2001)

Nej det er ikke en stavefejl. Selvom Illmatic nemt overgår alle Nas' andre udgivelser, både tekstmæssigt og produktionsmæssigt, så har den ikke den samme "værdi" for mig. En relativ sen introduktion til Nas (umiddelbart efter It Was Written), har altid betydet at jeg ikke rigtig fik lov til selv at "opdage" Nas, hvilket derved har gjort at jeg har et lidt distanceret forhold til Illmatic, som jeg (dengang) blev fortalt var et godt album, før jeg selv fik chancen for at træffe beslutningen. Da jeg så endelig hørte det, bekræftede det blot hvad jeg havde fået fortalt, i stedet for at overraske mig, som Wu-tang, Clemens og Ghostface havde gjort. Don't get me wrong... jeg elsker Illmatic, og det er netop derfor at Stillmatic betyder noget, Nas er dygtig uanset hvad han laver, men på Stillmatic er det første gang siden Illmatic at det oprigtigt virker som om han skal bevise noget. Jeg hørte dette album til døde lige da det udkom og dets gode modtagelse har smittet af på de øvrige udgivelser, som besidder en ro og frihed som har manglet i hans tidligere udgivelser.

Murs & 9th Wonder - Murs 3:16 - The 9th Edition (2004)

Så hopper jeg hen til et album som kom fuldstændig bag på mig. Selvom jeg kendte Murs og havde hans tidligere albums, så var han ikke en rapper som skillede sig særlig meget ud fra hele den "alternative" west coast scene. Men med 3:16 har Murs lavet et af de første (og eneste) rap albums, som jeg kan relatere til - en sjældenhed, som jeg på stående fod ikke kan tilskrive noget andet album. Fra første gennemlyt, var jeg fuldstændig fanget og denne lille perle af en udgivelse, står som et af de bedste albums jeg nogensinde har hørt. Det er sindsygt svært at forklare hvorfor det fungerer, lidt ligesom det er svært at forklare hvorfor Supreme Clientele sandsynligvis er Ghost's bedste album - alt taler imod, men alle delene passer sammen. Det er da heller ikke lykkedes Murs at genfange magien og hans øvrige udspil sniger sig aldrig rigtig over det middelmådige.

To be continued...

Jeg deler selvfølgelig også lidt musik med jer, jeg har valgt nogle numre fra de pågældende kunstnere, som enten er lavet i samme periode som den pågældende udgivelse, eller som har været tiltænkt den pågældende udgivelse. Der er ikke noget nummer med MC Clemens, på grund af min holdning til dansk musik på bloggen. (hvis Clemens mod forventning skulle læse denne blog, og har lyst til at dele et nummer fra den tid, så skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det). I kan enten hente numrene enkeltvis, eller samlet i én stor fil, som jeg plejer.

Wu-Tang Clan - Protect Ya Neck (Bloody Version) (1992)

Ghostface Killah - Motherless Child (extended version) (Feat. Raekwon) (1996)

Nas - Stillmatic (2000)

Murs & 9th Wonder - Babylon Fall (2005)

Bonus: Ghostface Killah & RZA - Who's The Champion (1996)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 2)

pip, pip

2009-10-16T21:01:00.003+02:00

tobeannounced på Twitter

Så er jeg hoppet på endnu en teknologi vogn, selvom MySpace og Facebook profilerne ikke rigtig er blevet udnyttet fuldt ud, så tror jeg at Twitter formatet vil gøre det muligt at gøre bloggen lidt mere interessant og nemmere at følge.

Twitter profilen vil derfor blive opdateret løbende - nogle gange flere gange dagligt, med nyheder enkelte tracks, mixtapes etc. samtidig med at bloggens regulære indlæg bliver feedet til profilen. Derved kan man følge med i alt hvad der sker på bloggen, samtidig med at man får noget mere indhold.

Profetien om buddhist monken

2009-10-13T20:37:00.009+02:00

Buddha Monk - The Prophecy (pre-release Version)

Her på det sidste er jeg virkelig begyndt at fokusere på at erhverve mig lidt "rap memerobilia", dels fordi jeg synes det er sjovt. Men også fordi jeg tillægger tingene en form for værdi, som jeg selv tror vil give mig stor glæde den dag jeg er 70 og kigger tilbage på min musik samling. Nogle af de "bedste" køb indtil videre, består af et originalt "purple tape" signeret af en meget overrasket Raekwon i Amager Bio, en Wu-Tang controller og en gangster rap tegne bog (som hverken er sjælden eller dyr, men bare sej).

Ud over de små "sjove" køb, prøver jeg som de fleste andre også at finde nogle af de lidt mere sjældne udgivelser. Her taler jeg ikke om "opblæste" udgivelser som der er en masse som sælger, men som kun er dyre på grund af en forskruet pris; host, host og host - de er jo ikke sjældne bare meget dyre, prisen skal selv have lov til at stige/falde alt efter udbud, efterspørgsel og personligt tilhørsforhold, men de plader vil aldrig ryge under en vis grænse, da det ikke ville dække den oprindelige udgift!... ah, det var rart.

Back to the subject at hand... Denne udgivelse er et perfekt eksempel på ovennævnte, den er yderst sjælden, men bliver alligevel solgt meget billigt. Hvilket nok skyldes, at Buddha Monk kun er rigtig kendt blandt ægte Wu aficionados og at det er svært at få top-dollar for sine promo CD'er, i disse finans krise tider.

Buddha Monk er Wu-affiliate og en del af gruppen "Brooklyn Zu", som først blev introduceret på "Return to the 36 Chambers: The Dirty Version". Gruppen er dannet af Ol' Dirty Bastard og udgav albummet "Ol' Dirty Bastard presents: Brooklyn Zu Chamber #9, Verse 32" (så kan man vidst ikke tage fejl af deres tilhørsforhold), umiddelbart efter ODB's død. Buddha Monk har selv proklameret at han er for Brooklyn Zu, hvad RZA er for Wu-Tang, i og med han både producerer, rapper og "administrerer" gruppen. Lad det være sagt med det samme, Buddha Monk is no Abbot, but he makes a damn good effort.

The Prophecy er et hard core beskidt Big Baby Jesus inspireret album, hvor der er blevet lagt særlig vægt på at lyde så grimey og mudret som muligt, hvilket lykkedes ganske udmærket. Det er faktisk et super fedt album, som desværre er druknet i et hav af middelmådige udgivelser fra alle mulige andre Wu-affiliates. Hvis man er bare lidt wu fan, og savner den gamle kompromisløse lyd, så er dette en must-have i samlingen.

Pre-release versionen skiller sig udelukkende ud, ved at indeholde tre numre, som aldrig dukkede op på den endelige version. Ellers mangler der en del tracks, som ellers kan findes på den endelige version, så der er stadig masser af påskud til at købe den, især hvis i kan lide denne her version.

Tryk her for at hente: Buddha Monk - The Prophecy (pre-release version)

Ustrukturerede søndage (del 1)

2009-10-11T10:40:00.000+02:00

Som de fleste af jer nok ved så plejer jeg at have et fast indlæg hver søndag, det startede med en top 8, udviklede sig til en ugentlig konkurrence og endte ud med at handle om soundtracks. Det sidste af de nævnte tiltag var dog knap så populært og de få kommentarer som dukkede op på indlæggene omhandlede altid noget helt tredje - jeg ser derfor ikke nogen umiddelbar grund til at fortsætte med dem.

I stedet vil de resterende søndage i 2009 være lidt mere løse i strukturen, og handle om hvad der umiddelbart falder mig ind.

Jeg vil starte ud med at dele et track med jer, som blev ønsket for meget lang tid siden i kommentarerne. Dengang havde jeg kun en rigtig dårlig film-optagelse at gøre godt med, men jeg er faldet over en cd kvalitets udgave på et totalt tilfældigt mixtape. Det drejer sig selvfølgelig om den meget kendte scene fra La Haine filmen, hvor DJ Cut Killer mixer NTM's "Nique Ta Mêre" med Édith Piaf's "Non, je ne regrette rien". Dette er hele mixet på fulde to et halvt minut i perfekt kvalitet.

Hvis man tjekker mange blogs dagligt kan det godt være en sand jungle at finde rundt i alle de nye numre, som bliver smidt op dagligt. Det betyder især at man ofte ender med at grovsortere en del, med risiko for at gå glip af nogle sande perler. Eksempelvis det fantastiske Brother Ali og Scarface track, fra BK One's nyeste Album "Rádio Do Canibal", eller Crooked I's nyeste single med Snoop Dogg, som han ellers har haft bøf med - indtil nu altså. Det er måske heller ikke alle som har hørt Sean Price, M.O.P. og Saigon's leakede track fra Statik Selektah's kommende "The Hangover" eller som har fattet at Cormega's først single er produceret af Preemo.

Hvis i (ligesom mig) var lidt skuffede over Slaughterhouse albummet, så vil jeg lige dele deres (efter min mening) to bedste tracks, som selvfølgelig ikke endte på den færdige udgivelse, hvilket resulterede i en endnu større skuffelse, da jeg havde hørt albummet helt igennem og ikke rigtig kunne forstå visionen. Det første nummer er det introspektive "Move On" det andet er posse cuttet "Woodstock" med M.O.P.

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 1)